Nyt tastatur kan mærke, hvem du er

22. januar 2015 kl. 13:413
Nyt tastatur kan mærke, hvem du er
Illustration: www.freedigitalphotos.net.
Et nyt tastatur genererer elektriske signaler, hvis energi kan opsamles. Tastetrykkene analyseres og kan vise, hvem der sidder ved tastaturet.
Artiklen er ældre end 30 dage

Forskere ved Georgia Institute of Technology i USA har udviklet et tastatur, der kan skelne mellem forskellige brugere. Det kan forhindre misbrug, når en person uretmæssigt har skaffet sig information om en anden brugers password, mener forskerne.

Tastaturet kan desuden opsamle elektrisk energi, så det kan virke uden en ekstern strømkilde.

Da tastaturet ydermere er selvrensende, har det en lang række anvendelser, skriver Zhong Wang sammen med otte kolleger i en artikel i ACS Nano, der udgives af American Chemical Society.

Forskerne skriver, at de hidtidige bestræbelser på at identificere brugere ud fra deres tastetryk ikke har ført til afgørende gennembrud. De har derfor fundet en ny måde, hvor de analyser tidsdynamikken i de elektriske signaler, der opstår i deres tastatur.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Folks forskellige fingerstørrelse og tasterytme giver anledning til en meget lille fejlrate, når det gælder om at identificere brugere. En række forsøg med 104 personer gav en feljrate (EER) på 1,34 pct. beregnet på den måde, som man almindeligvis benytter inden for biometrisk autentifikation.

Det intelligente tastatur er opbygget af et lag af polyethylentereftalat (PET) placeret mellem to elektroder af indiumtinoxid (ITO). Den øverste ITO-elektrode er belagt med nanotråde af fluoreret ethylenpropylen (FEP).

Med hensyn til evnen til at opsamle energi skriver forskerne, at ved en moderat skrivehastighed på 350 tegn i minuttet kan tastaturet oplade en kondensator med en hastighed på 0,019 V/s. De noterer, at det har potentiale til at gøre tastaturet selvforsynende med energi.

Den selvrensende effekt skyldes nanostrukturen af materialet.

3 kommentarer.  Hop til debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
3
22. januar 2015 kl. 18:40

Det med vandringen tror jeg ikke har den store betydning ifbm brugeroplevelsen. Det er mere dét, at fingerspidsen ved berøring kan afgøre om den er midt på tasten, eller i modsat fald hvilke af de fire kanter den er på vej ud over. Og denne oplevelse kan jo faktisk skabes med et statisk tastatur, der har kanter i en eller anden form mellem tasterne. Vi skal ikke tilbage til 50'ernes Remington, men alligevel: Dens taster var runde og havde en hævet kant, så man med det samme kunne mærke om man var ved at gå 'off-tast'.

2
22. januar 2015 kl. 16:12

Hvis tastaturet ser ud som på billedet, bliver det næppe en stor salgsdille. Jeg vil i hvert fald gerne have lidt større vandring, og regulære taster at trykke på.

1
22. januar 2015 kl. 14:02

...kan tastaturet oplade en kondensator med en hastighed på 0,019 V/s.

Her kunne det være interessant, at kende kapacitansen for denne kondensator.