Øjenvidner: Sådan skød vi med kanon på Ostenfeld og Kampsax
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Øjenvidner: Sådan skød vi med kanon på Ostenfeld og Kampsax

Jørgen Huno Rasmussens smukke, hjemmestøbte kanon, som blev affyret på Ostenfeld Kollegiet i efteråret 1972 eller '73. Illustration: Jørgen Huno Rasmussen

Et stort antal læsere har været en gevaldig tur down memory lane i anledning af en efterlysning fra ingeniørstuderende Andreas Brask for et par uger siden på (papir)Bagsiden.

Kanonen har et flot Chr. IV-monogram ovenpå. Det ekstra fænghul måtte etableres engang, hvor den jammede i første affyring. Illustration: Jørgen Huno Rasmussen

Han ønskede at få verificeret en vandrehistorie, der i årevis har cirkuleret på DTUs værkstedskurses for maskiningeniører, AMT (Afdelingen for Mekanisk Teknologi) i bygning 427. Nemlig at nogle studerende på Kampsax Kollegiet engang havde støbt en kanon på værkstedet, udboret den og med en ladning sortkrudt kanoneret et AA batteri gennem en dør på kollegiet.

Beretningerne

Der er indløbet godt en halv snes beretninger, som alle bekræfter historien, og desuden at kanonskyderierne fandt sted på både Kampsax Ostenfeld Kollegiet. Her følger to af beretningerne, som jeg ikke fik plads til på ugens Bagside, men som alligevel fortjener at komme i avisen, om så det 'kun' bliver digitalt.
Enjoy! Vh. Lynch

Til Bagsiden,
En af mine gamle studiekammerater fra DTU (eller DtH som det hed dengang) sendte forleden et udklip, hvori blev efterspurgt research om kanonerne fra værkstedskurset på AMT. Jeg er ganske vist ikke M'er, blot B'er, men den stolte ejer af en af kanonerne og kan løfte lidt af sløret for historien.

AMT's værkstedkursus var også populært udenfor M-retningen, og som B'er jeg fulgte det i efteråret 1972 eller -73, hvor vi hver uge tilbragte eftermiddagene efter forelæsningerne i et nyt værksted: fræse-, svejseværksted og pludselig støberiet! Her kunne man låne en model af en gammel forladekanon, som vi placerede i støbekassen og bankede støbesand tæt omkring.

Nogle dage senere hentede vi resultatet: en ægte støbejernskanon. Meget belejligt gik kurset ugen efter videre i boreværkstedet, hvor vi tog den store søjleboremaskine i brug: Det krævede to mand at oprette kanonen tilstrækkelig præcist til at bore den ud uden at komme for tæt til nogen af ydersiderne. Min kammerat Jacob Taarnhøj fra M-retningen hjalp mig imod, at jeg den efterfølgende uge skulle hjælpe med udboringen af hans.

Det skete aldrig, for i den mellemliggende uge var der efter sigende et par studerende, der havde vist værkføreren 2-3 telefonbøger, som de havde skudt igennem med et Hellesen-batteri i stålkappe. Derfor blev alle udboringer af kanoner bandlyst fremover. Men jeg har stadig min, og den har været brugt flittigt: et snapseglas sortkrudt og en avisside giver et flot brag. Den har et flot Chr.IV-monogram ovenpå, og et ekstra fænghul måtte etableres engang, hvor den jammede i første affyring.

At der skulle være skudt på Kampsax-kollegiet er nyt for mig. På Ostenfeld-kollegiet, hvor jeg boede, gik der rygter om, at en kanon ved førstegangsaffyring var revnet og havde smadret et par ruder, hvilket dog ikke er dokumenteret.

Derimod har jeg personligt overværet en anden M’er på Ostenfeld skyde en side af Berlingske igennem en armeret, hærdet glasrude på gangen. Jeg kan også bekræfte, at de gamle røde Hellesenbatterier type A 25 mm i stålkappe passede præcist i hullet, idet vi har sendt et af dem et par hundrede m ud i Kattegat ved Hals.

Vildskaben er aftaget, og kanonen kommer nu kun frem ved særligt festlige lejligheder. Senest nytårsaften 2017 og på billedet ses ved den lejlighed den assisterende udborer fra 70’erne Jacob Taarnhøj med foden på lavetten.
Med venlig hilsen
Jørgen Huno Rasmussen

Tak for den historie. Her kommer en tilsvarende erindring, men denne gang fra en af Kampsax Kollegiets tidligste beboere, som giver en nøje brugsanvisning for det tilfælde, at vore dages M-studerende skulle få lyst til at forsøge sig.
Enjoy! Vh. Lynch

Kære Lynch,
På bagsiden af Ingeniøren nr. 33 spurgte du: Skød M’erne med kanon på Kampsax-kollegiet i Lyngby? Som beboer på Kampsax Kollegiet i årene 1969-75 kan jeg oplyse, at svaret er ja.

Andreas Brasks beskrivelse er i det store og hele korrekt. Jeg kan dog ikke genkende skydning med AA-batterier eller så dramatiske følger af skydningen, som de bliver beskrevet, men det kan have været på en anden kollegiegang end min. Og jeg mener heller ikke, at der var nogen medvirken af kvindelige K’ere hos os.

Kanonen var ca. ½ meter lang og var forsynet med Christian den fjerdes monogram. Om det var en formindsket model af en rigtig skibskanon, eller om det var en fantasimodel, ved jeg ikke.

Som Andreas beskriver det, var kanonerne støbt ved et værkstedskursus på AMT (Afdelingen for Mekanisk Teknologi), og der kan være fremstillet hundredevis af dem. Hvor mange, der blev udboret, har jeg ingen anelse om, men det har sikkert været en del. Og de udborede kanoner har sikkert ikke kun kunnet findes på Kampsax Kollegiet. Selvom det utvivlsomt var det bedste af polyteknikerkollegierne, kan beboerne på de andre kollegier selvfølgelig ikke fraskrives enhver form for initiativ og opfindsomhed.

Løjerne startede omkring 1971, da en M-studerende hjembragte en udboret kanon. Han blev noget efter færdig med sin uddannelse og emigrerede til Nordamerika, og jeg har aldrig senere hørt om eller fra ham, så det er ikke nødvendigt at nævne hans navn. Hvad der skete med hans kanon – eller med de andre, som sikkert er blevet fremstillet, ved jeg ikke, men han har næppe haft problemer med sin – de har jo et lidt andet forhold til skydevåben derovre.

Kanonen kunne lades med sortkrudt, hvortil hverken opskriften eller ingredienserne var svært tilgængelige. Som alternativ kunne anvendes krudt oparbejdet fra datidens fyrværkeri. I begyndelsen anvendtes papir som forladning, men det brændte ved affyringen og gav ikke noget højt knald, så senere anvendtes korkpropper.

Propperne gik stramt i løbet og blev indført med en ladestok, som på min kollegiegang var stangen fra en manuel tæpperenser. Da ladestokken, som var fremstillet af et tyndvægget stålrør, havde en tendens til at gnave ned i korkproppen, anvendtes en mønt (en to-øre) som mellemlæg.

Kanonen kommer nu kun frem ved særligt festlige lejligheder, senest nytårsaften 2017, hvor studiekammeraten Jacob Taarnhøj, der i sin tid assisterede med udboringen, her illustrere størrelsesforholdet. Illustration: Jørgen Huno Rasmussen

I begyndelsen affyredes kanonen inden døre, på kollegiegangen, men efterhånden som modet og krudtladningen steg, blev dette uhensigtsmæssigt. Lufttrykket fra affyringen begyndte nemlig at blæse det nedhængte lamelloft på gangen ned. Loftet bestod af ca. 7 cm brede, tværgående, perforerede lameller af metal, som var monteret på flige på langsgående, nedhængte skinner, og da de først én gang var blæst ned, sad de ret løst og faldt ned selv ved en moderat krudtladning i kanonen.

Det kan i øvrigt nævnes, at to-øren engang blev siddende på korkproppen og blev skudt med ud. I mange år kunne man se et aftryk af en to-øre i en dørkarm på kollegiegangen, ca. 40 cm over gulvet.

Som jeg husker det, døde interessen for ”amatørartilleriet” ud efter nogle måneder, så seneste affyring har nok været i første halvdel af 1972. Jeg er selv E’er, og selvom jeg også havde et værkstedskursus på AMT, fik jeg aldrig en kanon – dengang til stor ærgrelse.
Venlig hilsen
Jens Ulrik Madsen

Tak for brugsanvisningen. Hvis andre har tilsvarende kanon-erindringer, så læg dem gerne ind i debattråden herunder. Vh. Lynch

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

AP II var adgangsgivende til brug af de skærende metalbearbejdningsmakiner i "ATM - Afdelingen for Træ & Metal" i Studenterhusets kælder. Derfor har mange ikke-M'ere tilføjet dette kursus i den lille pulje af valgfrie fag i datidens studieplaner.
Jeg tog det vist i 1974 og der var "pensum" tilpasset, så et af slutprodukterne var en havegrill med støbejernsrist!
Så da kanonen blev bandlyst har man nok indført denne karakteristiske grill. Risten støbtes i støberiet og selve grillen blev så klippet, bukket og punktsvejst i pladeværkstedet.
De øvrige ting der blev lavet var en lille vase i pladejern, gassvejst (og den skulle være tæt!) og en lysestage drejet i hhv stål (foden) og stål (stagen) og samlet med et stort gevind lavet på drejebænken.
Jeg tror jeg har mine endnu hos mine forældre.....
Fantastisk nyttigt kursus hvor jeg stadig bruger de erhvervede færdigheder den dag i dag (men IKKE i mit professionelle virke i IT branchen :-) ).

  • 2
  • 0

[Her kommer endnu en slags kanonhistorie, som dog også handler om alt muligt andet på AMTs værkstedskursus og Ostenfeld Kollegiet anno ca. 1972 i 1972. Enjoy! Vh. Lynch]

Hej Lynch
Omtalen af kanoner på diverse kollegier får mig til at tænke på min studietid, men måske er ingeniører, der fortæller historier fra studietiden lige så kedelige for andre som soldater der fortæller om tjenestetiden ...

Som E’er deltog jeg i AMTs værkstedskursus i sommeren 1972. Fra kurset hjembragte jeg en hammer, hvis hoved jeg havde filet på i tre dage, et støbt askebæger og en værktøjskasse i jern, som var så tung at jeg kun kunne bære den, hvis jeg undlod at komme for meget værktøj i den.

Hammerens skaft brækkede sidste år, men hovedet ville nok have holdt for altid, hvis jeg ikke havde afleveret det til genbrug. Der var desværre ingen kanoner på det kursus, men jeg besøgte tit Ostenfeld Kollegiet, så historien om kanonen, der kunne skyde gennem armeret glas, kendte jeg. Jeg har fået fortalt, at der efter den episode kom et opslag op om, at hvis man blev antruffet på kollegiet med nogen form for skydevåben, ville man øjeblikkeligt blive bortvist.

På værkstedskurset blev jeg fortalt til skræk og advarsel, at der på holdet før havde været en studerende, som havde startet den automatiske tilspænding på en af de store boremaskiner uden at sætte objektet, der skulle udbores, i rotation. Det havde medført at boret knustes og sendte en splint ind skridtet på den studerende. Det havde gjort ondt på ham, da de rensede såret inden de sendte ham på skadestuen.

Svendene på AMT var deltagende på grund af stedet han var blevet ramt, men som de sagde, så gjorde det ikke så meget, hvis en studerende skulle miste en tommelfinger, for de havde jo ni andre. Det mindede mig om befalingsmændene hos Gardehusarregimentet, hvor jeg havde været i 1969/70, som altid trøstede os med, at hvis en af os skulle omkomme under uddannelsen, så kostede det kun Forsvaret et postkort at skaffe en ny.

På Ostenfeldtkollegiet var man ret opfindsomme. På en af gangene valgte de en konge, som hvert år sendte en nytårshilsen til sin royale kollega, dronningen. Kongen var stødt over aldrig at få svar.

En liste fra Ostenfeldtkollegiet stillede op til kommunevalget med et program om bl.a. at hullerne på golfbanen skulle gøres større om søndagen, så man havde en chance efter at have festet om lørdagen, og om, at man burde plante kødædende planter langs vejene i Lyngby, så man sparede på oprydningen efter trafikuheld. Der var stor tilfredshed, da en stor del af programmet blev læst op i TVs valgudsendelse.

Så vidt jeg husker, var det også nogle fra Ostenfeldtkollegiet, som svarede på en annonce for en amulet, som man kunne få på prøve, og som skulle beskytte mod alverdens fortrædeligheder.

Amuletten var af metal og blev bragt over til AMT, hvor den med noget besvær blev trykket/banket en lille smule flad. Derefter blev den sendt tilbage med et brev om, at modtageren havde været meget glad for amuletten, men allerede tre dage efter at han var begyndt at gå med den, blev han kørt over af en damptromle. Derfor ville amuletten ikke blive betalt ved udløbet af prøveperioden.
Med venlig hilsen
Ebbe Sønderby

  • 2
  • 0

[Endnu en øjenvidneberetning til den voldsomme kanonaffyring på Ostenfeld føjer nye detaljer til historien - og implicedrer et senere bestyrelsesmedlem på Grundfos ...
Enjoy! Vh. Lynch]

Kære Lynch.
Med fare for at min mail ryger i din brokkasse, vil jeg fremture med en øjenvidneberetning om kanonhistorien fra køkken 800 på Ostenfeld kollegiet:

På vores køkken havde vi på et tidspunkt to maskiningeniørstuderende, hvoraf den ene, Søren, ejede en af de omtalte kanoner. Den anden, Thomas Lund, (langt senere bestyrelsesmedlem i Grundfos ;-) ), var en skælm af Guds nåde. Thomas havde gennem et stykke tid forsøgt at få Søren til at affyre kanonen, men han havde hidtil undslået sig med varierende undskyldninger.

Denne stille søndag eftermiddag var forklaringen, at han ikke havde nogen ladestok. Thomas fik ham dog til at love at fyre kanonen af, hvis skaftet på køkkenkosten passede. Det gjorde det. Thomas havde selvfølgelig undersøgt det, inden han han afkrævede Søren løftet.

Nu var der ingen vej udenom. Søren fyldte krudt på kanonløbet og stampede en avisside efter med kosteskaftet. Kanonen blev derefter anbragt på trappereposen og løbet rettet mod en af de smalle
vinduesruder, som forløb ubrudt gennem bygningens tre etager.

En behjertet sjæl blandt de tre-fire tilskuere (jeg var selv en af dem) foreslog, at man skulle vende kanonen ind mod væggen i stedet, men Søren mente, at selv den skarpeste journalistik ikke ville kunne gøre skade på de tykke ruder. Dette skulle vise sig at blive skæbnesvangert.

Der lød et brag af den anden verden, da kanonen gik af, og hele trappegangen blev fyldt med tæt, hvidlig røg. Da røgen lettede, måtte vi konstatere, at avisen havde lavet et nydeligt, velafgrænset, rundt hul i ruden.

Vi fandt aldrig ud af, hvilken skade avisen ville have kunnet forårsage på trappeopgangens betonvæg. Men skaden på vores bankkonti blev åbenbar. De tilstedeværende kom hver til at betale deres passende andel af de trehundrede kroner, det dengang kostede at få skiftet den gennemhullede rude. Og det er ganske vist!

Når en beboer forlod køkken 800, der på et tidspunkt havde løsrevet sig fra Danmark under navnet Det Suveræne og Uafhængige Valgmonarki Malurtistan, holdt vi en stor afskedsfest i kollegiets kælder. Alle
beboerne var højtstående honoratiores i kongeriget og mødte selvfølgelig op i passende påklædning svarende til deres titel. I min egenskab af minister for udenlandsk aggression og ceremonimester annoncerede jeg gæsternes ankomst.
Med venlig hilsen
Robert Gellin, CB74

  • 1
  • 0

Når jeg ser billedet af kanonen kommer jeg i tanker om, at den vist nok blev støbt i to forskellige størrelser.
Den vi kunne støbe i 1973 var noget større end den kanon, som vises på Jørgen Huno Rasmussens billede. Den på billedet ville ikke kunne udbores, så den kunne skyde med et A batteri. Jeg mindes at have set den lille udgave stå et sted på AMT, men det var ikke dem vi kunne få lov at støbe, de var vel 50 % længere og tykkere og derfor væsentlig tungere.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten