Højteknologifonden har givet 86 millioner kroner til et nyt center, der skal skal sætte Danmark på verdenskortet inden for forskning i vores genetiske arvemasse. Målet er blandt andet, at kortlægge danskernes gener, så der for eksempel kan udvikles en vaccine mod kræft.
Det er den største bevilling Højteknologifonden nogensinde har givet og den bliver givet i fællesskab til fire danske universiteter og tre virksomheder. De finansierer selv et tilsvarende beløb, så det samlede budget bliver på 170 millioner kroner.
Aarhus Universitet, Aalborg Universitet, DTU og Københavns Universitet samt virksomhederne Bavarian Nordic, Beijing Genomics Institute Europe og Genomic Expression skal stå bag centret.
»Ved at samle de bedste forskere inden for bioinformatik og genomforskning på området vil vi skabe verdens førende genomsekventeringscenter. Visionen er at skabe en fælles dansk facilitet for gensekventering og bioinformatik, hvor vi kan kortlægge bl.a. alle danskernes gener. Vi håber, det bliver muligt at kortlægge, hvilke personer, der er disponeret for f.eks. kræft,« siger prorektor Thomas Bjørnholm fra Københavns Universitet, der er tovholder for projektet, ifølge en pressemeddelelse.
Medicin tilpasset den enkelte
Sammenkoblingen af de store folkeundersøgelser i Danmark og dette genomprojekt, vil give en unik platform for udforskning af arvematerialets betydning for udvikling af mange folkesygdomme og samtidig danne baggrund for individorienteret medicin og fødevareanbefalinger, som er tilpasset den enkelte patient og forbruger, lyder det i begrundelsen for oprettelsen af centret.
På centret vil der køre to integrerede projekter. Et projekt skal identificere hidtil ukendte såkaldte patogener som årsag til cancer med henblik på at udvikle og patentere kommercielle vacciner. Patogen-projektet ledes af professor Eske Willerslev.
Et projekt skal etablere et unikt dansk reference pan-genom som vil give detaljeret indsigt i den danske befolknings genstruktur og på den måde danne grundlaget for udviklingen af nye farmaceutiske produkter. Dertil kommer fremtidens individuelle medicinske behandling, kostråd og mulig forebyggelse. Pan-genom projektet ledes af professor Karsten Kristiansen.
Store erhvervsmuligheder
Der er et stort industrielt perspektiv i det nye center, påpeger deltagerne.
»Projektet er på alle måder banebrydende - et unikt tværgående samarbejde. For Bavarian Nordic åbner det muligheden for et samarbejde med den ypperste danske forskning. Og det er efter min opfattelse et smukt eksempel på, hvad alle efterlyser i samfundsdebatten - nemlig hvad Danmark skal satse på og leve af fremover,« fortæller Anders Hedegaard, der er administrerende direktør i Bavarian Nordic, ifølge pressemeddelelsen.
Centret bliver etableret på en medfinansiering på 60 millioner kroner fra den europæiske afdeling af BGI - Beijing Genomics Institute, der er verdens største gensekventeringscenter.
»Højteknologifondens investering er afgørende for, at BGI nu vælger at etablere sin europæiske afdeling i Danmark. Vi har i mange år samarbejdet med kineserne om at kortlægge menneskets og svinets arvemasse. Det samarbejde kan vi nu videreudvikle inden for bl.a. sygdomsbekæmpelse,« siger prorektor Søren E. Frandsen fra Aarhus Universitet ifølge pressemeddelelsen.
