Nye billeder af solen går tættere på end nogensinde før

Illustration: ESA og NASA

I dag præsenterede det europæiske rumagentur, ESA, de første billeder fra rumfartøjet Solar Orbiter, hvis mission er at tage de tætteste og skarpeste billeder af solen nogensinde.

»Vi har aldrig været tættere på solen med et kamera, og det er bare de første skridt på en lang rejse,« sagde Daniel Müller, der er leder af ESA's Solar Orbiter-projekt, da mere end 17.000 fulgte med på live-video på ESA's hjemmeside.

Forskernes præsentation af billederne kan ses her.

Udstyret med den nyeste teknologi inden for måleudstyr, et varmeskjold af titanium og seks teleskoper ombord blev Solar Orbiter sendt på sin rejse mod solsystemets centrum 10. februar, og om to år vil den være fire gange tættere på solen end jorden.

Billederne herunder er taget 30. maj, da Solar Orbiter, som er et samarbejde mellem ESA og NASA, var omkring midt imellem jorden og solen, og dermed tættere på, end noget andet teleskop til at observere solen med, nogensinde har været.

solar_orbiter_s_first_views_of_the_sun_1.gif

Solar Orbiter har flere forskellige teknologier til at opfange lys i forskellige bølgelængder og magnetfelt.

Da de første billeder kom tilbage til ESA, observerede man flere forskellige fænomener, som aldrig er observeret før, fortalte Daniel Müller, og forskerne bag begyndte at tage et helt nyt ordforråd i brug til at beskrive dem.

Heriblandt hidtil uobserverede ‘lejrbål’, der antages at være forbundet med solens magnetfelter, og som Daniel Müller beskrev som soludbruddenes »små fætre«.

De kan være måske være med til at forklare, hvorfor solens korona, som er betegnelse for det yderste lag af solens atmosfære, er så utrolig varm (nogle steder helt op til fire millioner grader celsius), når solens overflade kun er omkring 5000 grader celsius.

Illustration: ESA og NASA

Billedet herover er taget med Solar Orbiters Extreme Ultraviolet Imager (EUI). Pilen peger på et af ‘lejrbålene’ på solen, som billederne for første gang afslørede.

Solar Orbiter bærer med sig ombord i alt 10 forskellige måleinstrumenter, der tilsammen skal gøre forskerne klogere på, hvordan bl.a. solaktiviteten påvirker andre dele af solsystemet.

Heriblandt mere viden om de elektrisk ladede partikler, som flyver ud i solsystemet fra de voldsomme soludbrud, og til tider fører til strømsvigt her på jorden.

Illustration: ESA og NASA

Metis-koronagrafen ombord på Solar Orbiter blokerer forstyrrende lys fra solens overflade, som gør det muligt at se det svagere lys fra solens ydre atmosfære, koronaen. Metis måler for første gang både synligt og ultraviolet lys fra koronaen, og det gør det muligt for forskere af analysere strukturer og dynamikker i koronaens to hovedkomponenter: protoner og elektroner.

solar_orbiter_s_first_view_of_the_sun_s_corona.gif

Billedet herunder viser et område på ca. 200.000 x 200.000 kilometer af solens midte, og det granulerede mønster er et resultat af den varme plasma, der bevæger sig under solens synlige overflade.

Illustration: ESA og NASA

Ombord på Solar Orbiter er måleinstrumentet Spectral Investigation of the Coronal Environment (SPICE), som tager billeder af solens ultraviolette lys.

Illustration: ESA og NASA

De data, som SPICE indsamler, skal give indsigt i, hvordan solens plasma bevæger sig, sammensætningen og temperaturen i solens atmosfære, hvilket forskerne håber, kan være med til at løse mysteriet om, hvordan solvinde opstår.

Animationen herunder viser en billedsekvens fra Solar Orbiters Polarimetric and Helioseismic Imager (PHI). PHI måler magnetfeltet nær solens overflade og gør det muligt at undersøge solens indre via såkaldt helioseismologi.

the_sun_and_its_magnetic_properties_1.gif

Du kan finde mange flere billeder fra Solar Orbiter kan findes på ESA’s hjemmeside.