Nyeste ESA-satellit skal advare om dårlig høst
ESA-satellitten Sentinel-2A blev i nat løftet i kredsløb af en Vega-raket fra Fransk Guyana og er den anden satellit i flåden, der udgør det såkaldte Kopernikus-projekt.
Den nyeste ESA-maskine tilføjer et højopløsningskamera til agenturets rum-arsenal – en essentiel del af den værktøjskasse, der skal lade Kopernikus-satellitterne overvåge klimaet på hjemplaneten, forklarer Volker Liebig, der leder ESA’s jord-observationsprogram.
Læs også: ESA opsender satellit, der kan spotte forsvundne fly
Data fra rumkameraet bliver offentligt tilgængelige, og fordi kameraet overflyver de samme områder med korte mellemrum vil data afsløre ændringer i vegetation med 'hidtil uset præcision', lyder det fra direktøren i en meddelelse.
»Det vil understøtte vigtige områder til gavn for samfundet såsom fødevaresikkerhed og skovovervågning,« understreger Volker Liebig.
Aflæser planters helbred
Nærmere bestemt er det nye Sentinel-kamera indstillet til at se efter 13 specifikke bølgelængder fra en højde på 786 kilometer. Fire af disse ligger i det spektrum, som planter og klorofyl reflekterer, hvilket kan bruges til at aflæse planters helbred.
»Det er særligt vigtigt for fødevareovervågning, og for mig er fødevaresikkerhed blandt de vigtigste anvendelsesmuligheder for Sentinel-2,« siger Volker Liebig til BBC.
Til næste år vil en tvilling til den nye satellit blive sendt i rummet. Sammen skal de to satellitter kunne afbillede planeten systematisk på fem dage og give viden, der for eksempel kan bruges til at advare om risiko for hungersnød.
»Det vil hjælpe FN’s fødevareprogram med at forudsige dårlig høst og reducere spekulation på det globale fødevaremarked,« fortæller Volker Liebig til det britiske medie.
Fra luftforurening til havniveau
Sentinel-1A blev sendt i rummet sidste år og har med sine radarbilleder allerede hjulpet forskere med at forstå årsagen til det store jordskælv i Nepal tidligere på året. Dens efterfølger er resultatet af et konsortium med ikke mindre end 40 europæiske selskaber med Airbus i spidsen.
Læs også: Jordskælv igen: Satellitter over Nepal udpeger nye jordskælvszoner
I alt 20 satellitter er planlagt i Sentinel-familien, der tilsammen skal give komplet viden om klodens tilstand. For eksempel skal Sentinel-4 give opdateringer om luftforurening på timebasis, mens Sentinel-6 skal måle forandringer i havniveauet med få centimeters usikkerhed.
De næste dage vil ifølge det europæiske rumagentur gå med at kalibrere satellittens instrumenter. ESA forventer at kunne sætte Sentinel-2A på arbejde om tre til fire måneder.
