I løbet af de sidste 23 år er der blevet markant sværere at finde en øde plet på vores blå planet. I 1993 var 33 procent af Jordens landoverflade ødemark. I dag er det tal på blot 23 procent. Det betyder, at der siden 1993 er forsvundet 3,3 millioner kvadratkilometer ødemark, hvilket svarer til to gange Alaskas areal.
Det viser forskning fra University of Queensland i Australien, der definerer ødemarker som områder, hvor naturen er uberørt af mennesker. Det er områder, hvor der hverken er landbrug, veje eller bygninger. Indfødte, som lever i et med naturen, regnes dog ikke med som menneskelig påvirkning.
Amazonas er det område på kloden, hvor ødemarken er forsvundet hurtigst. Massefældninger af træer i de sidste årtier har nemlig gjort et stort indhug i regnskoven i Amazonas, som står for en tredjedel af nedgangen.
Derudover er der også sket en stor nedgang i det centrale Afrika, hvor der bor mange truede dyrearter. Og netop for dyrene har nedgangen en stor betydning, mens vi mennesker kan vælge at være ligeglade.
»Det betyder noget for alle de andre arter end homo sapiens. Det betyder selvfølgelig også noget for vores opfattelse af verden og vores muligheder for at opleve de vilde arter, som ikke er os selv, vores afgrøder og husdyr,« siger Hans Henrik Bruun, der er lektor i økologi og evolution ved Københavns Universitet.
I 1993 nedsatte FN en konvention, som skulle sikre bevarelse af naturområder. Konventionens mål for 2020 var at halvere hastigheden, hvormed den globale skovrydning sker. Men i målet skelnes der ikke mellem uberørte områder og allerede ødelagte områder, hvilket ifølge rapporten er med til at forklare nedgangen.
Ifølge Hans Henrik Bruun er en anden forklaring befolkningstilvæksten.
»I troperne flytter mennesker ud i nationalparker og i beskyttede områder, hvor der ikke før har boet nogen. Befolkningspresset er så stort i områder, som længe har været beboet eller er egnet til opdyrkning. Derfor opstår der landsbyer ude i tidligere vildmarker, og det er klart at det lægger pres på dem. Så bliver skoven fældet, og jorden dyrket op,« fortæller Hans Henrik Bruun.
Chefforskeren bag rapporten, James Watson, fastslår, at hvis først skaden er sket, så er der ingen vej tilbage. Hvis udviklingen fortsætter som hidtil, vil den resterende andel af verdens vildmark være forsvundet inden udgangen af dette århundrede. Derfor mener han, at der skal gøres noget, og det skal være snart.
»Uden den nødvendige politik til at beskytte disse områder, er de ofre for den globale udvikling. Vi har sandsynligvis kun et eller to årtier til at vende udviklingen,« siger chefforsker James Watson fra University of Queensland.
