Odense fylder rapsolie på bilerne

Grillbarerne i Odense bliver ikke de eneste, der kommer til at lugte af friture i fremtiden. Snart skal 45 biler køre rundt med rapsolie i tanken som led i et forsøg på at afdække rapsoliens muligheder og omfanget af partikelforureningen.

Den nye vognpark omfatter 25 varebiler under 3,5 tons, 10 lastbiler og 10 busser, som bruges af en bred vifte af selskaber i kommunen, blandt andet Odense Brandvæsen, Odense Energi, Aarstiderne og en række kommunale renovationsselskaber.

»Det er en enestående chance for at få sat fokus på alternativt brændsel til det stigende antal biler på vejene i vores byer,« siger Odenses borgmester, Jan Boye (K).

Bag projektet, der koster 11 millioner kroner, står Danmarks Tekniske Universitet (DTU), Odense Kommune og Egeskov Gods, der ifølge professor på DTU Henrik Carlsen producerer rapsolie af meget høj kvalitet.

»Egeskov har gjort det muligt med et rapsolieanlæg, der allerede er ved at være færdiginstalleret. Det eneste, der mangler, er en elektriker, der slutter det til,« siger Henrik Carlsen.

Partikelforureningen skal undersøges af DTU

DTU's rolle i projektet bliver at undersøge den praktiske anvendelse af koldpresset rapsolie som brændstof i forhold til ethanol, biodiesel og dimethylether. Henrik Carlsen vil blandt andet se på partikelforureningen fra bilerne, og hvordan partikelfiltre virker.

For at køre på koldpresset rapsolie kræver det en mindre ombygning af bilerne. Det væsentligste er at sænke oliens viskositet med en forvarmer, ligesom i moderne oliefyr. Forvarmningen kan enten foregå med en elektrisk forvarmer, eller ved at starter bilen på diesel eller biodiesel, forklarer Henrik Carlsen.

Ny pengepulje til biobrændstof kommer Odense til gode

Projektet med rapsolie giver Odense Kommune mulighed for at få del i de 60 millioner kroner, som Folketinget kort før sommerferien afsatte til forsøg med biobrændstoffer.

Odense Kommune er dog ikke først med til at afprøve rapsoliens muligheder i praksis. Hillerød Kommune har siden august sidste år kørt forsøg med et par rapsbiler i kommunen, og i slutningen af marts valgte politikerne at udvide forsøget til 50 af kommunens biler, der blandt andet bliver brugt af hjemmehjælpere og parkarbejdere.

Ifølge Hillerød Kommune vil det spare miljøet for 200 tons CO2 om året.

Prisen på en liter rapsolie til bilen ligger på omkring 4,3 kroner plus moms, men på grund af afgifter ender prisen på omkring 8,50 kroner, cirka samme pris som diesel.