Nye sikkerhedsregler for arktisk sejlads på plads

Internationale sikkerhedsregler skal regulere skibstrafikken ved polerne. Reglerne er nu fastlagt og mangler kun den sidste godkendelse til maj næste år.

De nye arktiske sejladsregler bliver tre år forsinket og ser nu ud til at kunne træde i kraft i begyndelsen af 2017. Sikkerhedsaspekterne af det nye regelsæt er netop godkendt af den Internationale Maritime Organisation (IMO), og nu mangler kun en sidste godkendelse af miljøaspekterne i maj næste år.

Sejladsreglerne, den såkaldte polarkode, skal sikre passagerer og miljø i takt med, at nye sejladsruter bliver farbare og medfører øget skibstrafik i farvandene omkring Arktis og Antarktis, herunder havet vest for Grønland. De nye regler vil stille krav til bl.a. skibskonstruktion, uddannelse af besætning og eftersøgnings- og redningsprocedurer.

»Jeg er glad for, at vi med vedtagelsen af de sejladssikkerhedsmæssige forhold i polarkoden har taget endnu et stort skridt mod et internationalt bindende regelsæt, der kan styrke sikkerheden for skibe, som sejler i de polare farvande,« siger Søfartsstyrelsens direktør, Andreas Nordseth, i en pressemeddelelse.

Læs også: Storpolitisk strid forhaler sikkerhedsregler for polarsejlads

Ingen undtagelse for gamle skibe

IMO’s regler har tidligere mødt kritik fra flere sider. Blandt andet har miljøorganisationer krævet stramninger, og brancheorganisationen Danske Maritime har påpeget, at undtagelser for ældre skibe kunne udvande reglerne.

»Der har været mange ændringsforslag, der alle trak i retning af, at ældre skibe skulle undtages. De er alle sammen faldet til jorden, så det endte ikke nær så galt, som vi havde frygtet. Vi frygtede, at nogle af de skibe, der i virkeligheden er bygget til at sejle i Middelhavet, ville blive undtaget, men det ser ikke ud til at ske,« siger underdirektør i Danske Maritime Michael Prehn.

Den eneste undtagelse, der er tilbage i de vedtagne regler, er for skibe i de såkaldte isklasser A og B, der i forvejen er godkendt til sejlads i tyk is.

Læs også: Bred kritik af sikkerhedsregler for polarsejlads

Intet forbud mod fuelolie

De internationale miljøorganisationer kritiserer dog fortsat sejladsreglerne for at undlade at forbyde den såkaldte heavy fuel, der af organisationerne ses som den største trussel fra skibe i polaregnene. Af samme årsag har heavy fuel tidligere været forbudt omkring Antarktis.

»Polarkoden gør ikke tilnærmelsesvis nok for at tackle de betydelige risici, som skibsindustrien udgør: Brugen af giftig heavy fuel-olie i Arktis, fartøjer, der opererer med utilstrækkelige forstærkninger af skroget, og forstyrrelser af dyrelivet for at nævne et par stykker,« siger John Kaltenstein, der er marin-politisk analytiker ved den amerikanske miljøorganisation Friends of the Earth, i en pressemeddelelse.

Også hos Danske Maritime ser man gerne, at miljøkravene bliver forbedret med tiden.

»Det er godt, at der bliver vedtaget noget, men vi vil fortsat forsøge at forbedre miljøkravene. For eksempel skal der laves regler for sod og formentlig også for støj,« siger Michael Prehn.

Læs også: Nye regler for polarsejlads får det første blå stempel

Reglerne blev vedtaget fredag ved et møde i IMO’s sikkerhedskomité i London. Det sidste skridt, før polarkoden kan træde i kraft i begyndelsen af 2017, er en godkendelse fra IMO’s miljøkomité, MEPC. MEPC har dog allerede godkendt reglerne én gang, hvorfor både Søfartsstyrelsen og Danske Maritime oplyser, at de forventer, at reglerne bliver godkendt.

Polarkoden kommer til at omfatte alle passagerskibe samt lastskibe med en bruttotonnage over 500 kubikmeter.

Kommentarer (1)

Kan vi ikke få et journalistisk uddrag som alle kan læse ?

Der er især to typer risici:
- forurening
- sikkerhed for passagerer og besætning

Den første handler om udslip af især fuel-olie (men lad os ikke glemme nuklear forurening).
Imødegåelse handler om sikker sejlads (godt sømandskab, gode elektroniske søkort, god skibskonstruktionerne (dobbelt-bund, mindre tanke, mulighed for intern flytning af olie fra beskadigede tanke).

Den anden handler om sikker sejlads - i det væsentlige som ovenfor 3 x god(t), men det handler OGSÅ om indgreb i passagerskibes hidtil frie sejlads - og hvor blev det af ?

Passagerskibe med mange ombord udgør en stor risiko - simpelt hen fordi antallet ombord OG afstande/tid i farvandene er selvstændige risikofaktorer.
Redningskapaciteterne er længe om at komme frem (tag et kort og regn på det) OG redningskapaciterne kan næppe håndtere 100-vis af nødstedte (air-drop af telte og fødemidler? Mon dog!).
Så for denne kategori kræves indgreb - hvis sikkerheden skal opretholdes / øges:
- tvangsruter i sikkert farvand (opmålt og kontrolleret; gennemprøvet, ikke nyt og eksotisk)
- dobbelt- sejlads ( parvis sejlads med højst 6 timers adskillelse).

Uden de to sidstnævnte, så er en ny polarkode i bedste fald nødvendig, men langt fra tilstrækkelig !

Hvem har råstyrken, politisk, til ændringer omkring e.g. Grønland?
Hvem gennemtvingelse en kvalitetsstempling af krydstogtturisme ?

  • 0
  • 0