Det var et stort gennembrud for smartphones, da Apple tilbage i 2016 satte et dual kamera på iPhone Plus. Ved at kombinere en vidvinkel-linse og en telelinse fik brugerne mulighed for 2 gange optisk zoom, og med software-zoom op til 10 gange. Siden er kapløbet om flere kameralinser fortsat i en retning – og det er opad.
I foråret kom kinesiske Huawei så med en smartphone med tre linser, en med farver, en monochrome, til at hjælpe med dybde og mørke situationer, og en med 3 gange zoom.
Der har i længere tid floreret rygter om, at de nye iPhone-modeller, som bliver lanceret i denne uge, skulle være med et trippelkamera bagpå med tre optikker, som blandt vil styrke augmented reality-funktionerne i telefonen.
Men de seneste meldinger, blandt andet fra taiwanesiske Economic Daily News er, at det først sker i 2019.
På det kinesiske medie ITHomes forum har en bruger uploadet billeder af en prototype af en kommende Nokia-smartphone, hvor man kan se, at den tidligere finske mobilgigant vil placere hele seks ZEISS-linser på bagsiden af telefonen.
Opsætningen er placeret med fem sensorer, som er opstillet i en rund cirkel sammen med en LED-blitz.
Læs også: Gamle negativer gjorde fotograf til iværksætter
Uhørt gode dybdeeffekter
Kamerasystemet på Nokia-telefonen menes at være leveret af det amerikanske kamerafirma Light, som ikke holder sig tilbage med at give den gas med linser på smartphones.
De vil senere i år præsentere en smartphone med 9 forskellige linser på bagsiden af telefonen. Det, der må formodes at være den primære sensor, har plads i midten, og de otte øvrige sensorer udgør en ring rundt om den første sensor. I denne ring er der også blevet plads til en LED-blitz.
På bagsiden af telefonen står teksten ”5x 28mm 0.3ft/0.1m - ∞” og ”4x 56mm 1:2.6 0.8ft/0.3m - ∞”. Der er altså sensorer med forskellige brændvidder og optisk zoom, ligesom det også er angivet, hvad der ser ud til at være forskellige fokusområder.
Ideen bag Lights utrolige kamerasetup er, at de forskellige sensorer anvendes samtidig, og det skulle resultere i billeder med en opløsning på 64 megapixel. Det skulle også give markant bedre resultater ved dårlig belysning, og der skulle være helt nye muligheder for at lave endnu bedre dybdeeffekt, end det er muligt i dag.
Læs også: Video: 5G er på vej – se virkningen af lav latency
Bilproducenter kigger med
Det har fået andre end mobilproducenter til at få øjnene op for Lights komplekse algoritmer, der kombinerer billeder fra flere kameramoduler i et enkelt højkvalitetsbillede med dybde. Light har allerede en stand-alone-kamera med hele 16 linser, og det er denne teknologi, som forventes overført til en smartphone snart.
Tidligere i år hentede Light en investering på 121 millioner dollars til udvikling af kamerateknologier, der kan fungere som en erstatning for lidar-sensorteknologien, som bruger laserlys til at måle afstand, og som af mange bliver set som nøglen til selvkørende biler.
Før du glæder dig for meget til at købe en ny smartphone med 9 linser, så husk at prisen formentlig bliver derefter.
Ifølge Washington Post koster et stand-alone-kamera fra Light med 16 linser, der fungerer med samme principper som mobilkameraet med 9 linser, over 12.000 danske kroner, så det bliver ikke en billig fornøjelse at tilføje op mod 9 linser på smartphonen.
Læs også: Fem ting vi har lært af lidar-striden i de amerikanske retssale
