Obama svarer med krav om nyt bore-stop efter dommer underkendte ham

Selv om en dommer fra New Orleans i mandags ophævede det seks-måneders moratorium på dybhavsboringer, som Obama-administrationen indførte i slutningen af maj, så nægter den amerikanske indenrigsminister Ken Salazar, at give olieselskaberne tilladelse til at fortsætte. I stedet vil han udstede et nyt - og mere velbegrundet moratorium.

»Efterhånden som olien fortsætter med at pumpe ud fra BPs brønd, ser vi hver dag klare beviser på, at der er brug for en pause for dybhavsboringer,« sagde Ken Salazar i går ifølge flere medier.

Derfor vil han i de kommende dage, udstede en ny ordre, der skal genskabe moratoriet.

Uenigheden mellem oliebranchen, der havde krævet moratoriet prøvet for en dommer, og regeringen går på, om den usikkerhed, der stadig er, om årsagerne til olieudslippet skal betyde, at hele branchen skal ligge stille indtil sagen er opklaret, eller om det kun er BP, der skal rammes af kravet.

I den 22 sider lange skriftlige dom fra Martin L. C. Feldman, argumenterer han for, at tvivlen skal komme branchen til gode.

»Det altomfattende moratorium uden nogen former for parametre, lader til at bygge på en formodning om, at fordi én borerig lavede fejl, og selv om ingen endnu ved præcist hvorfor, så repræsenterer alle olieselskaber og borerigge, der borer brønde på mere end 500 fods vand, også en overhængende fare.«

Ifølge New York Times, lovede præsidentens talsmand, Robert Gipps i går, at Det Hvide Hus vil appellere dommen med det samme, mens Ken Salazar lovede at det nye moratorium vil blive bedre begrundet.

I Kongressen er politikere fra alle sider kritiske overfor moratoriet, fordi det betyder, at tusinder af jobs i de stater, der nu bliver ramt af olieudslippet er i fare. Blandt kritikerne er også olieeksperten Robert Bea, som præsidenten har udset til at lede det hold af eksperter, der skal finde frem til årsagerne til katastrofen.

Men Obama-administrationen vil ifølge Ken Salazar holde fast i forbuddet indtil Robert Bea og ekspertgruppen er klar med deres rapport om et halvt års tid. Han har tidligere sagt, at det tab, som ansatte i branchen vil lide på grund af moratoriet skal betales af BP.