Nyt center gør Danmark til testlaboratorium for grøn transport

Med 284 millioner skattekroner i lommen skal det nystiftede Center for Grøn Transport løfte danskernes viden om bæredygtige teknologier inden for transportområdet.

Målet er at reducere CO2-udslip fra sektoren, og midlerne er blandt andet en række forskningsprojekter samt at opbygge et nationalt kompetencecenter inden for viden om grøn transport.

»Vi forventer at starte de første projekter i efteråret, og i 2010 går nogle af de større storskala-test i gang. Der er masser projekter, og nu glæder vi os bare til at komme ud over rampen,« fortæller centerchef Niels-Anders Nielsen.

Færdselsstyrelse har netop etableret det nye Center for Grøn Transport som led i den politiske aftale om en grøn transportpolitik. Centret bygger på den erfaring, som Færdselsstyrelsens biltekniske afdeling har opbygget inden for regulering af transportsektoren.

»Der er tale om en overbygning på de fire medarbejdere, der i dag fastsætter regler om køretøjer. Siden 1980 er der sket en voldsom udvikling om eksempelvis krav om mindre forurening fra biler, og det virker. Nye biler har eksempelvis kun marginal forurening. Det er visionen, at vi kan gøre noget af det samme inden for bæredygtig transport,« forklarer Niels-Anders Nielsen.

Aerodynamiske lastbiler

Blandt de konkrete initiativer er blandt andet af en bekendtgørelse om skærpede energikrav til taxaer, der træder i kraft 1. september, men centret skal blandt andet også kigge på aerodynamiske teknologier til lastbiler og har fået 42 millioner at give i tilskud til interesserede vognmænd, så lastbiler kan gøres mere økonomiske.

Center for Grøn Transport skal fungere som både rådgiver og myndighed. Eksempelvis er det opgave at rådgive og certificere kommuner, der har særligt fokus på grøn transport. Den pulje har fået 28 millioner kroner.

»Det kan være en opgave at rådgive om energieffektiv køreteknik og lave kørekurser i samarbejde med kørerlærer, men det kan også være at rådgive kommunerne om indkøb af energieffektive biler og lastbiler. Mulighederne er meget åbne,« forklarer Niels-Anders Nielsen.

Centret har fået 200 millioner kroner til at effektivisere transportsektoren gennem eksempelvis energieffektive busser og større flåder af køretøjer. Det skal gøre Danmark til et testlaboratorium.

»Vi vil gerne lave en teknologiscreening, så vi ved, hvor vi skal sende pengene hen. En ting kunne være hybridteknologier, som vi allerede ser på vejen i dag, men hvad findes der af alternative drivmidler, hvilke teknologier fungerer og hvad fungerer ikke. Det vil vi gerne kigge hen mod,«. Fortæller Niels-Anders Nielsen.

Afviser problemer i dobbeltrolle

Centerdirektøren afviser, at dobbeltrollen som rådgiver og myndighed giver konflikter.

»Tværtimod. Jeg ser det nærmer som en fordel, fordi vi som myndighed eksempelvis kan gå til EU hvis vi har haft et projekt i Danmark, der har vist gode resultater, og som bør bredes ud. Så kan vi påvirke udviklingen, det ville vi ikke kunne som rådgiver,« siger Niels-Anders Nielsen.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Jeg forstår ikke hvorfor det stadig er nødvendigt at skulle lede efter teknologier til at gøre transport mere miljøvenligt.... Så vidt jeg kan se ligger teknologierne lige foran næsen på os: Elbiler og biobrændstof (i en overgangsperiode for tungere køretøjer). Ved at bruge de teknologier som har de højeste virkningsgrader bliver det (nærmest) overflødigt at lære folk at køre økonomisk. Specielt når vi går i retning af mere CO2 neutral strøm.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten