Ukendt

  • Ing.dk er under ombygning - vi er tilbage mandag med nyt udseende. Henover weekenden er alt vores indhold åbent, men man kan ikke logge ind og debattere.

Nyt dansk filter renser røgen fra brændeovne

PLUS.

Store forbrændingsanlæg har omfattende behandling af røggas – men hvad med almindelige brændeovne, spredt over danske parcel- og sommerhusområder?

Danmarks over 750.000 brændeovne estimeres, sammen med pejse og træpillefyr, at føre til så meget som 550 for tidlige dødsfald om året. De står for over 60 procent af udledningen af småpartikler under 2,5 μm. Kilo for kilo brændt træ udleder en ny brændeovn omkring 500 gange så meget som et kraftværk.

Regeringen har besluttet at løse problemet med skrotpræmier på brændeovne og bedre oplysning af borgerne, men Tonny Sander Holm har en anden løsning. Han har designet en skorsten, som renser røggassen med et filter af samme slags, som man bruger i kraftvarmeværker.

Den opgave kræver en del. Hele ‘filterskorstenen’ fylder omtrent det samme som en almindelig skorsten med tyk isolering, men Tonny Sander Holms løsning har elektrisk udsugning, diverse sensorer, som trykmåler og temperaturmåler i tilfælde af skorstensbrand, og en automatisk kædetrukket børste, som fjerner sod og partikler fra filtret.

Brændeovne og romantik

Tonny Sander Holm er uddannet maskin- og procesingeniør, har arbejdet med forbrændingsanlæg i over 30 år og været teknisk chef på Amagerforbrænding. Derved blev han også involveret i Miljøstyrelsens måling af dioxinudledning, som brændeovnene ifølge styrelsen står for mindst 40 procent af.

»Der er alt for meget romantik omkring brændeovne – en opfattelse af, at det er dejligt og hyggeligt – men folk glemmer, at brændeovne udleder en masse ubehagelige partikler og gasser. Der er brug for en holdningsændring, så folk tænker på, at man skader sig selv og sine naboer,« siger Tonny Sander Holm.

»Der skal være partikelfilter på biler, busser, skibe og kraftværker, på alt næsten. Men på brændeovne nøjes man med at lave en skrotpræmie på de allergrimmeste og værste – det er slet ikke nok,« siger han.

Et dansk studie af Tonny Sander Holms løsning, ‘Cleaning of flue gas from wood stoves’, er faktisk gennemført som masterafhandling på DTU. Studiet viste, at enheden effektivt fjernede over 94 pct. af småpartiklerne (2,5 μm), 99,6 pct. af soden (elemental carbon), samt 98,5 pct. af de ultrafine partikler (<2,5 μm).

Artiklen fortsætter efter grafikken

Illustration: Lasse Gorm Jensen

Små partikler

Ifølge Brændeovnsbekendtgørelsen omfatter grænseværdierne for udledning fra brændeovne både støv og organisk bundet kulstof (OGC), men værdierne handler kun om antal mg udledt pr. kubikmeter luft eller gram støv udledt pr. kg brænde.

Ifølge forskning fra Institut for Miljøvidenskab formodes de mindste og letteste ultrafine partikler i kombination med dioxiner at være blandt de mest skadelige. Derfor mener Tonny Sander Holm heller ikke, at mængden af udledt stof i sig selv er et godt mål for, om en ovn er skadelig.

I sin nuværende form koster skorstenen omkring 30.000 kroner, men hvis den kommer i masseproduktion, håber han, at prisen kan komme ned på omkring 15.000 kroner.

»Der vil være enkelte børne­sygdomme i starten, så det gør ikke noget, at det ikke bliver verdensomspændende med det samme – men det er vigtigt, at vi begynder, og jeg kan se, at der er mange som har interesse i løsningen,« siger han.

Emner : Forurening
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Det er fint at der kommer nogle tekniske løsninger frem på problemer, som er oppe i tiden. Med hensyn til denne løsning kommer man dog ikke uden om at overveje hvor meget produktion, anlæg, drift, tilsyn og vedligeholdelse af løsningen belaster klimaet i forhold til det problem man prøver at løse.

Med hensyn til det økonomiske er jeg efterhånden resigneret i forhold til det faktum at en industrilobby i samråd med politikere let kan enes om at vedtage udgifter på husejernes vegne.

  • 6
  • 2

Dette er en rigtig fin ide fordi det er et konkret lavteknologisk bud på hvordan den uforholdsvis høje forurening fra brændeovne kan reduceres markant. Oven i købet kan det komme ned i en pris der er til at betale.

  • 9
  • 0
  1. Sugetræksventilator på en brændeovn? Det ønsker man normalt ikke fordi det udgør en sikkerhedsrisiko hvis den står af og der udvikles livsfarlig CO!
  2. Det norske firma APP lancerede for 10 - 15 år siden et skorstensfilter, jeg ved ikke hvor effektivt det var, men det løb ind i så mange forhindringer med myndigheder mm at ideen døde inden det kom på markedet!
  • 2
  • 1

Hej Jens,

Måske er det mig der er lidt langsom men hvorfor er CO udfordringen så meget anderledes for en skorsten med ventilator end en uden? Hvis man har brændeovn eller gas fyr for den sags skyld bør man vel også have en CO alarm under alle omstændigheder...

Og hvis det er et reelt problem kunne man måske lave en akustisk alarm i tilfælde af defekt ventilator.

  • 4
  • 0

All respekt for opfindelsen og al respekt for initiativet. Jeg syntes dog bare at den opfundne løsning er forfærdelig i al forstand. Brændeovne skal nedtages punktum. Al energi, støtte, forskning, udvikling, brancheomstilling, lovgivning mv. skal gå til at komplet erstatte møget med noget som er holdbart på flere fronter end blot at reducere forurening med en opgradering på en allerede forældet og udgået energikilde. “Opgraderingen” står jo slet heller ikke på mål med investeringen selv set i det mest optimistiske billede sammenlignet med fx varmepumper.

  • 2
  • 8

Der bliver gået til stålet her...

Brændeovne skal nedtages punktum.

Og bevares, hvis jeg var kejser i Kina - så var det nok også det der var blevet beslutningen. Men nu lever vi heldigvis ikke i der så vi må nok tage til takke med mindre. For mig ville det være en kæmpe forbedring af luftkvaliteten i og omkring mit hus hvis min super søde naboer ville være så venlige at rense røgen fra deres brændeovne inden de pulsede den ud over hele villa kvarteret. Måske det også var et kompromis et politisk flertal kunne acceptere...

Altså du har frihed til at bøvle med brænde, optænding, dårligt indeklima og ekstra rengøring - bare du renser det værste skidt ud af røgen inden du sender den ud til dine nabo’er?

  • 13
  • 0

Ukritisk: "Danmark har over 750.000 brændeovne – plus træpillefyr og lukkede pejse. Løsningen kan anvendes til dem alle." - dog kun stålskorstene ?

Det ligner nu mest total ombygning af de fleste installationer inkl. udskiftning af ovenene, men hullet i taget kan i det mindste genbruges...

Hvad mon de realistiske tal er ?

  • 3
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten