Østrigske miljømyndigheder frygter udvidelse af ungarsk atomkraftværk

Illustration: MVM Paks Nuclear Power Plant Ltd.

Beslutningen om at udvide det ungarske atomkraftværk Paks vækker bekymring i nabolandet Østrig. Ifølge de østrigske miljømyndigheder kommer de nye reaktorer nemlig til at ligge på en aktiv seismologisk fejllinje, hvor der er en potentiel risiko for jordskælv. Det skriver mediet EUobserver.

Paks er fra 1970’erne og består på nuværende tidspunkt af to reaktorer, som i dag producerer omkring halvdelen af Ungarns elektricitet. Den ungarske regering ønsker at udvide med yderligere to russiskproducerede reaktorer, og det er denne udvidelse, som gør de østrigske myndigheder nervøse.

»Den potentielle tilstedeværelse af overfladeforskydninger på stedet kan ikke videnskabelig udelukkes. Området bør derfor betragtes som uegnet til udvidelsen af Paks,« fastslår Austria’s Federal Environmental Agency i en rapport om opførslen af de nye reaktorer.

Læs også: Hviderusland tænder topmoderne atomreaktor: Litauen uddeler jodpiller

Rapporten anklager desuden Paks II Ltd., det firma der skal stå for udvidelsen, for at udelade relevante informationer i de undersøgelser, der blev foretaget i forbindelse med godkendelsesprocessen.

»Paks II Ltd. opsummerer resultaterne fra undersøgelserne på en meget kreativ måde. Det er uacceptabelt. De ungarske myndigheder burde trække tilladelsen tilbage og finde et andet sted til udvidelsen af Paks,« siger Franz Meister, som står i spidsen for Austria’s Federal Environmental Agencys behandling af sagen.

Ungarn afviser sikkerhedsproblemer

De østrigske myndigheder har sendt deres udlægning af sagen til Hungarian Atomic Energy Authority, og EUobserver har henvendt sig til samme for at få en kommentar.

Over for mediet henviser Hungarian Atomic Energy Authority til en tidligere pressemeddelelse, som fastslår, at der ingen sikkerhedsproblemer er omkring udvidelsen.

Læs også: Polsk atomkraftprojekt vækker bekymring på Bornholm

»De informationer, som er præsenteret i forbindelse med godkendelsen af området, lever til fulde op til lovkravene,« står der i pressemeddelelsen.

Samtidig peger pressemeddelelsen på, at eksperter fra både Ungarn og udlandet tidligere har konkluderede, at der ikke findes beviser for den aktive fejllinje, og at både de nuværende og fremtidige reaktorer desuden bliver sikret mod jordskælv.

Europæisk geopolitik

Det er ikke kun reaktorerne der er russiske, men i høj grad også pengene til finansieringen. Udvidelsen forventes at koste 12,5 milliarder euro (93 milliarder kroner), hvoraf 10 milliarder euro er lånt af Rusland.

Dermed betegner mange projektet som et tydeligt tegn på, at de to lande er ved at opbygge et stærkere bånd.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

" hvoraf 10 milliarder euro er lånt af Rusland."

Ungarn får et russisk atomkraftværk, bygget af russere, drevet af russere, brændsel forsynet af russere, penge lånt af russere, som til gengæld yder ca 50% af Ungarns kraftforbrug.

Vi køber dyre F35 kampfly for at begrænse russisk indflydelse.

Og I snakker om opvarming af Donau; 5te kolonne?

  • 9
  • 2

Hej Hans Jørgen Nielsen

Du - har - sikkert en pointe?

Efter 1. verdenskrig sloges man i Ungarn for at undgå kommunisme og russisk indflydelse.

Under 2. verdenskrig slog Ungarn sig sammen med tyskerne mod russerne.

I 1956 gjorde ungarerne oprør mod russerne.

I 1989 slap man for russerne.

I 1997 blev Ungarn medlem af NATO for at holde russerne ude.

I 2004 blev Ungarn medlem af EU for at holde russerne ude.

Synes du ikke har ungarerne har lidt nok og synes du ikke vi andre har støttet for, at Ungarn kunne undgå indflydelse af et totalitært land?

Nu køber man gudhjælpemig russisk indflydelse for sine egen penge, og danske 5te kolonne atomkraft støtter står og hepper.

Og det var min pointe.

  • 18
  • 3

@Niels Peter Jensen

Hvis Danmark havde støttet forskning i atomkraft siden 60'erne, hvor vi var langt fremme internationalt, kunne det være været et dansk værk der blev bygget i Ungarn i stedet for et russisk. I stedet valgte man fejlagtigt at stoppe alt aktivitet og gøre det til politisk tabu at snakke om det.

Det er givet at rusland kun er investor fordi det er deres teknologi der bliver eksporteret. Surt at visse lande i EU gør alt hvad de kan for at spænde ben for atomkraft, således at der "kun" er Rusland tilbage som investor + leverandør i vores del af verden. EDF ville sikkert gerne have financieret det med EU subsidier på tilsvarende vis, altså hvis de fik lov.

Ren energi er ren energi. Det er vel i sidste ende værd at heppe på?

  • 4
  • 14

Hvis Danmark havde støttet forskning i atomkraft siden 60'erne, hvor vi var langt fremme internationalt, kunne det være været et dansk værk der blev bygget i Ungarn i stedet for et russisk. I stedet valgte man fejlagtigt at stoppe alt aktivitet og gøre det til politisk tabu at snakke om det.

Det er jo dybt ironisk, det du skriver!

Tre af verdens største vindmølleselskaber, er etableret på dansk grund. En industri i hastig global vækst, til forskel fra atomkraft.

Hvad ønsker du vi skulle have haft i stedet:

Et Westinghouse, som er gået konkurs og forsvundet fra jordens overflade?

Et Areva, som også er gået konkurs, men som de franske skatteydere nu holder kunstigt i live, fordi der ellers er ingen til at levere reservedele til deres 56 reaktorer?

Et Tepco, der ligesom Areva, holdes i live af offentlige kapitalindsprøjtninger, fordi der ikke er andre til at rydde op efter deres ulykker?

De eneste atomkraftproducenter, som tilsyneladende ikke er finansielt levende lig, er ejet af diktaturstater!

Hvad i alverden er der at fortryde?

  • 17
  • 5

Nu køber man gudhjælpemig russisk indflydelse for sine egen penge, og danske 5te kolonne atomkraft støtter står og hepper.

Jeg tror såmænd ikke at man hepper på russisk indflydelse. Det drejer sig nok om prisen på et atomkraftværk. Dem er der jo ikke så mange der udbyder, så man må shoppe hvor de er tænker jeg.

Besides - er der ikke også noget med en stor gasledning til store europæiske lande?

Når alt kommer til alt, så tror jeg at indtægter tæller rigtig meget i Kreml.

  • 2
  • 4

Hej Niels Abildgaard

Forrige århundrede hvor Europa og Japan ,som ikke havde olie,tabte til Rusland og USA, som havde meget,viser energiens vigtighed.

Vandt Rusland forrige århundrede? Sammenbruddet af Sovjetunionens med efterfølgende krige, diktatur, fattigdom og kleptokrati.

Mht USA er det lidt mere uklart, men hvis man tager hensyn til sociale og racemæssige spændinger, hvilket fører til Trumpisme. Økonomien ser OK ud bortset fra et kæmpe offentlg underskud og underskud på handel, endvidere har USAs økonimi en stor rimessedel, som der ikke kommer noget godt ud af.

Men uanset, det fine ved et land, som Danmark er, at det står dig frit for hvis du mener USA eler Rusland er bedre lande at bo i.

  • 5
  • 2

Hej Hans Jørgen Nielsen

Jeg tror såmænd ikke at man hepper på russisk indflydelse.

Hvis man hepper på russisk atomkraft, så hepper man på russisk indflydelse. Valg har konsekvenser.

Når alt kommer til alt, så tror jeg at indtægter tæller rigtig meget i Kreml.

Ja; og nu har de solgt en sikker indtægtsgrundlag de næste mange år til Ungarn. Da Ungarn ikke har pengene, må EU, dvs dine og mine skattekroner, bære risikoen.

  • 3
  • 3
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten