Ukendt

  • Ing.dk er under ombygning - vi er tilbage mandag med nyt udseende. Henover weekenden er alt vores indhold åbent, men man kan ikke logge ind og debattere.

Nyt mysterium: Hvordan kan der være for meget EMC-støj på en mark i Nordjylland?

PLUS.
Illustration: Tønder Brandvæsen

I en meget usædvanlig sag har Force Technology for videncentret Seges under Landbrug & Fødevarer målt elektromagnetisk støj over grænseværdien på ved en svinefarm i Vendsyssel.

I tre separate målinger har Force Technology målt cirka 40 dB mikrovolt (dBµV) per meter ved frekvenser på mellem 30 og 80 MHz. Den generelle grænseværdi på de frekvenser er 30 dBµV, som på grund af den logaritmiske skala er overskredet cirka tre gange.

Lektor: Jeg har aldrig hørt om noget lignende

Lektor Hans Ebert fra Aalborg Universitets Institut for Elektroniske Systemer kalder målingerne »meget usædvanlige«.

»Jeg har aldrig tidligere hørt om den type af overskridelser ude på en mark,« siger han.

Læs også: Måler skridtspænding på grise: »Hvis jeg ikke havde været lektor på DTU, havde du sagt, at jeg var bindegal«

Hans Ebert understreger, at som EMC-signal er der tale om kraftig støj, men sammenlignet med radiosignaler, f.eks. på FM-båndet omkring 100 MHz, er der tale om nogenlunde samme styrke.

Energinet slukkede højspændingskabel til Sverige

Foreløbig er kilden til støjen på gården ved Dronninglund et mysterium. I første omgang rettede mistanken ifølge byggechef Kenneth Poulsen fra Seges sig mod det nærliggende højspændingskabel Konti-Skan, hvor Jylland kan udveksle strøm med Sverige. Men 29. april slukkede statens energiselskab, Energi, for Konti-Skan-kablet. Det havde ingen effekt på Force Technologies målinger, som stadig viste omkring 40 dBµV/m.

Siden har Seges meldt støjen til Energistyrelsen, som er myndighed på området. Hverken styrelsen eller Force Technology vil stille op til interview med Ingeniøren, men pressechef Ture Falbe-Hansen fra Energistyrelsen bekræfter, at styrelsen har modtaget anmeldelsen.

Han skriver desuden i en mail, at styrelsen umiddelbart kun kan finde én tilsvarende anmeldelse frem. I det tilfælde var der tale om LED-lamper i en stald, som forstyrrede computere og andet udstyr på gården.

Kan det være vindmøller?

Tirsdag i sidste uge var Energistyrelsen ifølge Seges igen ved gården for at foretage sine egne målinger. De skal blandt andet afklare, om vindmøller, som står ca. 1100 meter fra gården, kan være kilden.

Seges har målt både magnetisk og elektromagnetisk støj ved gården i Nordjylland og hos en kvægbesætning ved Slagelse. Begge steder har landmændene haft store problemer med, at dyrene ikke drikker normalt, men kun i Nordjylland var der problemer med for meget elektromagnetisk støj.

Læs også: Hovedbrud for forskere: Der sker noget uforklarligt med vandet i en sjællandsk kostald

Kenneth Poulsen understreger, at Seges ikke har nogen viden om, at elektromagnetisk støj kan påvirke hverken dyr eller vand. Målingerne er et led i en systematisk tilgang til at forsøge at finde kilden til dyrenes uforklarlige adfærd.

Støjen får næppe grise til at holde op med at drikke

De grænseværdier, som er overtrådt, er heller ikke udformet af hensyn til hverken dyr eller menneskers sundhed, men udelukkende for at beskytte andet, elektronisk udstyr. Hans Ebert fra Aalborg Universitet understreger, at der ikke er konstateret sundhedsskader fra andet end termiske effekter, altså opvarmning, ved ikke-ioniserende stråling. Grænsen for den type effekter, også kendt som SAR-værdien, som alle producenter af mobiltelefoner f.eks. skal oplyse, ligger den elektromagnetiske støj i Nordjylland milevidt fra.

»Derfor er det meget usandsynligt, at støjen i sig selv er årsag til grisene adfærd,« siger Hans Ebert.

Han forventer heller ikke, at vindmøllerne er kilden til støjen. De er ganske enkelt for langt væk, da styrken af støjen aftager med kvadratet på afstanden. Normalt måles elektromagnetisk støj fra vindmøller i ti meters afstand.

Aalborg-forskeren understreger, at løsningen på det nordjyske mysterium kan ligge ligefor: Nemlig at måle modulationen. Ved at måle den kan man for eksempel se, om der skulle være tale om en radioamatør, som sender kraftigt, hvilket er oplagt, da nogle af frekvenserne er sat af til privat radiokommunikation. Også andre typer af menneskefrembragte radiobølger kan identificeres på deres modulation.

Emner : El
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten