Nyopdaget planet minder om Luke Skywalkers planet
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Nyopdaget planet minder om Luke Skywalkers planet

Det var ren Star Wars, da en række astronomer under ledelse af dr. Laurance Doyle fra Seti-instituttet i Californien opdagede en planet, der mindede om Luke Skywalkers hjemmeplanet Tattoine.

Sammenligningen opstår, fordi denne Kepler-16b-verden, som er blevet opdaget med Nasas Kepler-planettelskop, også kredser omkring et dobbeltstjernesystem. Kepler-16b befinder sig 200 lysår borte.

Til forskel fra Tatooine, som er en klippeplanet, så er Kepler-16b imidlertid en gasplanet, der ligner Jupiter med overfladetemperaturer på ned mod minus hundrede grader celsius.

Læs også: Se videografik af Star Wars-planeten Kepler-16b

Selvom Kepler-16B er en gasplanet, så udelukker fundet ifølge Laurance Doyle slet ikke, at der kan findes planeter med liv omkring dobbeltstjerner. Den beboelige zone, hvor der kan findes flydende vand, vil ikke nødvendigvis være et bælte, men en uregelmæssig zone, som kan ændre sig, når de to stjerners afstand til hinanden varierer.

Den nye planet blev fundet med transientmetoden, hvor Kepler-planetteleskopet søger efter svage fald i stjernernes lysstyrke, når omkredsende planeter passerer ind foran og dækker for deres moderstjerne.

En usædvanlig planet

Opdagelsen af Kepler-16b blev dog kompliceret af, at de to stjerner også passerer ind foran hinanden. Da det viste sig, at deres lysstyrke også faldt, når de ikke dækkede hinanden, vidste astronomerne, at der var tale om en usædvanlig planet.

Observationerne viste endvidere, at faldet i de to stjerners lysstyrke skete uregelmæssigt. Det fortalte astronomerne, at de to stjerner var i forskellige positioner i deres kredsløb, når planeten passerede ind foran. Derfor kredser den om begge stjerner.

Laurance Doyle oplyser til Spaceflight Now, at de to stjerner og planetens baner er så præcist i plan, at de har kunnet bestemme størrelsen og massen af begge stjerner og planeten med en uhørt nøjagtighed.

De to stjerner er mindre og køligere end Solen. Kepler-16b kredser omkring dem med en omløbstid på 229 dage og i en afstand af 105 millioner kilometer.
Efterfølgende observationer med Tillinghast Reflector Echelle-spektrografen på Whipple-observatoriet i Arizona har vist, at de to stjerner kredser omkring hinanden hver 41. dag og med en gennemsnitafstand på 34 millioner kilometer.

Den ene stjerne har en masse på 20 procent af Solens masse, mens den andens masse er på 69 procent af Solens.

Opdagelsen blev præsenteret i denne uges nummer af tidsskriftet Science.

Dokumentation

Pressemeddelelse fra Nasa

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Vi burde sige et stort tillykke til os selv – grundet hældningen på planetens bane ville vi ikke kunne se den om ganske få år – så det er rent held at vi opdagende planeten.

I betragtning af at de fleste stjerner i vores galakse er en del af et binært system, betyder det, at mulighederne for livet er meget bredere, end hvis planeter dannes kun omkring en enkelt stjerner – så selvom om at denne nye planet ikke er velegnet til beboelse så vil den nye opdagelse betyde at der muligvis findes planeter hvor vi før troede der ingen var og det er jo ikke så ringe.

Det lykkes mig at finde en læsbar og fuld pdf-version af den videnskabelige undersøgelse på arxiv.org

http://arxiv.org/PS_cache/arxiv/pdf/1109/1...

  • 0
  • 0

Det er bestemt en interessant nyhed!

Førhen mente man ganske rigtigt ikke planeter kunne dannes omkring eller i flerstjerne systemer. Så dette udvider helt bestemt mulighederne for liv rundt omkring i universet.

  • 0
  • 0

Bestemt meget interessant :-)

Jeg ved nu ikke om jeg er enig i at det oeger mulighederne for at der er liv andre steder i universet. Selvom der kan dannes planeter i fx. binaere stjernesystemer betyder det ikke at de er egnede til understoette "liv".

Spoergesmaalet er vel om det oeger maengden af planeter der kan understoette liv. Et af hovedargumenterne mod liv i binaere (etc) stjernesystemer er at selvom der evt. er planeter (hvilket man saa nu ved at der er) saa er deres baner ikke stabile nok over tilstraekkelig lang tid til at liv vil kunne opstaa og udvikles!?

Saa selvom det er en meget interessant opdagelse osv saa betyder det vel ikke noedvendigvis noget for sandsynligheden for at finde liv andre steder i universet!?

Jesper

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten