Nye milliarder til vej og bane: Her er aftalen

Illustration: Google Streetview

Tidligere på ugen stod det klart, at politikerne har skaffet de nødvendige penge til ny Storstrømsbro samt til den længe ventede motorvej mellem Herning og Holstebro. I dag er der så kommet navne på yderligere vej-, bane- og broprojekter for 3,5 mia. kr.

Læs også: Bekræftet: Forsvarsforlig betaler ny vestjysk motorvej til 3,4 mia. kroner

Med en bevilling på 425 mio. kr. er den nye bro over Roskilde Fjord i Frederikssund det suverænt dyreste projekt i den trafikaftale mellem samtlige folketingspartier minus Enhedslisten, som her til morgen er blevet offentliggjort. Broen koster nemlig over to milliarder kroner, hvoraf bilisterne via afgifter skal betale broderparten.

Samtidig sikrer aftalen den længe planlagte dobbeltsporede betonbro over Masnedsund øst for den allerede eksisterende bro. Alt i alt har den seneste uge dermed sikret virkeliggørelsen af tre nye broer over danske farvande.

Læs også: Lokalavis: Frederikssund får ny højbro til 2 milliarder kr.

Derudover fylder vejprojekter godt op i den nye aftale:

1) Der afsættes yderligere 661 mio. kr. til den igangværende udvidelse af Køge Bugt-motorvejen, så der også kan etableres fire spor mellem Greve Syd og helt ned til Køge. Fra Greve Syd og ind mod København er der allerede bevilget penge til udvidelsen fra 3 til 4 baner i hver retning. Længere inde mod København har Køge Bugt-motorvejen allerede været gennem omfattende udvidelser de seneste par år og har på det bredeste stykke i dag således 5 spor i hvert retning.

2) Der afsættes yderligere 161 mio. kr til nyt motorvejs-tilslutningsanlæg til det kommende supersygehus ved Odense.

Læs også: Deadline i 2015: Supersygehuset i Odense får nu sin motorvej til tiden

3) Flere steder i landet bevilges penge til vejopgraderinger, der giver mulighed for kørsel med de ekstra lange lastbiler, de såkaldte modulvogntog.

4) Ved Kolding skal der bevilges penge til at nødsporet kan tages i brug som en ekstra vejbane i myldretiden på et stykke af E45 nord for byen.

5) Herudover bevilges der penge til flere forskellige forundersøgelser af nye omfartsveje, nye tilslutningsanlæg på hovedvejsnettet samt opsætning af nye støjværn langs motorvejene. Se den komplette liste over projekter på Transportministeriets hjemmeside.

6) Flere mindre initiativer trafiksikkerhed og energieffektive transportformer. 300 mio. kr.

7) Styrkelse af havne som transportknudepunkter: En række konkrete projekter med hovedsagligt bedre vejforbindelser til havnene. Puljen indeholder dog også penge til ny godsbane til Esbjerg havn. Pris: 500 mio. kr.

På jernbanen er de mest iøjnefaldende projekter følgende:

1) 276 mio. kr til etablering af ny jernbanestrækning mellem Aalborg-endestationen Lindholm og videre ud til Aalborg Lufthavn. En strækning på 3 kilometer. De nærmere omstændigheder ligger ikke klar, ligesom det ikke fremgår, hvilke tog der skal køre på den nye strækning.

Læs også: Nu kommer der tog til Aalborg Lufthavn

2) Politikerne har besluttet, at den kommende og længe planlagte opgradering af jernbanen mellem Ringsted og den kommende Femern-forbindelse skal indebære, at jernbanen skal dimensioners til 200 km/h i stedet for at nøjes med de egentlig påtænkte 160 km/h.

Læs også: Banedanmark: Hæv farten på Femern-jernbane til 200 km/h

3) I det nordjyske skal jernbanen mellem Hobro og Aalborg underkastes en opgradering, der skal gøre det muligt at øge hastigheden. Der er tidligere afsat penge til sløjfe en række niveaukrydsninger mellem vej og jernbane på denne strækning. Nu afsættes der penge til at nedlægge flere krydsninger i niveau mellem vej og bane. Projektet skal sikre, at Aarhus-Aalborg kan komme med i Timeplanen, som sikrer, at rejsetiden Aalborg-Aarhus højest bliver på 60 minutter. Ved af fjerne krydsninger i niveau mellem vej og bane bliver det muligt at hæve hastigheden til 160 km/h. Deryudover igangsættes VVM-undersøgelse af muligheden for tog med 200 km/h på strækningen.

4) Der kommer også penge til at anlægge en niveaufri udfletning ved Ringsted Station. Dette skal sikre, at Ringsted station ikke bliver en trafikprop-skabende flaskehals, når den igangsatte nye jernbanestrækning mellem København og Ringsted tages i brug. Tog mod Fyn/Jylland fra den nye Ringsted-jernbane skal nemlig flette ind på den 'gamle' jernbane i Ringsted. Prisen er 346 mio. kr. og skal være med til at sikre, at rejsetiden mellem København og Odense kan komme under 60 minutter i fremtiden.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Jeg undrer mig lidt over at man for nylig lagde sidste etape af frederikssundmotorvejen (fra ballerup til frederikssund) på is, selvom den var vedtaget og der var så vidt jeg ved også sat penge af til det. Det var jo meningen at motorvejen skulle have en gren ud til den nye bro. Nu er broen vedtaget - men ikke noget nyt om at sidste etape af motorvejen genoptages?

  • 2
  • 0

Godt set Harald. Aftalen er god og indeholder mange fornuftige ting, især at man har fået en niveaufri krydsning ved Ringsted og en ny Masnedsundbro med imponerer mig. Men en manglende vej til en ny bro afslører alligevel aftalen som mangelfuld, eller skal vi sige; der er plads til forbedringer.

  • 0
  • 0

Jeg ønsker dobbeltspor på denne strækning. Men der er bare andre strækninger med større problemer i øjeblikket, derfor kommer de først.

Togene til Sønderborg kører fra ved Tinglev, så strækningen belastes ikke af disse tog, modsat Vamdrup-Vojens strækningen.

Strækningen er meget kort. Det gør, at flaskehalsen bliver relativt lille. Vamdrup-Vojens er længere, og derfor tager det længere tid inden et tog kan passere et andet i modsatte retning.

Strækningen befærdes hovedsageligt af godstog. Det stiller ikke de samme krav til rettidighed som passagertransport og når togenes hastigheder er stort set ens, er de ikke ligeså meget i vejen for hinanden. For eksempel kan to godstog køre efter hinanden i samme retning begge med fx. 100 km/t. Hvis det var et godstog som kørte forrest med 100 km/t og et lyntog med 180 km/t bagved, opstår der større konflikter.

Men vigtigst af alt: Banen vil opleve, at meget trafik forsvinder når Femern-forbindelsen åbner, da godstog primært omlægges til denne. Hvorfor så lade strækningen gennemgå en ombygning på 2-3 år, med alle de forstyrrelser det medfører. Hvis man venter til efter 2021, er der mindre trafik, og dermed mindre trafik som forstyrres mens banen udvides.

Om der overhoved er behov efter 2021, er så en anden sag.

  • 5
  • 0

Hvad med det sidste lille stykke enkeltspor i Sønderjylland? De 10 km mellem Tinglev og Padborg er allerede i dag en stor flaskehals på strækningen imod Flensborg og Hamborg. Når doppeltsporet mellem Vojens og Vamdrup snart står færdig er delstykket det eneste sted mellem Malmö/Aarhus og Hamborg, hvor togene skal holde og vente på modkørende tog.

Strækningen har været doppeltsporet indtil for nogle årtier siden, hvor man valgte at nedlægge det ene spor - dvs. at banedæmningen er der og broer og viadukter er bygget til to spor. Derfor må det være en relativ smal sag at fjerne ukrudtet og gen-lægge doppeltsporet.

  • 0
  • 0

Sønderborg betjenes af et tog i hver retning hveranden time, så de belaster ikke nævneværdigt stykket Vojens-Vamdrup. Det gør derimod det store antal godstog som fortsætter via Padborg og dagligt forsinker vores IC, EC og ICE tog til og fra Tyskland.

Jeg har svært ved at se en forskel på Tinglev-Padborg og Vamdrup-Vojens. (sidstnævnte er jo samfundsøkonomisk rentabel)

På begge enkeltsporede strækninger er der per 5 km et overhalingsspor. 1 stk. mellem Padborg og Tinglev og 2 stk mellem Vojens og Vamdrup. Distancen er dermed den samme. Ventetiden længere, da togene efter Padborg er nødt til at køre max 40 kmt i en 3-kms penge og ved Tinglev 60 kmt.

Den samfundøkonomiske gevinst skal nok også ses i et længere perspektiv - netop pga. Fehmarnforbindelsen. Den må jo også antages at nå kapacitetsgrænsen på et tidspunkt.

Når der bliver indført fælleseuropæiske afregningsnormer for trassekilometer (Km-afgift på skinner) kommer den tyske beregningsmodel efter al sandsynlighed til at danne grundlaget. Her er højhastighedsstrækninger væsentligt dyrere end normale strækninger, hvilket vil kunne bruges til at fordele godsmængden på begge korridorer. Så forbliver jernbanen denvej attraktiv også for prisfølsomme godstyper.

Selvom den ligger i udkantsdanmark, så er det én af vores to porte til Europa og når vi med trafikaftalen tager ringveje og støjforebyggelse i betragtning, så synes jeg også Padborg-Tinglev har sin berettigelse.

  • 0
  • 0

Sønderborg betjenes af et tog i hver retning hveranden time, så de belaster ikke nævneværdigt stykket Vojens-Vamdrup. Det gør derimod det store antal godstog som fortsætter via Padborg og dagligt forsinker vores IC, EC og ICE tog til og fra Tyskland.

Jeg har svært ved at se en forskel på Tinglev-Padborg og Vamdrup-Vojens. (sidstnævnte er jo samfundsøkonomisk rentabel)

Der har ikke været penge nok, så man kunne få dobbeltspor Tinglev-Padborg startet op. Men projektet er højt på listen over projekter, som vil blive startet op, når der er finansiering til det. Projektet har været nævnt politik, når Vamdrup-Vojens er blevet behandlet.

  • 1
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten