Nyuddannede ingeniører fravælger det offentlige

Mens store ingeniørårgange så småt begynder at forberede deres otium, er de nyuddannede arvtagere ikke nødvendigvis villige til at overtage de job, der bliver ledige i staten, kommunerne og regionerne. Det viser en ny undersøgelse foretaget af Ingeniørforeningen, IDA, blandt nyuddannede ingeniører, skriver Ugebrevet A4.

Hele 91 procent ønsker ifølge undersøgelsen at arbejde i den private sektor, mens blot 46 procent erklærer sig villige til at tage arbejde i det offentlige. Spørgsmålet er blevet stillet til 1.541 ingeniører, der har færdiggjort deres uddannelse inden for de seneste tre år.

Er du kørt sur i rutinerne? Find nye udfordringer på Jobfinder.

Det er ifølge formand for De Ansattes Råd hos IDA Morten Thiessen flere grunde til. Lønnen i private virksomheder både starter højere og stiger hurtigere. Men forklaringen skal i høj grad findes i arbejdets indhold og prestige.

»Nu har de lige lært at bygge broer, og så vil de altså også ud at bygge nogle broer. Så vil de ikke sidde og lave byggetilladelser på et kommunekontor,« siger Morten Thiessen til Ugebrevet A4.

Lønudviklingen i 2014 bød på en stigning for privatansatte ingeniører på 3,9 procent, mens offentligt ansatte kun steg 1,2 procent i løn.

Konsekvensen af en mere ingeniørfattig offentlig sektor vil ifølge administrerende direktør for Foreningen af Rådgivende Ingeniører (FRI) Henrik Garver blive, at kommuner og regioner i højere grad outsourcer opgaver, de førhen selv var i stand til at varetage.

»Det er ikke noget, vi har oplevet i voldsomt stigende grad endnu, men det er klart noget, jeg forventer, at vi kommer til at se. Det er en helt naturlig løsning på ingeniørmanglen i det offentlige,« siger Henrik Garver til A4.

Den seneste prognose for ingeniørarbejdsmarkedet i 2020 udarbejdet af IDA viser, at Danmark kommer til at mangle 13.500 ingeniører.