Sverige vaccinerede 60 procent af befolkningen mod svineinfluenzaen H1N1, Tyskland 8 procent, Danmark bare 6 procent og Polen slet ingen.
Men dødeligheden i landene stod slet ikke i forhold til de kræfter, som sundhedsmyndighederne satte ind mod det 21. århundredes første pandemi.
Det viser nye tal fra ECDC, European Centre for Diseaseprevention and Control, og Statens Serum Institut bekræfter tendensen.
Derfor er Sundhedsstyrelsen nu i fuld gang med at skærpe den nuværende danske kurs, fortæller overlæge, dr.med. Kåre Mølbak, der er afdelingschef på epidemiologisk afdeling i Statens Serum Institut, SSI:
»Hensigten er at gøre indsatsen meget mere risikovurderingsbaseret, så man ikke går på automatpilot ved pandemier, men nøgternt vurderer vigtigheden og alvoren af virussen.«
Da influenza A af virustypen H1N1 brød ud i 2009, brugte også Danmark mange kræfter på at kontakte de syge og sørge for, at de fik Tamiflu eller på anden måde beskyttede sig, fortæller Kåre Mølbak:
»Men det var nok at skyde gråspurve med kanoner. Frem for at forsøge at inddæmme pandemien fra starten, kan man lade den rulle, idet man samtidig beskytter dem, der i forvejen er svage.«
Langt størst var indsatsen mod svineinfluenzaen i fire af de nordiske lande, hvor Sverige vaccinerede 60 procent, Norge 45 og Finland og Island 46 procent.
Dengang blev den beskedne danske indsats kritiseret. Også store lande som Tyskland, Frankrig og Italien lå på under 10 procent.
Årsagerne var både en strategi om at målrette vaccination mod risikogrupper og en generelt svigtende interesse fra befolkningen for at stille op.
På trods af de meget forskellige tal ligger dødeligheden blandt befolkningerne i de forskellige EU-lande på samme niveau.
Både Finland, Island og Norge havde, ifølge tal fra Svenska Dagbladet, en højere dødelighed end Polen.
I Sverige var dødeligheden pr. 100.000 indbyggere 0,31 ligesom i Tyskland, skønt kun 8 procent af den tyske befolkning blev vaccineret.
I Danmark blev 6 procent af befolkningen vaccineret. Det førte til 30 laboratoriebekræftede dødsfald. Det svarer stort set til dødeligheden i Norge, Finland og Island.
Heller ikke i Polen, som slet ikke vaccinerede, adskilte dødelighedstallet sig nævneværdigt. Her udgjorde de 172 H1N1-dødsfald en dødelighed på 0,46 ud af 100.000 polakker.
»Der er brug at se nærmere på, hvilken forskel vaccinationerne gjorde,« siger Kåre Mølbak, der med det for øje er ved at skaffe flere tal fra Polen, der er interessant som kontrolgruppe.
ECDC's tal er de officielle, som er baseret på, hvor mange der går til læge og bliver testet.
I Danmark er SSI nået frem til 30 H1N1-dødsfald ved at tage samtlige laboratoriebekræftede tilfælde og tjekke med CPR-registret, hvordan deres overlevelsesstatus normalt ville være. Den fremgangsmåde kan man ikke bruge i f.eks. Tyskland, der arbejder med anonyme data.
Her sætter registerlovgivningen, som stammer helt tilbage fra post-nazitiden, hvor man ville sikre sig mod en stærk statsmagt med udbyggede registre, grænser for indholdet af personidentificerbare data.
»Det betyder, at de ikke har mulighed for at kontrollere overlevelsesstatus, fordi de har mistet navn og adresse,« siger Kåre Mølbak.
EU-landene valgte vidt forskellige vaccinationsstrategier. Danmarks strategi var, i modsætning til de fire øvrige nordiske lande, kun at beskytte de mest udsatte grupper, fortæller Kåre Mølbak.
»Sundhedsstyrelsens valg af strategi var baseret på en opfattelse af, at det var en relativt mild pandemi uden nogen særlig dødelighed. Under en alvorlig sæsoninfluenza ser vi typisk en dødelighed på over 1.000 dødsfald. 30 dødsfald er en meget lav dødelighed. Derfor valgte Danmark at fokusere på kronisk syge og svækkede, der er mest udsat for komplikationer.«
Kåre Mølbak tror ikke på, at det er økonomiske interesser i lægemiddelindustrien, der spillede en rolle for den gigantiske vaccinationsindsats i flere lande, fordi der i forvejen var et kæmpestort marked for vaccinerne:
»Til gengæld gjorde det en forskel, hvilke aftaler landene havde indgået med industrien, inden pandemien blev sat i gang. Den danske aftale var meget fleksibel med hensyn til, hvor mange vacciner der skulle bestilles, mens andre landes aftaler var fastlåst på et bestemt antal doser.«
Aftalerne havde stor betydning, fordi de er juridisk bindende fra det øjeblik, WHO annoncerer en pandemi.
»Men for Danmark lykkedes det at genforhandle en aftale, så vi endte med at købe færre vacciner, end vi oprindelig havde bundet os op på.«
I Svenska Dagbladet kritiserer kilder ECDC for endnu ikke, tre år efter pandemien, at have afrapporteret effekten af vacciner mod svineinfluenzaen, men ifølge Kåre Mølbak, der netop selv har rapporteret om effekten af den danske vaccinationsindsats i British Medical Journal, er årsagen, at det er svært at gøre op, fordi tallene i de europæiske lande ikke er sammenlignelige.
»Det kræver en større statistisk analyse. Og jeg synes ikke, det gør noget, at der går lidt tid. Hellere holdbare tal på længere sigt end noget 'quick and dirty'. For der går lang tid, inden man får pandemi igen, så vi har tid til at fordøje resultaterne af H1N1-pandemien,« siger Kåre Mølbak.
