Nyuddannede ingeniører stiger i løn for første gang i tre år

Den gennemsnitlige startløn for nyuddannede ingeniører stiger for første gang i tre år. Det fremgår af IDAs lønstatistik, som netop er offentliggjort.

Lønsedlen viser i gennemsnit 35.739 kroner om måneden for en privatansat ingeniør, der er dimitteret inden for det seneste år. Dermed har årgang 2012 fra begyndelsen af deres karriere 1.200 kroner mere på lønsedlen, end dem, der dimitterede i 2011 og 2010.

Det er nemlig første gang siden 2009, at en ingeniørårgang får en begyndelsesløn, der ligger højere end året før. Dimittenderne fra årgang '10 og '11 måtte således nøjes med lønstigninger, der lå et par hundrede kroner under niveauet for årgang 2009, som lød på 34.640 kroner i snit.

Ellen Fænøe, formand for Ansattes Råd i IDA, glæder sig over, at ingeniørernes startløn nu endelig stiger, fordi det har afgørende betydning for lønniveauet i resten af karrieren. (Foto: IDA) Illustration: IDA

IDA: Tegn på at krisen er på vej væk

Ellen Fænøe, formanden for Ansattes Råd, IDA, glæder sig over, at startlønnen tager et nøk opad, og ser det som et tegn på, at det værste af krisen er ved at være overstået, og at efterspørgslen på ingeniører er på vej op. For det nye kuld ingeniører lover det også godt for fremtiden:

»Vi ved, at den løn man starter med, danner fundament for lønudviklingen i resten af ens karriere. Derfor er det dejligt at se, at der kommer det her skred i startlønnen,« siger Ellen Fænøe.

De unge siver ind på arbejdsmarkedet

Krisen har stadig fat i arbejdsmarkedet generelt, mener arbejdsmarkedsforsker Jørgen Stamhus, Aalborg Universitet, men netop dimittendernes lønstigning er et signal om, at ingeniørerne udgør en undtagelse:

»Eksportvirksomhederne har gået rimeligt godt, og de har brug for at få besat stillinger, og er altså villige til at rekruttere til en lidt højere startløn end de foregående to år,« forklarer Jørgen Stamhus.

Ingeniørledigheden lå på 3,5 procent i oktober; et stykke fra de 6,3 procent, der gælder for hele befolkningen. Til gengæld er 11 procent af de 20-29-årige ingeniører ledige, og blandt ingeniører, der er dimitteret inden for det seneste år, er tallet helt oppe på 30 procent.

Til gengæld siver de nyuddannede stille og roligt ud på arbejdspladserne. Ingeniører, som blev færdige for mellem et og to år siden, har således en arbejdsløshedsprocent, der flugter med landsgennemsnittet, nemlig 6,4 procent.

Ungeområdet er et af de områder Ansattes Råd følger tæt, også selv om langt de fleste er i job et år efter deres dimission, forklarer Ellen Fænøe:

»Jeg håber, at årets lønstigning for de unge indikerer, at vi kommer til at se et markant fald i dimittendledigheden,« siger hun.

Ligeløn blandt de unge

Årets lønstatistik viser i lighed med sidste år, at startlønnen er næsten fuldstændig identisk for nyuddannede mænd og kvinder. Sidste år oplevede de kvindelige dimittender et - historisk - forspring på 0,4 procent i forhold til mændene, når det gjaldt startlønnen. I år er rollerne byttet om, så de mandlige dimittender tjener 0,4 procent mere.

Men ligelønnen varer ikke ved. Blandt ingeniører med ti års anciennitet halter de kvindelige 6,1 procent efter deres tidligere studiekammerater. Det jævner sig dog en smule ud. Blandt ingeniører, der kan fejre 20 års kandidatjubilæum, er forskellen mindsket til 3,5 procent - i mændenes favør.

Emner : Løn