Nye flammehæmmere spreder gift til mennesker, dyr og miljø
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Nye flammehæmmere spreder gift til mennesker, dyr og miljø

Husstøv i støvsugerposer, modermælk, sælspæk, muslinger i Østersøen og blod fra vordende mødre. Det er blot et udpluk af de steder, forskere har fundet spor af nye typer af bromerede flammehæmmere.

Kemikalierne, der bruges til at dæmpe risikoen for brand i bl.a. møbler, isolering og plast, burde være bedre for mennesker og miljø end deres forgængere. En række af dem er i de seneste år blevet forbudt, fordi de er hormonforstyrrende og kan medvirke til lav sædkvalitet, misdannede kønsorganer og lavere IQ hos børn. Samtidig ophobes de i miljøet.

I blodet på gravide

Men ny forskning konkluderer, at også de alternative flammehæmmere frigives til mennesker og miljø i store mængder. Seniorforsker Katrin Vorkamp fra Institut for Miljøvidenskab på Aarhus Universitet har bl.a. fundet kemikalierne i Grønland, og senest har hun målt dem i blodet på 80 ud af 100 gravide kvinder.

»Vi finder i stigende grad de nye flammehæmmere i Arktis. Det viser, at de spredes i miljøet i væsentligt omfang,« siger forskeren, der netop har afleveret resultaterne til Miljøstyrelsen.

Samme konklusion kommer fra Eva Brorström-Lundén, IVL Svenska Miljöinstitutet, der var med til at kortlægge de nye bromerede flammehæmmere for Nordisk Ministerråd sidste år. Alle blev fundet forskellige steder i miljøet, både i havet og i luften. Hun er netop ved at lægge sidste hånd på en opfølgende undersøgelse for de svenske myndigheder.

»Vi finder rigtig mange forskellige flammehæmmere. Ikke alle typer findes alle steder, men en del ser ud til at være lige så persistente som de typer, der er forbudt,« siger hun.

Trods årelang kritik fra forskere og miljøorganisationer er forbruget ikke faldet. Alene de europæiske virksomheder tilsætter årligt over 300.000 ton bromerede flammehæmmere til deres produkter. Markedet for flammehæmmere stiger ifølge en EU-rapport knap fire pct. om året, og de bromerede udgør hovedparten.

Effekten ofte ukendt

Over 75 bromerede flammehæmmere fordelt på 21 stofgrupper har været produceret kommercielt. For de fleste af dem gælder, at forskerne ikke kender effekterne på mennesker og miljø.

Ifølge professor Lisbeth E. Knudsen, Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet, er der ingen grund til at tro, at de nye er meget anderledes end de gamle, da de kemiske strukturer ligner hinanden:

»Problemet er, at de kommer på markedet, inden de er gennemundersøgt. Så vi kender ikke deres toksikologi, før vi ser dem i miljøet og mennesker. Vi har desværre mange historiske eksempler på, at vi har erstattet stoffer med noget, som var mindre bromeret eller chloreret, men som viste sig at være lige så farligt,« siger hun.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Så kan vi jo vælge at gå tilbage til de gammelkendte og velundersøgte eller at acceptere at der ofte går ild i elektronik etc.

Paleofood er jo populært så vi kan vel også bare begynde at skærpe kundskaberne for jæger samlersamfund igen

  • 0
  • 0

Artiklen er ikke helt klar på om de alternative flammehæmmere er bromerede eller ikke-bromerede:

Underskriften hedder godt nok: [Ny forskning dokumenterer udbredt forurening med en ny generation af bromerede flammehæmmere.]

men i artiklen: [Men ny forskning konkluderer, at også de alternative flammehæmmere frigives til mennesker og miljø i store mængder. ...

... »Vi finder i stigende grad de nye flammehæmmere i Arktis. Det viser, at de spredes i miljøet i væsentligt omfang.]

Er der et link til mere information fra seniorforskeren/Århus.

mvh

  • 0
  • 0

Kunne man ikke være mere specifik? Eller som minimum bare give nogle eksempler... det er lidt svært at blive klog på. Det ville også være rart at vide, hvordan de "bedst" overføres til kroppen. Via berøring eller bare ved afgivelse til luften indendøre? Hvordan? Og kan man eventuelt sikre sig selv lidt bedre? Ved at vaske produkterne af en gang imellem?

Iøvrigt er det en rigtig god idé at anskaffe sig lidt indendørs-planter. De optager væsentlige mængder af netop de mange skadelige stoffer vi finder i det moderne hjem. NASA testede forskellige plantetyper for nogle få år siden (fordi man ville bruge dem som luftrensere på ISS). Og mange almindelige stueplanter scorede meget højt i deres tests, nogle mere end andre. Stuebirk var i top 5 som jeg husker det. Jeg har et link et sted til NASAs undersøgelse og vender tilbage ved lejlighed. Ellers er det jo ikke forbudt selv at lede på Google...

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten