Også Østrigs Eurofighter-kampfly har produktionsfejl

Også det østrigske luftvåben melder nu om produktionsfejl på kampflyet Eurofighter Typhoon.

Både det tyske og det britiske luftvåben fortalte tidligere i denne uge, at der var konstateret produktionsfejl i kampflyet efter advarsler fra Eurofighter selv, og at begge flyvevåben som konsekvens har halveret Eurofighters flyvetimer fra 3.000 til 1.500.

Det østrigske forsvarsministerium har nu ifølge nyhedsbureauet AFP oplyst, at man har konstateret samme produktionsfejl på 15 af landets Eurofighter-fly.

Læs også: Eurofighter advarer om produktionsfejl i skroget

Fejlen, som involverer borehuller på bagsiden af flyenes skrog og skyldes utilstrækkelig nedslibning, fik tirsdag det tyske forsvarsministerium til at suspendere sin ordre på 32 Eurofighter-kampfly, der skal supplere landets eksisterende 108 fly af samme type. Sagen er et alvorligt tilbageslag for Eurofighter-programmet, som skulle have leveret de første seks nye fly til Tyskland inden nytår.

Eurofighter, der er bygget af Airbus, BAE Systems og Finmeccanica, er i øjeblikket en af deltagerne i konkurrencen om at blive Danmarks nye kampfly. Illustration: Eurofighter

Herhjemme deltager Eurofighter sammen med Lockheed Martins F-35 Joint Strike Fighter og Boeings Super Hornet i konkurrencen om at blive Danmarks nye kampfly. En kontrakt, der vil sikre producenten et tocifret milliardbeløb.

Læs også: Forsvarsministeriet bekræfter: Tre bud på nye kampfly – Gripen er ude

En talsmand for det tyske forsvarsministerium betegner problemerne som 'irriterende' og siger, at det endnu er for tidligt at vurdere, om sagen vil medføre erstatningskrav til producenten.

Den britiske forsvarsgigant BAE Systems skal nu foretage en række tests af kampflyet, som BAE producerer i samarbejde med europæiske Airbus og italienske Finmeccanica.

Ud over Storbritannien, Tyskland og Østrig benyttes flyet i dag af det italienske, saudiske, spanske og snart det omanske luftvåben. Det spanske forsvarsministerium har netop meddelt, at der ikke er fundet fejl på Eurofighter-fly i landets luftvåben.

BAE Systems skriver i en pressemeddelelse, at man 'aktivt tager hånd om et nyligt opdaget problem vedrørende en af de processer, der indgår i samlingen af den bagerste del af skroget på Eurofighter'. BAE Systems understreger også, at fejlen ikke påvirker flyvesikkerheden, hvilket det østrigske og det tyske forsvar tidligere har bekræftet.