Nyt koncept åbner for teknologieksport
Ikke mindst fordi parterne vurderer, at der vil være meget stor interesse for at kunne omdanne halm og især affald - som alle steder er ved at blive et problem - til højværdige energiprodukter:
»Teknologieksport til Kina, Sydafrika og USA er en oplagt mulighed, fordi disse lande allerede bruger forgasningsteknologien på basis af kul, men ikke mestrer at anvende hverken affald eller biomasse i processen. Og det her kan blive stort som en tilføjelse til kulforgasning,« siger chef for forretningskoncepter Niels Henriksen fra Dong Energy, som leder Renescience-projektet.
Også omkring fremstilling af syntetisk benzin fra gas vil projektet give Danmark en mulighed for at komme med på vognen. Topsøe tror selv, at teknikken er konkurrencedygtig i dag, hvor der er stor fokus på at fremstille bil-brændstoffer af andet end olie og på en mere miljøvenlig måde:
»Markedet er endnu begrænset, men potentialet er stort,« siger projektleder Finn Joensen fra Haldor Topsøe, som ikke ønsker at kvantificere potentialet for virksomheden.
Ideen om at kombinere elproduktion med kemisk produktion er ikke ny. En anden teknik - den såkaldte Fischer-Tropsch metode - kan også omdanne syntesegas, baseret på forgasning, til først og fremmest diesel. Men ifølge Finn Joensen er denne proces betydelig mere kompleks, og sådanne anlæg skal formentlig være meget store for at være rentable.
I Udenrigsministeriet har man i efteråret udgivet en række sektorrapporter om erhvervspotentialet inden for miljø og energiteknologier i Brik-landene og USA.
På baggrund af disse vurderer konsulent Claus Hermansen, Udenrigsministeriet, at systemer som Renscience vil være af stor interesse i lande som Kina og Indien:
»Affaldshåndtering er et stort problem i Kina og Indien, så systemer, der omdanner affald og biomasseaffald til energi på en miljøvenlige måde er klart af interesse for de lande. Samtidig er det vigtigt, at systemerne kan indgå i en helhed med teknologi, som landene behersker i forvejen,« siger han.
