Nyt smartwatch scanner huden for at genkende materialer og bevægelser
To nye prototyper på intelligente ure fra et amerikansk universitet scanner brugerens hud for at kunne fungere, uden at brugeren rører ved skærmen.
Det skriver New Scientist.
Begge prototyper er udviklet på universitetet Carnegie Hall i Pittsburg, og de bruger scanning af huden på to forskellige måder.
Den første går under navnet EM-Sense, og den bruger elektromagnetiske signaler til at registrere, hvad brugeren rører ved. EM-Sense opfanger via en radiomodtager de elektromagnetiske signaler, der går gennem huden på brugeren, når vedkommende rører ved noget elektrisk, og på den måde kan uret genkende unikke signaturer fra objekterne.
Indtil videre kan prototypen genkende elektromagnetiske signaturer fra 23 hverdagsobjekter som computere, køleskabe og skrivebordslamper, og ideén er på sigt, at uret automatisk skal kunne igangsætte en en aktivitet, der er relateret til det relevante objekt. Det kan eksempelvis være automatisk at åbne en kort/gps-funktion, hvis brugeren sætter sig på sin motorcykel eller automatisk at logge vægten, når brugeren vejer sig.
Læs også: Smartwatch måler bilistens puls og bilens brændstofforbrug
Den anden prototype kaldes Tomo, og den aflæser brugerens håndbevægelser i realtid. Mere konkret bruger den teknologien electrical impedance tomography til at danne billeder af musklerne i håndledet ved at sende en svag strøm, der bliver opfanget af kobberelektroder i urets spænde.
En machine learning-algoritme analyserer derefter de indsamlede data for at kunne genkende bevægelserne, og i en demonstration har forskerne forbundet uret til en smartphone, hvorefter brugeren eksempelvis kunne besvare indgående opkald blot ved at knytte næven.
Begge prototyper blev for nylig demonstreret på en teknologikonference i den amerikanske by Charlotte, og Ph.d.-studerende Gierad Laput, der har været ledende forsker på projektet, fortæller, at det blot er første skridt på vejen til at udbygge de begrænsede muligheder, der ligger i de kommercielt tilgængelige smartwatches i dag.
»Det er meget begrænset, hvad de intelligente ure kan lige nu. Vi arbejder på at åbne op for det fulde potentiale i at have en computer på håndleddet,« siger han.
