Økonom: Lad markedskræfterne klare vaccineforsyningen

Mette Frederiksen er træt af at vente på vacciner. For et år siden lød frustrationen på sprit og værnemidler, og vi har også stået i frygt for at mangle respiratorer.

Statsministeren sagde dengang, at nu ville hun tage et møde med EU’s øvrige statsledere for at undgå, at vi kom til at stå i mangel af værnemidler igen. Ligeledes har hun slået på tromme for, at vi i EU skal sørge for at blive selvforsynende med vacciner, fordi det ville blive for dyrt og tidskrævende, hvis hvert land selv skulle stå for det.

I lyset af, at det muligvis kan blive nødvendigt med løbende booster-vacciner mod covid-19, vil hun dog alligevel ikke afvise, at der kan blive tale om dansk produktion af vacciner. Hvis ikke i samarbejde med EU, så i samarbejde med Israel og Østrig.

Derfor tog hun i sidste uge til Jerusalem for at mødes med regeringslederne i Israel og Østrig og indgå en fremtidigt samarbejde med dem.

Både om forskning i vacciner, men også i sikring af produktionsfaciliteter, der muligvis også kunne ligge i Danmark til at sikre både booster-vacciner mod corona og vacciner mod fremtidige pandemier.

Men den slags statslige initiativer giver ikke den store mening, understreger Jakob Kjellberg, professor i sundhedsøkonomi hos Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE.

»Det har vi jo prøvet før, og det blev alt for dyrt at holde kørende. Derfor er det jo også en fejlslutning af dimensioner, når nogen siger, at vi bare skulle have beholdt produktionen på SSI. Det er en helt anden teknologi, end man ville bruge til covid-vacciner, så det ville tage flere år at omstille den uanset,« siger Jakob Kjellberg.

Han kalder det en ’frustrerende tidslomme’, som vi alle befinder os i lige nu, hvor vi er corona-trætte og under ingen omstændigheder gider at stå i dette palaver igen næste år eller om ti år. Derfor skal værnemidler og vacciner bare sprøjte ud, så snart en virus eller mutation stikker snuden frem.

Men det kommer de højst sandsynligt også til at gøre, understreger professoren. For nu er helt nye teknologier på plads, producenterne har opskaleret, og der er igen blevet sat fokus på den vigtige grundforskning, der skal få det hele til at ske.

»På den måde er det jo fornuftigt nok at indgå et forskningssamarbejde med Israel og Østrig, for de er jo også dygtige. Og det er grundforskning, der gør, at vi overhovedet kan stå med flere vacciner allerede nu. Men produktionen bør vi lade det private om,« understreger Jakob Kjellberg.

Et helt nøjagtigt overblik over produktionskapaciteten inden for EU kan være svært at danne, da det også handler om, hvilke typer vacciner vi kan og vil tage i brug. Og uanset hvad kan virksomhederne sælge til hvem de vil, hvis ikke national lovgivning går ind og forbyder det.

I slutningen af januar fortalte EU-Kommissionen, at det indtil slutningen af marts er blevet pålagt de europæiske vaccinevirksomheder, som EU har forhåndsaftaler med, at al eksport af vacciner skal autoriseres. Dette for at sikre, at EU bliver prioriteret på den måde, der blev givet tilsagt om, da EU lagde penge i produktionen. Lignende tiltag blev gjort sidste år, da der var rift om værnemidlerne.

Ifølge BBC førte den nye regel til, at Italien i torsdags blokerede for eksport af 250.000 doser AstraZeneca-vaccine på vej til Australien fra fabrikken i Italien.

Ifølge nyhedsmediet Bloomberg har Belgien desuden et udkast til en lov på tegnebrættet, der skal gøre det muligt at begrænse eksporten af lægemidler. Både Pfizer og AstraZeneca producerer bl.a. vacciner i Belgien.

Desuden har EU et par håndtag mere at skrue på, hvis det skulle blive rigtig slemt. Så giver en ’emergency article’ nemlig mulighed for at ophæve patenter og lægge beslag på de europæiske produktionsfaciliteter.

Der er dog ikke noget, der peger på, at frustrationen bliver langvarig, og at alle midler kommer i spil, siger Jakob Kjellberg. Og selv om det kan virke oplagt at sørge for egen produktion i Danmark, hvis andre lande klapper grænserne i, så mener han, at vi er godt stillet som medlemmer af EU.

»Havde vi ikke EU, ville store lande som Tyskland og Frankrig stå langt foran i køen i indkøb. Men det vil da være glimrende, om vi i en fælleseuropæisk vaccinestrategi får ansvar for noget produktion eller pakning, så vi måske står endnu bedre næste gang,« siger Jakob Kjellberg, som er overbevist om, at vi ikke kommer til at mangle netop covid-vacciner på den lange bane.

»Lige nu er den her snak interessant, fordi vi ekstraordinært ikke har kunnet købe nogle ting ude i byen. Men snakken vil være væk om et års tid eller to, ligesom vi ikke længere taler om, at vi mangler håndsprit,« siger han.

Pfizer/BioNTech har meldt ud, at de kan producere omkring 2 mia. doser allerede i år. Samme melding lød fra AstraZeneca – godt nok sidste sommer – og Moderna har for nyligt meldt ud, at de regner med at kunne komme op på 1 mia. doser i år.

Hertil har vi vaccinen fra Johnson & Johnson, som netop nu er under godkendelsesproces hos EMA, og her er planen ifølge nyhedsbureauet Reuters også 1 mia. doser her i 2021.

Og så er der de mange andre vaccineprojekter, som stadigvæk er i kliniske forsøg eller på vej dertil, herunder den danske vaccine fra AdaptVac/Bavarian Nordic, som allerede har sikret sig produktionskapacitet ude i byen, hvis slutmålet bliver nået, og pengene er der.

Ser man på verdenskapaciteten, har Unicef opgjort, at der for 2021 skulle være kapacitet til at producere 7,1 mia. doser vaccine, mens der er tale om hhv. 34,1 og 34,9 mia. doser i 2022 og 2023.

Af dem vil faciliteterne til produktion af mRNA-vacciner og vektorvacciner, som vi kender dem fra Pfizer, Moderna og AstraZenecas vacciner, ligger på omkring 12 mia. vaccinedoser årligt. Kommer nogle protein-subunit-vacciner i spil, såsom den fra Novavax, øger det kapaciteten ed 15 mia. doser årligt.

Novavax alene regner ifølge Reuters med produktion af 2 mia. vaccinedoser, og ligesom for mange andre af de store vaccinevirksomheder er en del blevet øremærket til lavindkomstlande.

»Men hele den rige verden skal jo nok få deres vacciner,« siger Jakob Kjellberg og understreger, at det kan give god mening med en europæisk sikring af værnemidler, hvor man måske fordeler mellem landene, hvem der producerer hvad.

Den slags kan ligge på lager længe og opgraderes, mens det er lidt sværere med vacciner. De er knap så stabile at have på lager - både på grund af holdbarheden i sig selv, men også fordi man ikke ved, hvad man får brug for.

Og på nuværende tidspunkt står det heller ikke klart, hvilken vaccineteknologi man eventuelt skulle satse på. Flere viser gode takter, men virusser er uforudsigelige størrelser, så det kan være en god idé at have flere forskellige i spil på verdensmarkedet.

Men man kan ikke nødvendigvis producere alting selv, og selv om EU er et stort marked, vil det stadigvæk være billigere at lade de private virksomheder om den sag. For er der et marked, og dermed penge, så skal de nok levere de vacciner, vi skal bruge på den lange bane, forsikrer Jakob Kjellberg.

»Nu har vi noget, der virker og er afprøvet. Og selv om vi havde produktion, skal vi også have opskriften på en vaccine. Lige nu er vi i en tidslomme, der føles meget lang,« siger han.