Nyt museum byder på vindueskiggeri for byggefolk

Nyt museum byder på vindueskiggeri for byggefolk

Oprindeligt regnede museumsleder Dorthe Bech-Nielsen med, at vinduesmuseet kun ville interessere arkitekter, men både tømrere, ingeniører, boligejere og skoleklasser er strømmet til. (Foto: Villum Window Collection)

Et vinduesmuseum stiftet af selskabet bag Velux er en øjenåbner for vinduets udvikling, betydning og fremtid.

Fosterhinder fra dyr, kogt horn, pergament, plader af glimmer­mineraler, selenit, papir og lærred.

Det er blot nogle af de materialer, som vore forfædre over de seneste to årtusinder har brugt til at lukke lys ind i deres huse og samtidig holde vind, vand og sne ude. Det er en af de overraskende fortællinger, man kan høre og se mere om på det nyåbnede vinduesmuseum Villum Window Collection i Søborg.

I den bygning, hvor Velux-koncernen i 1951 havde sit første hovedsæde, har VKR Holding, der er moderselskab for såvel Velux som en række andre vinduesproducenter, nu indrettet et museum med omkring 300 vinduer fra 1600-tallet og frem til i dag. Ideen blev undfanget i 2006 af Lars Kann-Rasmussen, søn af Velux-koncernens stifter, Villum Kann-Rasmussen. For fire år siden blev det besluttet, at omdanne samlingen til et egentligt museum, og tegnestuen Rosan Bosch Studio blev hyret til at komme med et forslag. Formålet med museet er at åbne både fagfolks og forbrugernes øjne for det produkt, vi alle ser, men sjældent tænker over.

»Det skal dette museum gerne ændre på,« forklarer Dorthe Bech-Nielsen, der er arkitekt og de sidste fire år har arbejdet med at opbygge vinduesmuseet, som hun i dag er leder for.

Men noget af det første, man ser, når man træder ind i udstillingen, er faktisk vinduets forløber: lyre­hullet. Det er navnet på en lille åbning i taget eller i gavlen, som blev taget i brug i bondestenalderens huse, så bålstedet kunne rykkes inden døre.

Tag kaldtes på den tid ‘vind’, så lyrehullet blev også kaldt vindøje eller vindauga som siden blev til ordet vindue. Ligesom røgen kunne komme ud, kunne lyset nu også komme ind. Men det kunne vinden, regnen, sneen og ubudne gæster også. Derfor fandt man på at montere en trælem, så lyren kunne lukkes. Men det lukkede også solen ude og blev startskuddet på en jagt efter gennemskinnelige materialer, som altså har ført forbi mange forskellige af slagsen.

Vinduet ned i facaden

I jernalderen tillod nye byggematerialer og -skikke, at vinduet rykkede ned i facaden, først som små glughuller, og senere – i vikingetiden – som egentlige vinduesåbninger. Men det varede mange hundrede år, før folk på vore breddegrader havde vinduer, der mindede om dem, vi kender i dag.

En stor grafisk tidslinje på udstillingens ene endevæg viser godt nok, at glas allerede blev opfundet i Mellemøsten for 5.000 år siden. Men det tog nogle tusinde år, før håndværkerne var i stand til producere andet end glasperler. Og det var først omkring det første århundrede f.v.t., at glasblæsningsteknikken blev opfundet. I samme periode begyndte romerne at lave vinduer af gennemskinnelige materialer som mineraler af glimmertypen. Så da man i det første århundrede e.v.t. også blev i stand til at lave klart glas, blev efterspørgslen i Romerriget stor.

Glas bliver især brugt i de store offentlige bade som Hadrians Villa og Ostia for at holde på varmen. Glassene blev holdt på plads i jerngitre, og der er eksempler på vindues­partier på op til 18x8 meter. I et bad i Herculaneum kan man endda se en konstruktion, der tyder på, at der er brugt to lag glas for at forbedre isoleringsevnen. Denne del af fortællingen må man imidlertid læse sig til i den fine lille samling af fagbøger, som museet også rummer.

»Når man laver en tidslinje, må man nødvendigvis vælge noget til og noget fra. Det er vinduet, det handler om. Derfor har vi ikke en så detaljeret beskrivelse af udviklingen i glasproduktion, som nærmest kræver et selvstændigt museum,« fortæller Dorthe Bech-Nielsen.

I Danmark fandtes der farvede glas i kirkernes blyindfattede ruder fra slutningen af vikingetiden, men det var ikke almindeligt i andre bygninger. I resten af Europa var situa­tionen den samme. Efter Romerrigets kollaps var glas ikke længere udbredt som arkitektonisk materiale. Men med katedralbyggeriet fra år 1000 og frem blev især farvet glas igen brugt i arkitekturen.

Kirkebyggeriet sikrede, at glasteknologien overlevede Romerrigets sammenbrud. Derfor begynder udstillingens tidstunnel med et eksempel fra det smukke parisiske kapel Sainte-Chapelle. (Foto: Villum Window Collection)

Denne tidsalder er startpunktet for et af udstillingens centrale elementer; en såkaldt tidstunnel, der viser, hvordan vinduer er blevet brugt i arkitekturen gennem historien. Det første eksempel er en kopi af et af vinduerne fra den parisiske kirke Sainte-Chapelle, der blev bygget i 1200-tallet, hvor tidens gotiske arkitektur krævede store vinduer og lyse kirkerum.

Glas fra 1500-tallet

Først fra 1500-tallet begyndte glas at blive brugt i vinduer i flere typer bygninger. Mange steder var der imidlertid kun glas i den nederste del af vinduerne og olieret papir i de øverste dele – eller lærred, hvis de jævnlige udskiftninger af papir blev for dyre. I denne periode vinder det oplukkelige vindue desuden frem, så vinduesåbningen atter kan opfylde sin oprindelige mission: ventilation.

Tidstunnelen viser desuden eksempler på vinduer fra renæssancen, barokken, rokokoen, klassicismen, art noveau, modernismen og selvfølgelig Velux’ første ovenlysvindue fra 1942, før man til sidst møder nutidens store trelags lavenergi­ruder.

Ved siden af tidstunnelen er der eksempler på forskellige typer vinduer fra forskellige producenter. Desuden vises de forskellige materialer, der bliver brugt til vinduesproduktion. Hele den ene endevæg er fyldt af en udtræksreol, hvor man kan se originale eksempler på vinduer fra 1600-tallet til de nyeste vinduer på markedet. De ældste vinduer er udlånt fra forskellige museer eller købt i genbrugsforretninger og antikvitetsforhandlere.

På den anden side af tidstunnelen vises, hvordan arkitekturen har formet vinduerne – som da bindingsværkets opbygning kun rummede plads til små vinduer – og hvordan vinduerne har formet arkitekturen fra det øjeblik, hvor facaderne ikke længere behøvede at bære bygningernes tage – som i Barcelona-pavillonen fra 1929.

Tilbage ved udgangen vises eksempler på glassets udvikling. Og det er her udstillingen peger længst ind i fremtiden. Her er der nemlig en prototype på et glas med gennemsigtige solceller. Endnu er de ikke gode nok, men når teknologien bliver bedre – og prisen kommer ned – kan der ske en ny revolution, der kan blive lige så mærkbar, som den er svær at få øje på.

Villum Window Collection, Maskinvej 4, 2860 Søborg. Tirsdag og torsdag kl. 10.00-16.00 eller efter aftale. Se mere på villumwindowcollection.com.

Kommentarer (0)