Nyt jysk trafikknudepunkt sætter fart på det danske forskningsnet

Illustration: Bigstock

Hakkende videomøder, langsomme filoverførsler og meget mere online-undervisning. Det er efterhånden blevet tydeligt for enhver, at hurtige, solide og pålidelige bredbåndsforbindelser skal betragtes som kritisk infrastruktur.

Sådan er det også på de danske og nordiske universiteter. Derfor er der også blevet investeret og opgraderet på både det danske og nordiske forskningsnet, som netop nu er i gang med en større opgradering af netværket, både i Danmark og resten af Norden.

»Med større brug af cloudtjenester og videokonferencer møder vi stigende kvalitetskrav til forsinkelser, båndbredde og oppetid, og derfor skaber vi nu en markant opgradering af netværket, blandt andet ved at samle de nordiske forskningsnet i en samlet infrastruktur og ved at etablere et nyt trafikknudepunkt i Esbjerg,« siger Martin Bech, der er chef for det danske forskningsnet, som drives af DeiC (Danish e-infrastructure Cooperation).

Det danske forskningsnet forbinder i dag omkring 40 store forskningsinstitutioner og en række mindre institutioner, f.eks. kollegier, og det generer en samlet udlandstrafik på omkring 40 GB/s. Nettet har eksisteret siden 1987 og fik i 2008 egne optiske fibre og transmissionsudstyr.

Den nye opgradering består af to væsentlige elementer. For det første overgår det nordiske netværk, NORDUnet, fra at være et selvstændigt parallelt netværk til at blive integreret i de enkelte landes egne forskningsnet. NORDUnets infrastruktur i Danmark nedlægges altså, og al trafik flyttes over på det danske forskningsnet og tilsvarende i de andre nordiske lande.

Læs også: Universiteternes forskningsnet bliver ti gange hurtigere

Op til i dag har NORDUnets backbone forbundet de nordiske forskningsnet med hinanden såvel som andre forskningsnet i Europa og resten af verden.

»Vi har ikke længere to parallelle infrastrukturer med selvstændige fiberkabler og forstærkerstationer. Ved at samle netværket i en infrastruktur, både i Danmark og i de andre nordiske lande, kan vi sikre de nødvendige opgraderinger i forhold til kapacitet og redundans, men uden at det giver stigende priser for brugerne,« siger Martin Bech

Det betyder blandt andet at al trafik mellem norske, svenske, danske, finske og islandske forskningsinstitutioner fremover går igennem Deics danske fiberforbindelser og videre ud i Europa og resten af verden.

Sådan ser de nye nordiske trafikknudepunkter mellem forskningsinstitutioner ud. Illustration: Deic

Nyt vestjysk knudepunkt

Det øgede trafik på det danske forskningsnet betyder, at Deic etablerer et nyt knudepunkt i Esbjerg, hvor al international internettrafik fremover går i land i stedet for Lyngby.

Hvis du i dag sidder på Aarhus Universitet og skal etablere forbindelse til udlandet, bliver trafikken først dirigeret over Fyn til Lyngby eller Ørestaden, hvor den så hopper fra det danske forskningsnet over på NORDUnet, for så at blive transporteret tilbage over Fyn og videre ud i verden via Hamborg

Fremover bliver den rute markant forkortet og det kommer til at kunne mærkes, især for de applikationer, som er tidskritiske.

»En af de ændringer, vi ser særligt frem til, er på et tidspunkt at få et de steder, hvor vi modtager international trafik flyttet til Jylland. Det vil kunne øge driftssikkerheden og spare vigtige millisekunder i delay på forbindelser ned i Europa, der så kan slippe for turen omkring København,« siger Martin Bech.

Læs også: Danmark bygger gigantisk supercomputer: Få forskningsmiljøer kan bruge den

Han forventer, at det nye vestjyske knudepunkt er klar til drift i løbet af 2021.

»Esbjerg er placeret praktisk, blandt andet fordi vi får et kabel ind fra Island, og der er direkte fiberforbindelser til både Hamborg og Amsterdam,« siger Martin Bech.

De røde markeringer er nye fiberforbindelser, mens de gule er opgraderinger af eksisterende. Hirtshals-opgradering til 1Gbps (GUL), Høvsøre-opgradering til 1Gbps (GUL), Bulbjerg til Esbjerg forbindelsen (RØD), Østerild-opgradering/redundans (RØD) Illustration: Deic

Bedre adgang til verden

I Esbjerg bliver der desuden opstillet en ny router, der kan aflaste de eksisterende knudepunkter i Lyngby og Ørestaden, som indtil nu har været alene om at give netadgang til udlandet. I praksis betyder det højere robusthed og bedre hastighed via de kortere transportveje.

Det gøres med en ny fiberlinje mellem Esbjerg og Amsterdam, kaldet COBRA – forkortet efter Copenhagen, Brussels og Amsterdam – hvilket blandt andet giver et alternativ til de to forbindelser, der i dag går via Hamborg-området.

Det er ikke tilfældigt at Esbjerg overtager dele af trafikken fra trafikknudepunktet på DTU i Lyngby.

I dag skal internettrafikken dirigeres via Hamborg og København, når der skal sendes trafik fra USA og resten af Europa til Stockholm og Oslo. Men med det nye Cobra-kabel mellem Holland og Esbjerg, og Havfrue-kablet mellem New Jersey i USA og Esbjerg bliver det muligt at dirigere internet direkte fra Esbjerg til Norden uden om Hamborg og København.

»I dag har alle kabelruter til Norden en single point of failure i enten Hamburg og København. Så kabler fra London, Amsterdam, Paris, Frankfurt har alle en rute igennem Hamborg til København osv. til Stockholm eller Oslo. Esbjerg er interessant, fordi der kommer et nyt Cobra-kabel fra Holland til Esbjerg, og så kan du dirigere trafikken direkte videre til Oslo og Stockholm uden om Hamborg og København og med en hurtigere forbindelse,« har Jan Hoogenboom, direktør og stifter af den hollandske internet exchange-virksomhed tidligere fortalt Ingeniøren.

Han udråbte for to år siden Esbjerg til et nyt centralt knudepunkt for den nordiske internettrafik, og med Deics opgradering af forskningsnettet i Esbjerg er den forudsigelse en anelse tættere på at blive indfriet.

Læs også: Den jyske vestkyst kan blive knudepunkt for internettet i Norden

De store vestjyske datacentre-drømme led ellers et stort knæk, da Facebook i droppede byggeriet af et hyperskaladatacenter i Esbjerg i 2019. Siden har blandt andet norske Bulk Infrastructure investeret i et stort datacenter på den jyske vestkyst.

»Hvis du ser på ruterne mellem de store storbyer, kan Esbjerg præsentere en helt ny rute. Hvis du får den rute, bliver du interessant for indholdsudbydere, der kan få direkte ruter til Oslo, Stockholm, København og faktisk også Hamburg med direkte ruter fra Esbjerg og stærkere, end du kan i dag fra København, hvor du kun har en rute til resten af Europa. I København er der ingen direkte forbindelse til Oslo – det kører igennem Stockholm. Det giver lav latency til Oslo,« forklarer han.

Hardware er delvist på plads i Esbjerg med NORDUnets testboks. Illustration: Deic

Stor tillidsøvelse

Selvom det kan lyde oplagt og simpelt at samle ressourcerne i en enkelt netværksinfrastruktur, så er det langt fra helt ligetil.

»Det er en meget stor tillidsøvelse, vi er i gang med at gennemføre. Traditionelt er netværksansvarlige meget fokuseret på at få placeret ansvaret og kontrollen på hver enkelt forbindelse. I den nye infrastruktur bliver meget af det ansvar fordelt ud på de enkelte nationale forskningsnet, og det er ikke set før,« siger Martin Bech.

Omlægningen af trafikruterne betyder også, at der er blevet lagt nye og kraftigere fiberforbindelser. Det gælder blandt andet mellem norske Kristianssand og Esbjerg samt mellem København og Esbjerg, hvor der er lagt fiber, der vil levere forbindelser på 100 Gbit/s og med udvidelsesmuligheder op til mange gange 1Tbit/s inden for netværkets levetid.

Det er GlobalConnect, der står for etablering af de nye fiberforbindelser, mens energiselskabet Thy-Mors Energi har vundet et lille område i Nordjylland.

Læs også: 7.700 km kabel: Nu nærmer havfruen sig Jylland