Nyt forsvarssystem jammer dronesignaler
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Nyt forsvarssystem jammer dronesignaler

Droner har før forskrækket sikkerhedsfolk på fodboldstadioner, i præsidentboliger og i storbyer som Paris, Washington og Tokyo. Myndigheder og virksomheder verden over arbejder derfor på at kunne holde de flyvende computere på afstand ved hjælp af antidronesystemer.

Indtil videre har systemerne fokuseret på at alarmere myndighederne, når en drone nærmer sig et lukket område, men et nyt dansk system skal også tage næste skridt og fjerne dronerne fra beskyttet luftrum ved at jamme de signaler, der styrer dem.

Det kan lade sig gøre ved at overvåge aktiviteten på en lang række radiofrekvenser og sammenligne radiosignalerne med kendte drone­signaler. Det betyder, at det nye system kan identificere en drone, inden den når sit mål, og blokere netop den radiofrekvens, dronen styres over. Teknologien kaldes reaktiv spotjamming og er tidligere blandt andet blevet brugt til at jamme vejsidebomber for forsvaret, fortæller Dan Hermansen, der er en af partnerne i MyDefence Communications, der står bag systemet.

»Vi kan detektere en drone i løbet af brøkdele af et sekund, så snart vi modtager dens radiosignaler. Derefter modtager vi flere signaler, genkender flere mønstre og bliver løbende klogere på signalet,« forklarer han.

Droneforsvar breder sig

Når det er blevet mere relevant for både statslige institutioner og private virksomheder at beskytte sig mod droner, skyldes det særligt, at der allerede har været en række tilfælde, hvor droner udgjorde en sikkerhedsrisiko. Eksempelvis landede en drone på plænen foran Det Hvide Hus i Washington DC i januar og afslørede dermed, at det topsikrede område endnu ikke var dronesikret.

Episoden ved Det Hvide Hus viste sig at være en vildfaren drone, men også flere overlagte dronebesøg har vakt opsigt på det seneste. Eksempelvis førte en drone med et albansk flag hængende under sig til optøjer under en fodboldkamp i Beograd sidste efterår. Netop dette eksempel viser, hvor farlige dronerne potentielt kan være, mener Dan Hermansen.

»I det tilfælde var det ret harmløst, men dronen kunne have båret på andet end et flag. Hvis det havde været noget kemisk, noget biologisk eller en bombe, så havde en terrorist jo haft mulighed for at sprede det blandt 50.000 mennesker på en gang,« siger han.

Herhjemme har Trafikstyrelsen torsdag fået de sidste høringssvar på en dansk rapport, der foreslår nye droneregler, som skal øge sikkerheden omkring de mange droner, der allerede er solgt i Danmark. Reglerne betyder blandt andet, at det skal kræve et særligt kørekort at flyve med alle droner over 250 g, at alle disse droner skal registreres, og at deres flyvninger skal GPS-logges. Det vil blandt andet betyde, at det vil kræve kørekort og registrering at flyve de mange kameradroner, der allerede er solgt. Dronerne er i dag uden en dispensation fra Trafikstyrelsen reelt ulovlige at flyve i bymæssig bebyggelse og på offentlige steder.

»Salget af den type droner er eksponentielt stigende. Pludselig er droner hvermandseje. Det er med til at gøre det kritisk, at det er så let at bestille en drone. I dag skal du klikke et par gange i en netbutik, så kommer dronen dagen efter med posten. Førhen var udvalget meget mindre, og det krævede, at man fløj på en lukket modelflyveplads, efter at man havde brugt tid på at lære at flyve og at bygge sit eget fly,« siger Dan Hermansen, som derfor vurderer, at det er nødvendigt med både regulering og kontrol af området.

»Den største trussel i dag er, at der ikke er kontrol over det,« konstaterer han.

Jo flere sensorer, des bedre

Andre typer detektionssystemer har fokuseret på at lytte efter droners karakteristiske propellyde eller at bruge radarteknologi. Det har dog ikke nødvendigvis været tilstrækkeligt, da en drone skal være meget tæt på, for at et mikrofonbaseret system kan opdage den, og en radar kan let overse mindre droner.

Det radiobaserede system kan ifølge Dan Hermansen opdage en drone på mindst en kilometers afstand og tilmed standse den, inden den når frem til målet. Det betyder dog ikke, at dette system er uden svagheder. Basissystemet opfanger nemlig ikke forprogrammerede droner, der ikke udsender radiobølger og ikke får instrukser undervejs.

»Derfor skal man kombinere RF-detektorer med andre sensorer. Så er man også sikret i tilfælde af, at der skulle være anden radiostøj. Jo flere sensorer vi kan have i systemet, des mere sikre er vi,« siger Dan Hermansen og henviser blandt andet til kameraer, mikrofoner og radarer.

Hertil kommer, at droner kan benytte radiofrekvenser, der ikke holder sig til de typiske standarder for droner, som typisk styres over radiobølger på eksempelvis 2,4 GHz, 5,8 GHz eller 433 MHz. Dan Hermansen vurderer dog, at den største potentielle trussel i dag udgøres af de standardiserede droner, der kan købes som færdige systemer i butikker eller på nettet.

»Langt størstedelen af de droner, der findes i dag, er hyldevarer. Det er dem, der udgør den største trussel, og det er også dem, der allerede har været brugt til politiske statements. Specialbyggede droner er ikke den primære trussel i dag,« vurderer Dan Hermansen.

Han understreger dog, at en specialbygget drone også vil blive detekteret af systemet. Systemet bliver i dag testet hos nogle af MyDefences kunder, og detektionsdelen af systemet blev desuden demonstreret ved en dronekonference i Odense torsdag.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Altså det kræver jo ikke det helt store at programmere en drone til at flyve uden radiostyring i dag. Her skal man jo så ind og blokere GPS signal og den slags, og selv det er vel ikke nødvendigvis nok.

Man kan vel der i de fleste tilfælde bruge noget EMP noget. Kan systemet det?

  • 0
  • 0

Til Journalisten bag denne artikel: Er du ikke sød at fakta-tjekke hans udtalelser, inden du skriver dem.
Læs BL 9-4, som findes på Trafikstyrelsens hjemmeside.
Den interviewede skriver blandt at før i tiden måtte man kune flyve fra model-flycepladser. Det er direkte forkert.

Derudover er hans udtalelser og formuleringer med til at skabe frygt for droner, hvilket jeg synes er ultra-uheldigt, da mange droner til kommercielt brug ikke har nogen interesse den slag aktiviter, men i stedet tjener penge (og dermed betaler skat og laver arbejdspladser) på alskens opgaver fra video-produktioner til minimering af sprøjtegiftforbrug.

Jeg er klar over at manden gerne vil skabe frygt, så han kan sælge mere af sit produkt, men han udnytter i den grad frygten for det nye og ukendte.

  • 9
  • 1

Det lyder som en løsning, der er utroligt nem at omgå. Fx kan man jo sætte en mobiltelefon på dronen med gaffatape og styre dronen via. mobil internet.

Et fungerende luftforsvar baseres på detektion med radar og nedskydning.

  • 2
  • 0

Man kan ikke forstyrre fx. et krydsermissil med mindre man rammer det med med et laserlignende våben, og teknologien for at fortsætte til et forudbestemt mål med en nogenlunde bibeholdt sikkerhed, koster i dag ikke alverden!

John Larsson

  • 1
  • 0

Mindre kan nu gøre det.
Mon ikke en 8.8 cm Flak 36 ville kunne gøre det af med sådan nogen insekter.... :-)

  • 3
  • 0

Artiklen kunne passende forklare det ulovlige i at jamme/støje.

Systemet er jo åbenlyst ulovligt at bruge i almindelig civil sammenhæng.

Jeg kan godt forstå, at Dan Hermansen gerne vil sælge sit system, men en god journalist må altså stille sig bare lidt kritisk overfor salgsgas.

  • 7
  • 1

En drone behøver ikke være autonom for ikke at udsende signaler. Den kan styres af signaler langvejs fra. I princippet kan der side en radioamatør hundrede km væk og morse kode og ingen aner at det er styresignaler til lige denne drone.

Men de kan blokere for videofeed fra dronen og dermed begrænse operatøren til at flyve i blinde eller at til være indenfor synsvidde af dronen.

  • 8
  • 1

Hvordan undgår man at blive ramt af en jammet, vildfaren drone?

Den er nok ikke sjov at få i hovedet. Måske skal man ikke færdes omkring det hvide hus, hvis nu det lykkedes at sælge forsvarssystemet til dem. Hvis det nu bare var en glad amatør, som fløj lidt tæt på det hvide hus med sin drone, så er det da ærgeligt at få den i hovedet fordi den bliver jammet.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten