Nyt missil fra Nordkorea kan nemmere skjules

Nyt missil fra Nordkorea kan nemmere skjules

Test af Pukguksong-2 12. februar 2017 (Foto: KCNA)

Nordkorea kan let skjule og hurtigt affyre et nyt kortrækkende missil baseret på fast brændstof, der blev testet i søndags. Dermed øges landets militære styrke.

Det ballistiske missil, som Nordkorea 12. februar afskød i retning mod Japan, var baseret på fast brændstof, og affyringen skete fra et mobilt system.

Dermed bliver raketten ud fra et nordkoreansk synspunkt til et mere fleksibelt våben, som sandsynligvis kan opsendes inden for fem minutter efter afgivet ordre, vurderer raketeksperten John Schilling med en mangeårig baggrund fra Air Force Research Laboratory’s Propulsion Directorate i en indlæg på 38 North.

Det nye missil giver Nordkorea større fleksibilitet og chance for både at modstå et angreb og selv gennemføre et angreb, da det let kan skjules helt op til få minutter inden affyring. Nordkoreas andre kortrækkende missiler, Nodong, baseret på flydende brændstof skal tankes på stedet umiddelbart før affyring, og det gør dem sårbare i et tidsrum på 30-60 minutter.

Ifølge John Schilling er det nye missil, som Nordkorea har givet navnet Pukguksong-2, næsten identisk med KN-11 (eller Pukguksong-1), der blev testet 24. august 2016 fra en ubåd.

Testen i søndags viser dermed, at Nordkorea nu også har en landbaseret udgave af dette missil.

John Schilling vurderer, at hvis det opsendes i en optimal bane, vil det kunne have en rækkevidde på mindst 1200 km - betydeligt over de 500 km som var resultatet for testen i søndags.

Mindre succes med de langtrækkende missiler

Pukguksong har ikke samme rækkevidde som Hwasong-10 (som ofte uden for Nordkorea betegnes Musudan), der har en potential rækkevidde op til ca. 4.000 km.

Dette missil har Nordkorea testet flere gange i 2016 og generelt med ringe succes.

John Schilling skriver, at testen i søndags det i store og hele må have været en succes set med nordkoreanske øjne. Men han tilføjer, at det er mere uklart, hvor meget mere nordkoreanerne skal lære, før de kan være fuldstændigt sikre på, at missilet også vil virke i kampsituationer.

Læs også: Det ved vi om Nordkoreas såkaldte rumraket

Det bliver derfor interessant at se, hvornår der kommer yderligere tests, fordi affyringen i søndags i lige så høj grad vurderes at have været et politisk signal, da den faldt sammen med mødet mellem den japanske premierminister Shinzō Abe og Donald Trump.

Billedserie af testen 12. februar 2017 (Foto: KCNA)

Kommentarer (0)