Nye IC4-problemer - italienernes lodde-teknik er helt til rotterne

Nye IC4-problemer - italienernes lodde-teknik er helt til rotterne

DSB i 'alarmberedskab' efter at have afsløret, at Ansaldobredas lodde-teknik er helt til rotterne.

Godt 12 år efter, at DSB's daværende bestyrelsesformand underskrev kontrakten om køb af 83 supermoderne 'Ferrari-tog', begynder Ansaldobreda at få problemer med at skaffe de nødvendige komponenter fra underleverandørerne.

Problemerne betyder, at Ansaldobreda på nuværende tidspunkt er 15 togsæt bagud i forhold til det aftalte i den 'nye og realistiske' leveranceplan fra 2009.

Samtidig er der nye problemer med togtypens aircondition-anlæg, der viser sig at lide under utætte samlinger på grund af 'ukorrekt loddemetode'.

Oplysningerne fremgår af en netop offentliggjort IC4-statusrapport, som Folketinget har pålagt DSB at offentliggøre med regelmæssige mellemrum.

I statusnotatet bryster DSB sig af, at nye tekniske opgraderinger skulle have elimineret velkendte problemer på togtypens smertensbarn, aircondition-anlægget. Problemerne mærkede passagererne som iskolde tog om vinteren og omvendt stegende hede om sommeren.

Der er dog straks opstået nye problemer.:

'Det har nu vist sig, at varme- og køleanlægget lider af utætte samlinger', skriver DSB i notatet. Et problem, som er opstået som følge af, at Ansaldobredas medarbejdere ikke har styr på lodde-teknikken i de italienske samlehaller. Det har den konsekvens, at 'utætheder opstår som følge af togets vibrationer'.

Ifølge DSB har italienerne erkendt fejlen og rettet deres procedurer.

'Vores inspektører er i 'alarmberedskab' på denne sag for at sikre, at Ansaldobredas ledelse bringer den korrigerende handling helt ud i produktionen', anfører DSB, som ikke kan udelukke, at reparationerne af de utætte samlinger vil komme til at kræve en 'større indsats'.

Forsinket leverance

Den italienske producent har indtil videre leveret 46 IC4-tog fra den såkaldte 'samlebåndsserie'. Ifølge forliget fra 2009 ville italienerne være i stand til at levere to til tre togsæt til DSB om måneden og dermed være i stand til at afslutte leverancen af både IC4 og IC2 ved udgangen af 3. kvartal 2012.

Sådan kommer det ikke til at gå.

Ansaldobreda er i øjeblikket bagud med 15 IC4-togsæt og 10 IC2-togsæt.

DSB skriver:
'Produktionen i Italien er træg. Dette skyldes hovedsageligt udfordringer med manglende materialer. DSB oplever, at Ansaldobreda har store udfordringer med levering af reservedele fra underleverandører. Leverancen til DSB opretholdes, dog i et lavere tempo end forventet.'

På positiv-siden fastslår DSB, at et større antal IC4-tog nu er blevet moderniseret med tekniske opgraderingspakker, der ifølge DSB vil gøre IC4-togene langt mere driftssikre. En påstand, som togpassagererne har svært ved at efterprøve, da samtlige IC4-tog har haft forbud mod at køre med passagerer siden to hændelser i efteråret 2011, hvor IC4-tog havde problemer med at bremse.

Læs DSB's statusrapport her

IC4 Status
[scribd:95535222]

Kommentarer (49)

Stop for forhe.... snart det samarbejder med det inkompetente Italienske firma, ikke engang en lodning kan de udføre uden det skal laves om.

Hvis Ansaldo ikke engang er istand til at skaffe stumper til deres egen produktionen, hvordan er DSB så stillet ved fremtidige reservedelsindkøb - dårligt må man formode.

DSB har taget hele den danske befolkning som gidsler i deres 'Ferrari' eventyr. De ansvarlige ledere er fyret (selvfølgelig med et gyldent håndtryk) og de tilbageværende lederere skøjter rundt i en organisation der er under opløsningen og inden vil derfor vedkende sig et ansvar.

Farcen IC4 kører snart på 10'ende år - men ingen griber ind, DSB får stadig lov at tosse rundt - nok mest fordi heller ingen politiker ønsker at sætte DSB stolen for døren. Ansvar er godt, men der medføre desværre ikke altid ansvarlighed...

  • 0
  • 0

Synes efterhånden vi har hørt rigeligt med de IC4 tog.. Måske politikkerne skulle sige stop.. Størstedelen af Danmarks befolkning har allerede opgivet Italien på følgende område, så hvad om de får deres udstyr retur og så får vi pengene retur? Kan ikke passe at vi skal gennemleve følgende ske lige foran snuden på os og at vores inkomperente danske politikkere ikke tør gøre noget ved det eller fokuserer på det bare i for en stund!

  • 0
  • 0

Ja, i dag er det at lodde lidt fittings sammen og i næste uge er det så sammen lodningen af de elektriske ledninger og om 2 uger opdager de, at der slet ikke er brugt kobber i deres ledninger, men ståltråd i for små kvadrater.
Akk.. Vanviddet fortsætter.

  • 0
  • 0