Nytænkning skal bevare de danske planters gener og sikre, at de bliver brugt

Pometet under Københavns Universitet er en samling af frugttræer og -buske. Det rummer 750 æblesorter, hvoraf cirka 250 er danske. Inden for andre frugtarter ligger sortsantallet ofte mellem 80 og 120. Illustration: Hanne Kokkegård

For få år siden var ny nordisk mad det store hit. Nu trender fermentering af især grøntsager sideløbende med selvforsyningstankegangen. I morgen er det måske noget nyt, der kendetegner danskernes fødevarer.

Hvis du har en ide til en ny udvikling af fødevare eller foder baseret på danske afgrøder eller deres vilde slægtninge i naturen, så har du nu fået bedre muligheder for støtte eller selv deltage i projekter.

Landbrugsstyrelsen har i dag offentliggjort Strategi for Jordbrugets plantegenetiske ressourcer 2017-2020. Strategien erstatter og bygger videre på en række meget konkrete handleplaner og er åben for, at alle - store som små aktører - kan deltage, fortæller chefkonsulent for miljø og biodiversitet i Landbrugsstyrelsen Kim Holm Boesen til Ingeniøren.

»Ideen med at have en strategi er at sætte pejlemærker i stedet for konkrete handlinger, således at det er op til alle aktører, der kan se sig selv indgå i arbejdet, at komme med bud på projekter og ideer til bevarings- og udviklingsarbejdet. Der er plads til innovation, og selv om pejlemærkerne naturligvis skal bruges til prioritering, skal de også inspirere.«

Grundlaget med genbanker skal suppleres

Danmarks arbejde med de plantegenetiske ressourcer sker i overensstemmelse med FN’s konvention for biologisk mangfoldighed og andre internationale forpligtelser for at sikre bevaring, bæredygtig anvendelse og en retfærdig deling af fordelene ved at udnytte disse ressourcer.

Læs også: 50 vilde danske ’mad’-planter skal risikovurderes

Det sker både gennem bevaringsarbejde i de nationale plantesamlinger ved Pometet med frugt og bær i Taastrup, i grønsagsklonsamlinger på Aarhus Universitet og den store frø- og kartoffelsamling i den fælles nordiske samling ved NordGen i Sverige. Endelig har Danmark en sikkerhedskopi af den danske frøsamling liggende i den globale frøbank på Svalbard i Nordnorge.

»Det grundlag er der stadig, og det bliver vedligeholdt og udbygget i form af forskellige projekter, hvor man får mere viden, f.eks. om bitre smagsstoffer i kål og naturlige farvestoffer i gulerødder osv. Nu lægger vi mere op til, at folk kommer med ideerne til, hvordan det videre skal udvikle sig. Hvis vi har lært noget fra ny nordisk mad er det jo, at vi ikke kan forudsige, hvor vi bevæger os hen,« siger Kim Holm Boesen.

Strategien dækker bredt - også formidling

Strategien dækker over bevaring og udvikling af klimatilpassede og sygdomsresistente afgrøder, både til mad og dyrefoder. Den omfavner også selvforsyningstankegangen.

Læs også: Danmark skal beslutte sig for, om Crispr/Cas9 er GMO

»Danmark er i dag et meget kornproducerende land. Fremadrettet skal vi måske dyrke noget helt andet eller vende tilbage til noget gammelt. Ligesom vi gennem bioøkonomien måske skal erstatte fossile kilder med plantebaserede råvarer. Endelig vil nogle gerne vil lave deres mad selv eller have et udbud af andre sorter end dem, der er på markedet nu,« siger Kim Holm Boesen.

Strategien vil også øge fokus på fortællingen om bevaringsarbejdet med genbanker og samlinger, så befolkningen forstår, at det også er en del af Danmarks kulturarv.

Foreningen Frøsamlerne: Luftig vision

Strategien har været flere år undervejs, og Landbrugsstyrelsen har fået hjælp fra et rådgivende udvalg bredt sammensat af forskellige interessenter, så man både har lyttet til kommercielle aktører og aktører, der ikke skal lave en forretning ud af afgrøderne.

Læs også: Kan man tage patenter på naturen - eller blot opdage den?

Foreningen Frøsamlerne har også været repræsenteret i Rådgivende Udvalg for Plantegenetiske Ressourcer.

Foreningen har tilkendegivet, at den ikke kan støtte op om strategien, fortæller medlem af Foreningen Frøsamlernes bestyrelse Louise Windfeldt til Ingeniøren:

»Det er fint at lave en strategi, og det bakker vi naturligvis op om. Men for at strategien skal blive til andet end en luftig vision, savner vi konkrete handlingsplaner. Det vil sige, at vi mangler en handlingsplan for, hvad man fra politisk hold gerne vil have lavet. Og hvad man gerne vil bruge af midler på det. Det er hele problemet. Vi ved ikke, hvad vi har af midler.«

Louise Windfeldt har selv skrevet ph.d. om netop plantegenetiske ressourcer. Hun peger på, at Landbrugsstyrelsen tidligere har brugt reaktioner fra det plantegenetiske miljø med forskere, formidlere, kokke, museer osv. til at rette handlingsplanerne ind.

»Men når man som her med den nye strategi holder ’feltet åbent’, er det fordi, man ikke har en vision for, hvad man vil,« siger Louise Windfeldt.