Nyt cover oplader mobilen med radiobølge-strøm
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Nyt cover oplader mobilen med radiobølge-strøm

Et nyt iPhone-cover kan ifølge ingeniører på Ohio State University og i startup-virksomheden Nicola Labs opsamle nogle af telefonens overflødige radiobølger og omdanne dem til elektricitet, der kan genbruges i telefonen.

Ifølge ingeniørerne bag projektet kan en telefon med det nye cover opnå 30 pct. bedre batteritid end en telefon uden cover. Coveret, som lanceres på Kickstarter om en måned eksisterer i dag kun til en iPhone 6, men Nikola Labs forventer at udvide konceptet til Samsung-modeller.

Illustration: Nikola Labs

Læs også: VIDEO: Benskinne samler energi til kunstigt hjerte

Teknologien beror ifølge Nikola Labs på, at 97 pct. af energiforbruget i en smartphone bliver spildt, blandt andet på radiosignaler, der ikke bliver udnyttet.

»De fleste, der arbejder med området fokuserer på trådløs opladning. Jeg tror ikke at nogen tidligere har arbejdet med at opfange energi fra selve telefonen før. Det er unikt for vores projekt, sagde en af grundlæggerne af Nikola Labs til en fremlæggelse af konceptet til arrangementet TechCrunch Disrupt New York i denne uge.

Netop i dette argument ligger også et meget åbent spørgsmål i teknologien; designes mobiltelefoner til at udsende så mange unødige radiobølger?

Læs også: Nye vinduer indsamler energi fra regn og vind

»Ja, det gør de. Reelt er det kun en meget lille del af den energi, mobiltelefoner udsender, som når frem til mobilmasten, så princippet er sådan set meget fornuftigt. De siger, at der er tilgængelig energi i luften, som de vil udnytte. Problemet er bare, at den energi, udelukkende kommer fra telefonens eget batteri,« siger seniorkonsulent i elektromagnetisk kompatibilitet Anders Mynster fra GTS-instituttet Delta.

Til daglig arbejder han blandt andet med at optimere sende- og modtageforhold for radiosendere. Anders Mynster mener, at et cover af denne type kan give problemer hvis den energihøstende del af coveret kommer mellem telefonen og sendemasten.

Læs også: Nye sensorer til fly høster al deres energi fra temperaturforskelle

»Det går galt hvis det område, man indsamler effekten fra peger mod en mast. Så vil det bare betyde, at sendestyrereguleringen sørger for at skrue op for effekten i telefonens antenne, så man bruger endnu mere batteri. Jeg vil tro, at hvis du tog coveret på og brugte det på 30 telefoner, så ville det kun fungere på en enkelt af dem og på en enkelt opladning. På de andre telefoner eller næste gang mobilen er opladt får det nok den modsatte effekt.« vurderer han.

Anders Mynster har ikke set hvordan den konkrete løsning er lavet, men tvivler på, at det har været muligt for Nikola Labs at sikre, at kun de unødige radiobølger høstes. Til gengæld vurderer han, at problemet med unødige radiobølger til dels kan løses med udviklingen af 5G. Her arbejder man på såkaldt beam forming, der koncentrerer radiostrålerne om netop den retning, der er nødvendig. Denne forskning er blandt andet i gang på Aalborg Universitet.

Læs også: Ny opfindelse høster energi fra hjertet

En række virksomheder arbejder allerede med at udnytte energien i radiobølger til eksempelvis at drive små sensorer, der ikke behøver batteri.

Delta har tidligere arbejdet med dette koncept som en del af instituttets Energy Harvesting-satsning, men konceptet blev lagt på hylden fordi energidensiteten i radiobølgerne ikke var nær så stor som i eksempelvis sol-, varme- eller bevægelsesenergi.

Læs også: Hjertebanken giver energi nok til at drive pacemaker

Redaktionen har kontaktet Nikola Labs for at få svar på præcis hvilke radiobølger der høstes af deres enhed og om det kan lade sig gøre uden at påvirke telefonens forbindelse til WiFi eller mobilnettet. Det har ikke endnu været muligt at få svar fra Nikola Labs.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Det lyder godt nok som om man går over åen for at hente vand - og det er ikke engang sikkert at man kommer tilbage med noget i spanden.

Projektet kan nu sagtens få succes på Kickstarter fordi idéen er salgbar overfor folk, men jeg tror nu heller ikke på at det kan betale sig.

  • 10
  • 0

Penge på kickstarter skal de nok få, men produktet bliver næppe godkendt indenfor EU eller USA. Når man opsamler radiobølger (især til energy harvesting) så udsender man samtidig en pokkers masse støj. Dét er der grænseværdier for, som jeg tvivler på de kan overholde.

  • 0
  • 0

"...til dels kan løses med udviklingen af 5G. Her arbejder man på såkaldt beam forming, der koncentrerer radiostrålerne om netop den retning, der er nødvendig."

Det er fint med meget høje frekvenser, hvor bølgelængden er lille i forhold til den mobile enhed, og hvor der skal ekstra 'krudt' i senderne for at modvirke den langt større dæmpningen som høje frekvenser har.
Men 800 MHz eller 35-40 cm bølgelængde og beam-forming er ikke sådan lige til med en 10 cm mobil-enhed.

4G eller 5G? Skal man ud over markerne, er der næppe noget der kan afløse de lavere frekvenser bedst under 1 GHz, men i det mindste indenfor de nuværende 3G/4G bånd (1800. 2100 og i byer op til 2600/3600 MHz.) til alm håndholdte enheder, der anvender opladelige batterier.

Jeg husker en Rasmus Klump serie, hvor Skæg sidder bag i en lille båd og puster fremad og op i sejlet.
Det er nu ikke en måde man kommer meget fremad i den virkelige verden

Lars :)

  • 3
  • 0

En mobiltelefon er lille ift bølgelængden, så dens antenner bliver stort set rundstrålende. Ja, kun en ganske lille del af sendereffekten (-100 dB) når til modtagerantennen, resten er spildt. Men telefonen kan ikke vide hvilken retninger, der ikke behøves energi, for signalvejen er næsten aldrig den direkte vej mellem antennerne, men via reflektioner fra lokalomgivelserne, som varierer, når telefonen flyttes få centimeter. Desuden beder basisstationen i forvejen mobilen om at nedregulere sendereffekten til det nødvendige.

Enten ved "opfinderne" ikke dette (usandsynligt), eller også er det et forsøg på at lokke penge ud af godtroende folk, der jo ikke kan vide det.

  • 3
  • 0

Jeg tror jeg vil sende min 6 dB spray på markedet. Her sprøjter man antennen/telefonen med vidundersprayen, så den får en helt speciel glat overflade. Denne glatte struktur i overfladen tillader radiobølgernes atomer at slippe antennen meget lettere. 6 dB mere ud af antennen, giver dobbelt rækkevidde, eller tilsvarende mindre effekt til senderen (mindre batteriforbrug), for at opnå den samme dækning. Sprayen er videnskabeligt testet på mælkebøtter, som meget hurtigere gik ud, og forlod denne jord.
ja, ja - går den, så går den :-)

  • 1
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten