Obama fjerner stamcelleforbud i dag

9. marts 2009 kl. 11:041
I dag forsvinder forbuddet mod føderal støtte til stamcelleforskning i USA, men forskerne må stadig ikke lave deres egne stamcellelinier.
Artiklen er ældre end 30 dage

Præsident Obama fjerner i dag forbuddet mod føderal støtte til stamcelleforskning. Forbuddet blev sat i værk under præsident Bush til stor irritation for en lang række forskere, der har set frem til, at Obama skulle fjerne det.

Obama vil gøre det klart, at regeringen vil støtte forskning i humane stamceller fra embryoer, hvilket vil tillade forskning i hundredvis af stamcelleliner, der allerede findes, samt nye, der endnu ikke er lavet - typisk fra embryoer, der er i overskud fra fertilitetsbehandlinger og som ellers ville blive smidt ud.

Der er store forventninger til stamceller, da de kan udvikle sig til enhver form for celle eller væv i kroppen, og derfor håbes at kunne bruges til at behandle og kurere alt fra diabetes og rygskader til alzheimers og hjertekarsygdomme.

Stadig ingen embryonale eksperimenter

Men selvom Obama fjerner forbuddet, vil de føderale forskere stadig ikke kunne kreere deres egne stamcellelinier, da et andet forbud blev indført i 1996, og er blevet fornyet af kongressen hvert år siden, skriver The New York Times.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Dette forbud indebærer, at føderale midler ikke må bruges til at kreere, ødelægge eller udsætte humane embryoer, som fostre kaldes indtil 9. graviditetsuge, for fare.

Obama har ikke magt til at fjerne denne hindring, men vil heller ikke tage stilling til det, da han accepterer, at der er forskellige holdninger til stamcelleforskning.

Flere medlemmer af kongressen kalder det svært, men ikke umuligt, at få fjernet dette forbud eller i hvert fald modificeret det, mens andre afviser det blankt. De enkelte stater har dog ret til at tildele statskroner til stamcelleforskning.

1 kommentar.  Hop til debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
1
9. marts 2009 kl. 19:13

Det er en god dag i dag!