Nye undersøgelser fra Israel giver grund til forsigtig optimisme, hvad angår effektiviteten af vaccinerne mod COVID-19. Allerede nu menes vaccinationerne at have haft markant indvirkning på fald i indlæggelser og smittetilfælde.
Landets sundhedsministerium udgav i sidste uge de første resultater. De viste, at kun 317 ud af 715.425 vaccinerede var smittet med coronavirus inden for den første uge efter, de havde fået anden dosis af vaccinen. Det svarer til 0,04 procent. Ud af de 317 smittede havde 16 mennesker behov for hospitalsbehandling, svarende til 0,002 procent af de vaccinerede.
Hver tredje er vaccineret
Israel har siden udrulningen været i førertrøjen i vaccinekapløbet, og andelen af vaccinerede i Israel ligger fortsat væsentligt højere end i andre lande. En tredjedel af landets 9 millioner indbyggere har modtaget minimum første dosis af vaccinen, og med det høje antal vaccinerede kigger hele verden nu Israels vej for at blive klogere på, hvor effektiv vaccinen er.
Israel fører den såkaldte 24/7 kampagne, hvor der foretages op imod 200.000 vaccinationer om dagen, fordelt over alle døgnets timer. Særligt en stor andel af de, der er i risiko for et alvorligt sygdomsforløb med COVID-19, har været forbi landets vaccinationscentre, og 70 procent af israelere over 60 år har allerede modtaget vaccinen fra Pfizer/BioNtech.
I sidste uge blev der ligeledes åbnet op for, at alle over 35 år nu kan modtage vaccinen. Elever i alderen 16 til 18 år er ligeledes blevet tilbudt vaccinen i håbet om, at de kan gennemføre deres eksaminer fysisk.
Nærmer sig testresultat på 95 procent
En undersøgelse fra den israelske sundhedsudbyder Maccabi Healthcare Services viser desuden, at vaccinationerne i Israel har en effektivitet på 92 procent, hvilket nærmer sig Pfizers testresultat på 95 procent.
Professor Eyal Leshem, der er specialist i smitsomme sygdomme ved Sheba Medical Center i Israel, udtaler til det lokale medie The Times of Israel, at der ikke er grund til bekymring over, at tallet ligger tre procent under Pfizers resultater - tværtimod.
»Resultatet er et meget højt tal inden for den standardafvigelse, vi ville forvente,« siger professoren til mediet.
Også analytiker og vicepræsident i Maccabi Health Services, Anat Ekka Zohar, ser på resultatet med optimisme.
»Det er meget, meget gode nyheder. Det er et meget højt effektivitetsniveau, og vi ser en meget lav procentdel af smittede blandt de patienter, der har fået begge doser,« siger hun til The Times of Israel.
Kritik fra eksperter og menneskerettighedsgrupper
Det er dog langt fra alle, der mener, at det er muligt at drage generelle konklusioner ud fra resultaterne i Israel, og flere eksperter har udvist skepsis over for at lade et enkelt samfund agere petriskål for vaccinens effektivitet. Heriblandt Eran Segal, beregningsbiolog ved Weizmann Institute i Israel, der udtaler, at der er mange variable at tage højde for, og at man bør være forsigtig med at drage konklusioner ud fra et lands resultater med vaccinen.
Israel har desuden nægtet at uddele vacciner til de millioner af palæstinensere, der er bosat i israelsk besatte områder ved Gaza-striben og på Vestbredden, hvilket har mødt stor kritik fra internationale menneskerettighedsorganisationer.
De israelske myndigheder har foreløbigt et mål om, at alle landets indbyggere over 16 år har modtaget begge doser af vaccinen i slutningen af marts.
