Nyt center for metalprint skal få SMV’erne til at sænke paraderne
more_vert
close
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Nyt center for metalprint skal få SMV’erne til at sænke paraderne

Lige nu befinder TI’s metalprintere sig i et kælderrum under instituttet, men efter sommerferien skal printere og øvrigt udstyr flyttes over i et nyrenoveret lokale, der skal rumme en decideret 3D-print-produktionslinje. Illustration: Morten Vittrup Lund

To nyindkøbte metalprintere til samlet 10 millioner kroner står i disse uger i en kælder på Teknologisk Institut i Aarhus og afventer at blive flyttet til andre og nyrenoverede lokaler.

Sammen med instituttets to ældre metalprintere vil de to maskiner udgøre rygraden i Teknologisk Instituts nye center for metalprint, der bliver indviet på den anden side af sommerferien.

De lokaler, som fremover skal huse metalprintere, blev i tidernes morgen brugt til at efteruddanne svejseteknikere. I dag er 3D-print i færd med at tage markedsandele fra traditionel bearbejdning som niche-produktionsteknologi, men særligt inden for 3D-print i metaller er der stadig lang vej at gå, før teknologien når ud til de mindre maskinbyggere og maskinfabrikker, erkender sektionsleder Jeppe Skinnerup Byskov. Også selvom Teknologisk Institut efterhånden har printet i metaller i ti år.

Derfor skal metalprinterne sammen med centrets øvrige udstyr – såsom hærdeovn, bearbejdningscenter og overfladebehandlingsudstyr – være med til at sænke barriererne for mindre virksomheders brug af metalprint.

»Formålet med det her center er at komme ud til de små og mellemstore virksomheder. Ikke fordi vi ikke gerne vil ud til de store virksomheder, men de har ofte ressourcerne selv. Men for små og mellemstore virksomheder kan 3D-print i metal være en rigtig stor investering,« fortæller Jeppe Skinnerup Byskov om centret, hvis ibrugtagning falder sammen med, at Teknologisk Institut tidligere på året søsatte projektet AM-Line 4.0, som for næsten 90 millioner kroner skal skubbe 3D-print ud til flere virksomheder.

Endnu en understregning af, at det ikke skorter på initiativer inden for 3D-print. I efteråret 2017 skød et videncenter for 3D-print, Nexttech, op i Kolding, og tidligere på måneden blev det offentliggjort, at Industriens Fond skyder 46 millioner kroner i et andet 3D-print initiativ, Dansk AM Hub (navngivet efter additive manufacturing, som 3D-print ofte omtales).

Paraderne er stadig oppe

Spørgsmålet er, om anstrengelserne vil bære frugt. Det er bredt anerkendt, at danske virksomheder halter efter udlandet, når det gælder anvendelsen af 3D-print, og Jeppe Skinnerup Byskov oplever da også stadig at komme ud til virksomheder, som ikke ved, at man kan printe i metal.

»Mange virksomheder har stadig paraderne oppe,« siger han, blandt andet med henvisning til en endnu ikke offentliggjort undersøgelse, som kommer senere på året.

»Men der er meget stor opmærksomhed om at bruge 3D-print. Og mange ser det som noget, der vil styrke deres konkurrenceevne. Så jeg er sikker på, det kommer,« tilføjer Jeppe Skinnerup Byskov.

Danmark tre-fem år bagud

Han advarer dog danske virksomheder mod at nøle med at tage 3D-print-teknologien til sig.

»Udviklingen går hurtigt, og de udenlandske virksomheder sætter penge af til det her område. Så hvis man venter, til man mener, at ens virksomhed er moden til at arbejde med 3D-print, vil man være fem år bagefter. Så jeg anbefaler altid virksomhederne at sætte sig ind i teknologien – de behøver ikke købe en maskine, men de skal begynde at lære at arbejde med 3D-print.«

Er det ikke lidt et skræmmebillede, at danske SMV’er er bagud på den her front? Er danske maskinfabrikker generelt ikke godt med?

»Ikke inden for 3D-print. Men om det så bliver deres undergang, ved jeg ikke. I øjeblikket udgør 3D-print cirka 0,05 procent af fremstillingsmarkedet, så man kan selvfølgelig leve godt af de resterende 99,95 procent. Men min pointe er bare, at det går rigtig hurtigt, og man forventer, at 3D-print vil komme op og tage et par procent af markedet.«

Men er de længere fremme i Tyskland og Holland? Har I en fornemmelse af det?

»De er længere fremme, også når vi kommer længere ned i kæden. Inden for 3D-print af metal har de store drivere været luftfart, automotive og medico, og Danmark er jo ikke vanvittigt store på nogle af de områder. Der har det været de store spillere i Tyskland, England og USA, der har trukket det store læs og fået de mindre med,« siger Jeppe Skinnerup Byskov.

»Når vi snakker med de udenlandske maskinproducenter, vurderer de, at Danmark er tre til fem år bagud inden for 3D-print.«

Pulverbaseret printteknologi

Det er altså det investerings- og videnefterslæb, som Teknologisk Institut i samarbejde med partnere som Danfoss og Grundfos vil forsøge at gøre op med i AM Line-projektet, herunder det nye center for metalprint.

Her råder TI over to nye metalprintere i form af henholdsvis en SLM 500-printer og en SLM280 – begge pulverbaserede teknologier, hvor man lag for lag bygger emnet op via deponering af pulver og efterfølgende opvarmning via laser.

»Pulverteknologierne er lidt mere veludviklede og standardiserede end ‘cladding’ (hvor man sprayer pulver ind i et laserfokus monteret på eksempelvis en robotarm eller et bearbejdningsanlæg, red.),« siger Jeppe Skinnerup Byskov.

SLM 280-maskinen råder over 2 x 700 watt lasere og bruges p.t. til at printe aluminiumsemner, men det kunne også være stål eller inconel. Den større SLM 500-maskine er en highend-produktionsmaskine tiltænkt decideret industriel produktion. Dens effekt leveres af 4 x 400 watt lasere.

Illustration: Morten Vittrup Lund

Hvem skal udfordre de små?

Netop highend-produkter har længe været metalprinternes primære metier. Tænk på den 3D-printede metalkomponent til Ortofons berømte og hundedyre pickup eller General Electrics ligeledes 3D-printede jetturbiner.

Men faktisk går udviklingen i retning af, at metalprint i stigende grad ligeledes anvendes til mere mainstream produkter, eksempelvis fiksturer. Teknologisk Institut har for nylig printet en serie fødevaregodkendte gribere i titanium, som Marel anvender til at håndtere hele laks på sin fabrik i Støvring. Et andet eksempel er Haas-Meincke, der producerer procesudstyr til bageriindustrien, og som er begyndt at 3D-printe tyller i titanium og aluminium frem for at fremstille dem traditionelt i messing.

»Tidligere var sådan noget som overfladekvalitet en begrænsning, men det er det ikke længere. Hvor det tidligere var highend-produkter, kan 3D-print nu begynde at spise en større del af halen,« siger Jeppe Skinnerup Byskov.

Marel og Haas-Meincke er jo stadig relativt store virksomheder. Er vi overhovedet der, hvor 3D-print i metal har en relevans ude hos de mindre maskinfabrikker og underleverandører?

»Ja, det synes jeg, Men det findes stadig ikke så mange steder. Det, vi hører fra virksomhederne, er, at de har så travlt med den daglige drift, at de ikke har tid til at kigge på det,« siger han og tilføjer:

»Men hvem udfordrer dem også på det? 3D-printede støbeforme er en af de velkendte cases inden for 3D-print, men det er ikke rigtig slået igennem herhjemme, selvom vi har en del små sprøjtestøbeproducenter. Men hvem skal insistere på, at de skal bruge det? Der er flere små ti-mands-virksomheder i Danmark end i for eksempel Tyskland, og det er nok sværere for dem at komme i gang.«

Barrieren har altid været høj

Indgangsbarrieren har med andre ord altid været høj og vil fortsat være det, lyder det fra Jeppe Skinnerup Byskov, som håber på at kunne gøre den lidt mindre qua de nye faciliteter og muligheden for at deltage i aktiviteter såsom uddannelse og oplæring.

Samtidig arbejder prisudviklingen på metalprintere i SMV’ernes favør. Godt nok har Teknologisk Institut lige brugt 10 millioner kroner på to printere, men de findes billigere, hvis man kan leve med en dårligere kvalitet. DTU har for nylig købt en metalprinter med en listepris på en halv million kroner, og i USA lokker virksomheden Desktop Metal med at disrupte printermarkedet med billige skrivebords-metalprintere beregnet til prototyper til under én million kroner.

Med tanke på hvor hurtigt udviklingen går, er der så ikke en risiko for, at jeres nye printere vil være forældede om et til to år?

»Nej, det er der sådan set ikke. De vil muligvis være langsommere, men vores to gamle printere kører stadig udmærket. De er nok lidt længere tid om det, men kvaliteten kan både vi og virksomhederne stadig fint stå inde for,« forsikrer Jeppe Skinnerup Byskov.

I alt har Teknologisk Institut investeret 20 millioner kroner i centret, som officielt indvies efter sommerferien.