Nye huse blokerer for mobilsignalet

Illustration: Intego

Flyt ind i et Faradaybur. Det var ikke helt sådan, lejlighederne på Aarhus Havn blev annonceret, men det var realiteten for de ejere og lejere, der rykkede ind i prestigebyggeriet Isbjerget.

Mange beboere fandt nemlig ud af, at deres mobiler ikke kunne få forbindelse til omverdenen, når de befandt sig i deres nye lejlighed, og det fik faktisk nogle til at flytte igen, så hurtigt de kunne.

Problemet er imidlertid ikke unikt for Isbjerget. I et sundhedshus i Aalborg måtte Boligforeningen Himmerland sætte ekstra antenner op for 200.000 kroner, fordi folk ikke kunne bruge deres mobiler inden døre, og finske forskere har målt, at radiosignalet i nye bygninger kan være op til 100 gange svagere end i blot ti år gamle bygninger.

Danske forskere har gentaget en del af eksperimenterne og kan konstatere, at der er lignende problemer i danske bygningstyper. Det fortæller professor Knud Erik Skouby fra Institut for Elektroniske Systemer på Aalborg Universitet.

»Hidtil har vi ikke været så hårdt ramt i Danmark, fordi vi ikke har brugt de samme byggematerialer med metalfolier, som man eksempelvis gør i Finland. Men på grund af de skrappere energikrav vokser problemet nu også i Danmark. Det er især vinduerne, der er problemet.«

Nye trelags-lavenergivinduer er typisk belagt med en metalcoating, der reflekterer stråling. Men når man holder på varmen, blokerer man også for radiobølger. I en rapport, som Knud Erik Skouby og to kolleger har udarbejdet for Erhvervsstyrelsen, har de således målt sig frem til, at en trelags­rude reducerer signalstyrken med 20 dB. Til sammenligning reducerer en gammeldags termorude uden metalbelægninger signalstyrken med 3 dB.

Ud over blokerende byggematerialer er dårlige antenner i nyere mobiltelefoner en væsentlig del af forklaringen på, at man kan miste teleforbindelsen i nyere huse. Det samme er kvaliteten og styrken af mobilsignalet i det område, hvor bygningen ligger.

Teleindustri vil hjælpe rådgivere

Både bygherrer, rådgivere og telebranchen har et stykke tid vidst, at der var problemer i nye bygninger, og at omfanget kun vil vokse, efterhånden som der bygges mere nyt og renoveres flere gamle bygninger. Men parterne har ikke kunnet blive engie om, hvad der skal gøres, og ikke mindst hvem der skal betale.

Men nu er der muligvis løsninger på vej – dels fra politisk hold og dels fra de involverede brancher. I sidste uge mødtes repræsentanter for flere af de større rådgivende ingeniørfirmaer i Danmark således med repræsentanter for brancheforeningen Teleindustrien, fortæller Carsten Werner Lund, der er gruppeleder for el i Grontmij.

»Vi har nu fået etableret et fast kontaktpunkt for rådgiverne hos Teleindustrien, så rådgiverne ved, hvor de kan henvende sig, når de projekterer en ny bygning. Desuden arbejder vi på at komme med nogle anbefalinger til, hvordan man konkret kan gøre det. Vi håber at kunne præsentere et forslag for Teleindustrien inden jul.«

Bredbåndskrav kan hjælpe mobiler

Den anden nye udvikling er politisk. Fra udgangen af 2016 skal alle nye bygninger og bygninger, der gennemgår en større renovering, nemlig udstyres med føringsveje, der gør det muligt at trække bredbåndsforbindelser med minimum 30 Mbps frem til de enkelte slutbrugere, fortæller fuldmægtig Benjamin Overvad fra Erhvervsstyrelsen.

»Direktivet er møntet på udrulningen af bredbånd. Der vil blive stillet krav om, at man skal forberede byggeri med føringsveje, så man eksempelvis kan skyde et fiberkabel frem til den enkelte lejlighed. Men det er klart, at etableringen af den passive infrastruktur kan give synergieffekter i forhold til at installere udstyr, der forbedrer den indendørs dækning, og det er jo kun positivt,« siger han.

Når der alligevel skal etableres føringsveje til bredbåndsforbindelser, vil det nemlig være oplagt at gøre plads til udstyr, som kan bruges til at forbedre signalstyrken for mobiltelefoni i bygningerne, argumenterer Carsten Werner Lund.

»Det koster mange penge, hvis man skal eftermontere forskellige forstærkningsanlæg i en bygning. Med den nye lovgivning bliver det markant billigere, fordi de samme føringsveje eksempelvis kan bruges til at installere DAS-anlæg (Distribuerede Antenne Systemer, red.)«

Forskere fra Aalborg Universitet har blandt andet vist, at moderne trelagsruder dæmper signalstyrken med 20 dB. Til sammenligning dæmper en gammel termorude uden metalfilm kun 3 dB. (Foto: Aalborg Universitet) Illustration: Aalborg Universitet

Mærk mobilvenlige materialer

Carsten Werner Lund har ikke meget tiltro til en anden løsning, der både nævnes i rapporterne fra de finske og de danske forskere – at anvende byggematerialer, der ikke blokerer radiobølger.

»Det kan godt være, at man på et tidspunkt kan få eksempelvis vinduer, der tillader radiobølger at gå igennem, men stadig holder på varmen. Men de materialer er der ikke lige nu, og det ser kun ud til, at det går den forkerte vej med stadig tættere og bedre isolerede bygninger. Derfor er vi nødt til at gøre installationen af anlæg, der kan forstærke signalet inden i bygningen, billigere,« siger han.

Knud Erik Skouby mener derimod, at man stadig bør undersøge og forske i, hvordan byggematerialerne opfører sig i forhold til radiobølger.

»Ligesom man energimærker eksempelvis isolering, bør man også mærke materialerne med, hvordan de reagerer over for radiobølger. Efterhånden som stadig flere får mobiltelefoner og dropper fastnettelefoner, og den offentlige sektor kræver, at al kommunikation er digital, bliver det stadig vigtigere at sikre, at kommunikationen kan foregå fra folks egne boliger,« siger han.

Med oplysninger fra en mærkningsordning vil man ifølge Knud Erik Skouby kunne regne sig frem til, hvor store problemer beboerne vil få med mobilsignalet i en given bygning, og dermed sikre mod problemerne allerede i projekteringsfasen.

Ved udgangen af 2013 fandtes der kun 829.000 abonnenter på fastnettelefoner i Danmark (IP-telefoni ikke medtaget). Til sammenligning var der 8,2 millioner mobilabonnementer på tale og data og 2,3 millioner rene mobildataabonnementer.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Det kunne gøres meget billigere, hvis man udbredte Mobile VoIP over WiFi på folks egne routere eller lavede et fælles WiFi netværk i bygningen. Så behøver man ikke investere i de meget dyre indendørs antenner til mobiltelefoni. Man kan få rigtig meget fint WiFi-udstyr for 200.000 kr., og jeg vil vove og påstå at med VoIP over WiFi kan man gøre det for en fjerdedel af beløbet. Den eneste grund til at det ikke er mere udbredt, er at det vil æde mobiltelefoni udbydernes indtægt hvis folk begynder at tale gratis over WiFi med deres mobiltelefon.

  • 7
  • 0

Jeg vil påstå at det ikke vil gøre den store forskel for selskaberne. Folk vil gerne have samme telefonnummer når de er hjemme og ude. Derfor bør samtalerne køre over deres eksisterende abonnement. Det giver ikke gratis samtaler.

Men alternativt kan folk jo selv sætte en gsm signal booster op.

  • 0
  • 2

Havde det været Vorherres mening, at vi 24/7 skal rende rundt med en trådløs telefon i hånden, så havde han udstyret os med en sådan fra fødslen, sørget for at Faraday ikke havde opfundet sit bur samt at den elektromagnetiske stråling ikke var sundhedsfarlig.

  • 4
  • 7

Mit hus har et decra stål tag og mobilsignalet er i det meste af huset næsten ikke eksisterende. Kan der være en sammenhæng. Ifølge mobildækningskortet bor jeg samtidig i hullet mellem 2 mobilmaster, hvilket ikke gør situationen bedre.

  • 1
  • 0

Hvis du har Decra tag, alukraft (eller net af armeringsjern) i væggene og energivinduer, så er du ved at skabe dig selv et Faraday bur. Radiosignalet går normalt ret vandret, så taget er i første omgang ikke problemet. Prøv evt. at gå udenfor og se om din mobil så viser flere 'streger'.

Min gamle bil, en Citroën C5, havde metalliseret forrude (for at holde varmen ude). Her havde min GPS meget svært ved at synkronisere oppe ved forruden. Måtte holde den ud til en siderude.

  • 3
  • 0

Egen GSM "booster" kan bestemt ikke anbefales. Det er ulovligt at sende radiosignaler uden en tilladelse. Mobiloperatørerne har betalt mange millioner for at få lov til at sende på de valgte mobilfrekvenser og værner derfor naturligt om dem. Der er tidligere eksempler på privatpersoner der har fået store bøder for at bruge disse i Danmark, idet der er en stor risiko for at de forstyrrer mange af dine naboer.

  • 1
  • 0

Der er muligvis en løsning der kan bruges. Dog ikke i Danmark endnu.

http://support.apple.com/da-dk/HT6339

"Wi-Fi-opkald er tilgængelig for T-Mobile i USA. Du skal have en iPhone 5s, iPhone 5c, iPhone 6 eller iPhone 6 Plus. Enheden skal have iOS 8 og en internetforbindelse over Wi-Fi."

  • 0
  • 0

Måske lever vi bedre og længere uden al den stråling i hjemmet ;-)

Hvis du ifører dig din sølvpapirshat, så er du også sikret udenfor hjemmet ;-)

Talrige videnskabelige undersøgelser viser at mobilstråler og mange andre frekvenser er skadelige, så jeres smileys burde se sådan her ud: :-( Nogen mennesker, også nogen jeg kender personligt, kan slet ikke opholde sig i København pga. den megen stråling! Jeg ville faktisk ønske jeg boede i et af disse nye smarte huse der blokerer for den skadelige stråling!

  • 1
  • 2

Wachstum und Umsatz macht frei (træls brug af det tyske sprog, forresten)

Dokument

Men den fortsat hysteriske tilbedelse af mennesker med den fladeste mobiltelefon giver et fantastisk salg af både mobiler og bling. Samtidig er der er også utrolig god forretning i mennesker der er så kronisk trætte, at det kun er receptpligtig narko der holder dem i hamsterhjulet. Plus de spiser hvad som helst, tror på det de ser i tv og holder sig fra oligarkiets definition af demokrati. Og tænk at et, set med tekniske øjne, fornuftigt modtræk faktisk er en sølvpapirshat - hvor ironisk.

Ej der går nok nogle år før vi får mikrobølgerne ud af æteren.

(off topic: Eller danske retningslinjer for børns brug af 3D skærme http://ing.dk/artikel/3d-effekter-kan-oede..., for den sags skyld...)

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten