Da Venstre-statsministeren Lars Løkke Rasmussen og den socialdemokratiske overborgmester Frank Jensen i anlægsmæssig samhørighed præsenterede gigantprojektet Lynetteholm en oktoberdag i 2018, var det til lyden af faldende kæber. Danmarkshistoriens største anlægsprojekt, som ingen havde hørt om, var boltet politisk sammen på tværs af fløjene. Så politisk målrettet, at man lige så godt kunne have startet gravkøerne med det samme.
I stedet begyndte en accelereret og forceret godkendelsesproces, som helt forudsigeligt kulminerede med, at et bredt flertal i Folketinget i sidste uge stemte for øen, der forventes anlagt om 30-35 år og fuldt bebygget i 2070. Det bliver altså de færreste af os, der vil opleve det endelige resultat. Til gengæld får vi fornøjelsen af jordtransporter, larm, støvspredning og udsigten til en muddergrav, hvor Øresund plejede at ligge.
Sådan er det ganske vist med store anlægsprojekter. Ingen gider dem, mens de står på. De er beskidte, grimme og i vejen. Det betyder bestemt ikke, at man skal holde sig fra dem, så længe de er velundersøgte og udstyret med en dokumenteret nytteværdi. Ingen af delene er imidlertid imødekommet på det største af slagsen, Lynetteholm.
Lektien fra den uskønne proces bør tatoveres med selvlysende blæk på nethinderne hos de embedsmænd og beslutningstagere, som i de kommende år skal projektere metro til Malmø, Kattegatforbindelse og ikke mindst næste kunstige ø-projekt, Hvidovres Dubai-agtige Holmene.
Læs også: Hvidovre kæmper stadig for Holmene: »Jeg ved ærligt talt ikke, hvorfor det går så langsomt«
Første lektie: Vær ærlig om sigtet med projektet. Fra politisk side har man omkring Lynetteholm bevidst valgt en uvederhæftig dobbeltkommunikation.
På den ene side skaffer halvøen i både principaftale, skåltaler og farverige illustrationer boliger et indbyggertal svarende til Holstebro – inklusive kollektiv transport og tunnel under havnen. Men i lovarbejdet er denne sammenhæng pist væk. Her er der udelukkende tale om en bar ø, hvor der ifølge transportministeren kan ende med at gå får. Selvom alle dele hænger sammen, har man altså skåret dem fra hinanden i selvstændige projekter uden syn for de samlede miljømæssige konsekvenser. Bedre kendt som salamimetoden.
Lytter man imidlertid til begge dele af den dobbelte tungetale, står det klart, at hovedstaden igen vil finansiere ny infrastruktur – i dette tilfælde den længe ønskede havnetunnel og en ny metroetape – ved salg af byggegrunde. Nu med en borgerlig opposition som skudsikker vest. Sådan en afgrænsning af det samlede projekt tjener måske nok til at få væltet første brik i en dominoeffekt, som kan sikre gennemførelsen. Men den afsporer også debatten om regional udvikling, fremtidens trafikstrømme og de samlede miljømæssige konsekvenser af projektet.
Anden lektie: Giv tid. Som vi så med corona, står vi til tider over for udfordringer, hvor der må træffes beslutninger, der ikke er undersøgt til bunds. Men den slags omstændigheder er der ikke ved anlægsprojekter – og da slet ikke, når der er tale om et projekt med 30-50 års sigte. Overskudsjorden fra andre projekter skal vi nok finde plads til. Og hvad angår klimasikring af København, er den kun presserende, når det gælder vandmasserne fra syd. Sikring fra nord har vi god tid til, ifølge Københavns Kommunes egne rapporter. Så der kunne sagtens være brugt mere end to ud af projektets 50-årige forløb til at undersøge, debattere og analysere. Vi skal kigge, før vi springer.
Tredje lektie: Lyt. En række lokaludvalg og organisationer har ønsket at forlænge høringsperioden på grund af forsamlingsforbuddet. Transportministerens svar har været klart og ligefrem: Hold møderne virtuelt – vi forlænger ikke.
Jovist er det ubelejligt at inddrage omverdenen, hvis facit er givet på forhånd. Men den forhastede vedtagelsesproces betyder, at vi kun har bestillingsarbejdet fra By & Havns ord for, at projektet er velundersøgt. Hver gang vi på Ingeniøren har efterprøvet konklusionerne, har de vist sig overraskende spinkle. Det gælder for eksempel jordstrømme og vigtige miljøeffekter på både Østersøen og Øresund.
Desværre er kritikken fra adskillige af Danmarks førende eksperter i miljø og international jura og dertil uhørt kritiske høringssvar fra Miljøstyrelsen, blevet affejet. Det blev gjort muligt af garantien for politisk flertal. Samtidig har man helt undgået at høre de undrende Østersølande om projektet, bortset fra bekymrede Sverige, som er blevet affejet med løfter om inddragelse, når projektet er gået i gang.
Hvem ved, om Lynetteholm er en god idé? Ingen her på Ingeniøren i hvert fald. Som det står lige nu, beror det på gætværk og intuition, hvorvidt Lynetteholm bliver en urban succeshistorie, som politikerne håber, eller et underfinansieret miljømareridt for vores børn og børnebørn, som eksperterne frygter. Et er sikkert: Bliver det sidstnævnte scenarie, vil politikerne stå i kø ved håndvasken og undskylde sig med, at de ikke vidste bedre. Det havde været rart, om de havde læst på lektien, inden de lagde stemmer til danmarkshistoriens største anlægsprojekt.
Lederen udtrykker Ingeniørens holdning, der fastlægges af vores lederkollegium.
