Nyt tag, der smelter og stivner, holder sommervarmen ude

Den byggetekniske udviklingsafdeling under det amerikanske energiministerium, ORNL, har udviklet en prototype på et nyt tag- og loftssystem, der under varmere himmelstrøg kan reducere temperaturen på loftet med 12 grader på hede sommerdage.

Konstruktionen begrænser også den varme, der breder sig fra loftet og ned til etagerne under.

Hoved-komponenten i det nye system er et materiale, der kan skifte fra flydende til fast form og tilbage igen. Materialet er lavet af en saltopløsning tilsat kemikalier, der styrer, ved hvilke temperaturer materialet stivner eller smelter.

Materialet placeres mellem reflekterende aluminiumsfolie, og hele installationen bygges ind som en termisk barriere mellem taget og loftet, så der skabes separate luftkanaler mellem spær og tag.

Når temperaturen stiger på loftet, fordi solen steger ned fra en skyfri himmel, vil det specielle materiale opsuge varmen og langsomt smelte til flydende form. Om natten, når temperaturen falder, vil materialet afgive varmen og skifte tilbage til fast form.

Forsøg har vist, at på en varm sommerdag med temperaturer omkring 33 grader vil der på et almindeligt loft blive omkring 53 grader, mens der på et loft med den specielle termiske barriere indbygget kun vil blive omkring 40,6 grader.

Det kan skære otte procent af regningen til det airconditionanlæg, som de fleste amerikanske villaer er udstyret med.

Teknologien har været brugt før med mindre held, da materialet var kemisk ustabilt, ikke kunne holde tilstrækkeligt længe, ikke kunne skifte form efter hensigten og havde en tendens til at gå op i flammer. Men de problemer skulle være løst nu, mener de amerikanske forskere.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Det lyder som en dyr løsning i forhold til at isolere taget. Der skal ikke meget isolering til effektivt at holde sommervarmen ude. Så jeg kan ikke se det geniale i løsningen med faseskiftende materialer i tagkonstruktionen. Og så vidt jeg ved har faseskiftende materialer da været i handlen længe. Lau

  • 0
  • 0

Ide'en er måske også, at det ikke fylder så meget som traditionel isolering, og er nemmere at installere. Men det kunne være interessant at få lidt mere at vide om systemet - ikke mindst hvad man regner med at det vil koste når det kommer i handelen. Umiddelbart kan de nok have svært ved at konkurrere på prisen med mere traditionalle løsninger (såsom "radiant barriers", og evt "bulk-insulation"), men på den anden side vil driftsomkostningerne måske kunne nedbringes så meget, at det over systemets tekniske levetid alligevel svarer sig fint !?

Det er nok hovedsaglig interessant i varme, tørre klimaer hvor solstråling er en dominerende faktor (ligesom udstråling til den klare nattehimmel).

mvh Jesper

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten