Nyt varslingssystem skal advare Europa om tsunamier
Et række nyudviklede måleenheder langs Europas sydkyst skal overvåge havet i realtid og advare befolkning i tilfælde af en tsunami.
Forskere fra det såkaldte Joint Research Center (JRC) i EU har i oktober installeret fire målere i Spanien og Portugal. Nu skal 16 ekstra målere monteres ved Middelhavet og Sortehavet i lande som Italien, Rumænien og Tyrkiet.
Læs også: ‘Tsunami-bøje’ tager første unikke billede af Jorden i 43 år
Systemet skal med sensorer i blandt andet Marokko og Libanon også kunne advare om ekstreme bølger på Middelhavets sydlige bredder.
De mange målestationer er ifølge forskerne ‘afgørende’ for effektiv tsunami-overvågning. Men prisen på installation og vedligehold har indtil videre afholdt unionen fra at implementere systemet på stor skala.
Raspberry Pi og ultrasonisk sensor
JRC-forskerne mener imidlertid at have fundet en løsning på pris-problemet.
De nye budgetvenlige målestationer består af minicomputeren Raspberry Pi, en ultrasonisk sensor, der konstant måler havniveauet ved kysten, og et solcellepanel til at drive værket.
Læs også: Flydende hollandsk hus kan modstå tsunami
Alt i alt koster måleapparatet, der kan sende data hvert femte sekund gennem en telefonforbindelse, under 1.000 euro - eller 7.500 kroner.
Den ultrasoniske sensor, der genererer lydbølger og måler vandstanden på baggrund af ekkoet, måler med en usikkerhed på en halv centimeter, fremgår det af præsentationen fra JRC.
Live-overvågning
Data fra de nye vandstandsmålere bliver konstant offentliggjort på forskningscenterets hjemmeside.
Læs også: Californien tester advarselssystem mod naturkatastrofer
Der er dog ikke behov for at følge med på vandstands-grafen - dataen samkøres konstant med information om seismisk aktivitet for at afgøre, om der er en tsunami under opsejling - og om nødvendigt udsende en advarsel.
De nye sensorer skal nu indgå som en del af EU og FN’s fælles varslingssystem, der overvåger og advarer om jordskælv, oversvømmelser og cykloner.
