Selv om EU i årevis har krævet, at lastbiler udstyres med NOx-filtrerende teknologi, er det langtfra sikkert, at teknologien bliver brugt. Efter et tip fra en rumænsk chauffør har den tyske transportorganisation Camion Pro dokumenteret, at mange leverandører og værksteder tilbyder soft- og hardware, der kan slå de såkaldte Adblue-anlæg fra på lastbiler. Det fortæller Camion Pro i en pressemeddelelse.
Snød snyderne
Organisationens folk har ladet som om, de var interesserede i at købe teknologien, og på den måde fået kontakt til mange leverandører. Desuden kan man ved at søge på ‘Adblue Emulator’ på nettet finde flere værksteder, der tilbyder at installere teknologien.
Læs også: Kun kostbar rensning kan sikre ren luft fra dieselbiler
Flere af leverandørerne, eksempelvis britiske Diag-x Diagnostics, forsvarer sig med, at nogle godstransportører kører gennem lande, hvor der ikke er krav om at bruge Adblue, der ellers kan reducere NOx-udledningen med omkring 90 procent. Hvis man blot slår Adblue fra eller undlader at fylde tanken med Adblue-væske op, vil man få fejlmeddelelser i lastbilerne og have mindre motorkraft til rådighed. Ved at bruge en ‘emulator’ kan motorstyringen imidlertid narres til at levere fuld kraft uden Adblue.
Kan spare millioner af kroner
Ifølge Camion Pro er fordelen for de godstransportører, der snyder med katalysatorerne, at de sparer på den dyre Adblue-væske. Hvis en transportør har omkring 100 køretøjer, kan han spare ‘et sekscifret beløb’ i euro.
Læs også: Bøder, tests af biler i brug og øget kontrol: EU vil stramme skruen for typegodkendelser
Der er ifølge Camion Pro kun en lille risiko for at blive opdaget, og derfor vurderer organisationens kilder, at teknologien er meget udbredt.
