Nyt metamateriale: Har vi fået en urørlighedskappe?

Selv om man tit kan have lyst til det, er det faktisk ikke helt nemt at gemme sig under dynen. Man bliver røbet af bulerne.

Men måske skal man bare have en dyne, der er fremstillet af det nye metamateriale, som forskere fra det teknologiske institut i Karlsruhe i Tyskland har udviklet.

Det fungerer nemlig som en dyne, der fuldstændig skjuler, hvad der ligger under det. Materialet er en form for urørlighedskappe, om man vil.

Forskerne har forsøgt sig med at skjule en lille halv cylinder under metamaterialet, og når man mærker efter på overfladen af materialet, er det umuligt at føle sig frem til, at der skulle ligge noget nedenunder.

Ligger der noget under dynen af metamateriale? Næh, det føles ikke sådan ... (Foto: KIT) Illustration: KIT

Læs også: Forsker: Her er verdens første ultratynde usynlighedskappe

Metamaterialet består af en polymer med en særlig struktur, hvor nålespidse kegler i mikrometerstørrelse kun rører hinanden i spidserne.

Forskerne har brugt laserlitografi - en slags 3D-print - til at fremstille den tredimensionale struktur i en flydende, lysfølsom polymer, der kun hærder, hvor den rammes af en fokuseret laserstråle.

De fandt ud af, at det primært er størrelsen af kontaktfladen mellem keglerne, der afgør metamaterialets mekaniske egenskaber. Og med de helt rette dimensioner kan man altså skabe en elasto-mekanisk urørlighedskappe, idet trykket fra en finger eller et måleapparat så at sige forsvinder ind i materialet, så formen under det ikke kan mærkes.

Læs også: Skab din egen usynlighedskappe på en 3D-printer

Betegnelsen metamateriale benyttes om kunstigt skabte materialer med egenskaber, som ikke findes i naturen. Egenskaberne kommer i højere grad fra strukturen af materialet end fra den kemiske sammensætning.

Tidligere har forskerne skabt metamaterialer, som kan bruges til at skjule objekter for elektromagnetisk stråling med forskellige bølgelængder og for lydbølger. Der har populært været tale om usynligheds- og uhørlighedskapper. Nu var turen så kommet til at skjule en genstand for tryk.

Læs også: Nu kan man skjule en genstand for lydbølger

I en pressemeddelelse fra det teknologiske institut understreges det, at der er tale om ren grundforskning, så egentlig er det for tidligt at snakke om anvendelser.

Alligevel kan forskerne ikke lade være med at foreslå, at materialet måske kan bruges til et komfortabelt liggeunderlag til campingturen - en let og tynd madras, som man kan ligge godt på, idet sten og grene på jorden ikke kan mærkes.

Den videnskabelige artikel om det nye metamateriale er publiceret i online-magasinet Nature Communications.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Troede det her var et forum for teknisk interesserede, ikke et sprogforum for folk med speciale i slåfejl og små sko...

  • 0
  • 0

Giver materialet nogenlunde ens tryk på emnet, så det kan bruges til indpakning af skrøbeligt udstyr, glas, æg, sensorer, elektronik osv. Eller, måske indpakning mennesker og dyr - som en nævner boksehandsker - eller fodgængertøj/cykeltøj der beskytter, så der ikke føles, hvis man køres over af en bus?

  • 0
  • 0

Som jeg læser det, vil det være bussen der ikke kan mærke at den køre over dig. Men måske man kunne pakke bussen ind i det nye materiale ;-)

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten