Nyt ping-signal giver optimisme i jagten på MH370

10. april 2014 kl. 16:031
En mikrofon på en bøje nedkastet fra et fly har opfanget et akustisk signal, der kan være fra en af de sorte bokse på det forsvundne malaysiske fly.
Artiklen er ældre end 30 dage

Et af de fly, der deltager i eftersøgningen efter det malaysiske fly, der nu har været forsvundet i 33 døgn, har opfanget et lydsignal, der kan stamme fra en af flyets sorte bokse. Det fremgår af en kort pressemeddelelse fra Joint Agency Coordination Centre, som er blevet oprettet for at koordinere eftersøgningen.

»De akustiske data skal analyseres nærmere i løbet af natten, men de kan godt stamme fra en menneskeskabt kilde,« siger lederen af centret, Angus Houston.

Et AP-3C Orion-fly fra det australske luftvåben har nedkastet bøjer med undervandsmikrofoner i det område, hvor det australske skib Ocean Shield tidligere har opfanget lignende signaler. Det nye signal kommer fra en af disse bøjer.

Læs også: Jagten på et ping: Derfor er det så svært at finde de sorte bokse

Artiklen fortsætter efter annoncen

Nu er der i alt opfanget fem akustiske signaler i området. Signalerne ligner dem, der kommer fra en sort boks, men efterforskerne kan ikke være helt sikre på, at der er tale om signaler fra det forsvundne fly med flynummer MH370.

I dag deltager 10 militærfly, fire civile fly og 13 skibe i eftersøgningen, der breder sig over 57.923 kvadratkilometer i et område cirka 2.280 kilometer nordvest for den australske by Perth. Eftersøgningsområdet er dermed snævret ind i forhold til de foregående dage, men det er stadig et område, der er noget større end Danmark.

Ifølge CNN er Angus Houston optimistisk med hensyn til at finde flyet. Han mener nok, at eftersøgningen foregår i det rigtige område, men der skal findes vragdele i vandet, før han tør være helt sikker på, at det var der, MH370 faldt ned.

1 kommentar.  Hop til debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
1
11. april 2014 kl. 07:36

Hvem siger der er vragdele? Flyet kan være nødlandet kontrolleret på vandet som Hudson-ulykken, og derefter sunket i et stykke.