Nyt brasiliansk felt kan rumme 15 milliarder tønder olie

Brasilien er for alvor ved at markere sig som en af de kommende årtiers vigtigste olienationer. Fredag bekræftede det statslige brasilianske energiagentur, ANP, at man havde fundet store mængder olie i det relativt nye Libra-felt 183 km ud for kysten ved Rio de Janeiro.

Ifølge ANP kan feltet rumme mellem 3,7 og 15 milliarder tønder olie, men ANP's foreløbige og 'bedste estimat' er knap otte milliarder tønder, oplyser agenturet.

Er der op til 15 milliarder tønder olie i feltet, vil der være tale om det største oliefund i Nord- Syd- og Centralamerika i tre årtier. Brasilien bruger selv 2,5 millioner tønder olie om dagen.

»Libra udgør helt klart den største kilde til ny olie, der er fundet i årtier. Det bliver den største enkeltstående ikke-OPEC oliekilde,« siger Julius Walker, senior olieanalytiker i det internationale energiagentur til avisen The Globe and Mail.

Boringen er foretaget på 5.410 meters dybde i vanddybder på knap 2.000 meter. Libra-feltet er den del af Santos-bassinet, der ud over at have et ekstremt godt potentiale, er meget stort - på størrelse med Tyskland.

Fundet er især godt for det statsejede brasilianske olieselskab Petrobras, der gennem nye regler ventes at blive sikret mindst 30 procent af rettighederne til nye områder i Libra-feltet.

Danske Maersk Oil er også meget aktiv i Brasilien og har det sydamerikanske land som et af sine fokusområder.

De massive investeringer Brasilien står over for vil sammen med de nye oliefund være med til at cementere landets position som en af verdens førende olieproducenter og eksportører.

Analytikere har peget på reserver på helt op mod 100 milliarder tønder olie, men da det meste ligger på dybhavslokationer, vil olieprisen naturligvis spille en stor rolle i forhold til at hente olien op.

Emner : Olie
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Så vidt jeg kan finde bruger Danmark ca. 190 000 tønder olie om dagen og Europa (EU+andre) bruger ca. 16 200 000 tønder om dagen. Så det olie felt er lige nok til 2.5 års forbrug i Europa eller 210 år i Danmark.

  • 0
  • 0

i 250 dage endnu!

Så hurtigt kan olien slet ikke hives ud af feltet, men det skal da nok passe hvis det kunne lade sig gøre, at det ene felt kunne forsyne hele verden i godt 250 dage.

Det her fund viser jo blot at der stadig er felter der er uopdagede, og endda nogle felter der er værd at skrive en nyhed om :-)

  • 0
  • 0

Det handler ikke om CO2-kvoter, men om hvor meget af olien vi skal lade ligge i jorden/på bundne af havet.

Når man skal spare på vandet, er der da ingen der kunne drømme om at måle fugtigheden på et badeværelse.....Vel?

  • 0
  • 0

Det globale olieforbrug ligger vist på omkring 85 mio. tønder pr. dag, dvs. 31 mia. tønder pr. år. Så det nye brasilianske felt kan i den optimistiske vurdering dække det globale forbrug i et halvt år (hvis man kunne fyre det af på én gang).

I 2007 vurderede amerikanske NPC (oliebranchens egne folk bl.a.), at der inden 2015 skal idriftsættes ny olieproduktionskapacitet svarende til 6 x Saudiarabiens produktion (eller omkring halvdelen af den globale produktion), primært for at erstatte den faldende produktion fra de eksisterende felter, sekundært for at dække den forventede stigning i efterspørgslen til omkring 95 mio. tønder pr. dag i 2015.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten