Nye EU-regler skal mindske mængden af plast i havene

Illustration: Precious Plastic

Vatpinde, bestik, tallerkner, sugerør, rørepinde til cocktails og ballonpinde skal fremover laves i andet materiale end plast. Sådan lyder et regulært forbud, som blot er ét af de tiltag, EU-Kommissionen anbefaler for at mindske mængden af engangsplastprodukter og emballage.

Medlemslande skal reducere mængden af plastindpakning af mad og engangsplastkrus. De skal også indsamle 90 pct. af engangsplastflasker i 2025 som en del af det nye europæiske affaldsdirektiv.

»Det helt store problem er de store mængder plastemballage fra fødevareindustrien. Kommunerne gør en masse for at indsamle og genanvende, men det har ikke været den store succes,« siger Jens Peter Mortensen fra Danmarks Naturfredningsforening.

»Det kommer nok til at kræve noget samarbejde mellem plastindustrien, fødevareindustrien og kommunerne at få det til at virke,« siger han.

Industrielt fiskeri glemmer deres udstyr på havet

Fiskeudstyr fra industrielt fiskeri i form af net, liner, fiskeruser og tejner udgør omkring 27 pct. af alt det skrald, der skyller op på verdens strande, og næsten halvdelen af det skrald, der flyder rundt i 'Great Garbage Patch', et skralde-vortex samlet af Stillehavets havstrømme.

Kommissionen anbefaler også regler, som flytter prisen for oprydning efter industrielt fiskeri over på producenterne af fiskeudstyr. der indeholder plast.

»Det virker rimeligt, at forureneren betaler. Det er ikke det, vi ser mest af i Danmark, men det er en fin idé,« siger Jens Peter Mortensen.

Danske initiativer

Dansk supermarked, som omfatter Netto, Føtex, Bilka og Salling, har allerede en plaststrategi med ambitioner om at bruge mindre plast i emballage og sikre bedre genanvendelse af det plast, som bruges. Ambitioner, de håber at nå i samarbejde med WWF Verdensnaturfonden.

»Vi har det godt med de nye lovforslag. Det er ret åbentlyst, at verdenshavene lider under de store mængder plastic, der flyder rundt i dem, og jo hurtigere vi får styr på det, des bedre,« siger Jonas Schrøder, ansvarlighedsdirektør for Dansk Supermarked.

Dansk Supermarked har en målsætning om, at al plast brugt til transport af varer skal genbruges eller genanvendes inden 2020. Emballage på egne varemærker skal være 100 pct. genanvendelig inden 2023, og al engangsplast skal udfases senest i løbet af 2021.

»Det her er noget, danskerne interesserer sig for, så vi kommer nok til at gå videre med andre, lignende projekter, hvis vi finder noget, der giver mening for os,« siger Jonas Schrøder.

Illustration: Maria Gjerding, Danmarks Naturfredningsforening

Europa-Kommissionen anbefaler også en omfattende oplysningskampagne i forbindelse med lovforslagene, for at sætte fokus på det ansvar forbrugere har.

»At få styr på EU-produceret havaffald er selvfølgelig kun en del af det verdensomspændende billede, men ved at tage førerpositionen vil EU være i en stærk position til at drive udviklingen på globalt niveau - gennem G7, G20 og gennem implementeringen af FN's Verdensmål for bæredygtig udvikling,« skriver Europa-Kommissionen.