Nye beregninger: Togfond til 27 milliarder kr. bygger på kunstigt høje oliepriser

Regeringens Togfonden DK, som sender 27,5 milliarder kroner ud til nye skinner, elektrificering og broer, baserer sine indtægter på kunstigt høje oliepriser. Det risikerer at slå bunden ud af fonden, skriver Jyllands-Posten på baggrund af nye beregninger fra Skatteministeriet.

Togfonden DK er finansieret af nye skatteregler for de selskaber, som indvinder olie og gas i Nordsøen. Men læser man i Skatteministeriet beregninger står det klart, at regeringen regner med en gennemsnitlig oliepris på 134 dollars pr. tønde i perioden 2015-2020.

Det er en del højere end den markedspris, som er realistisk, nemlig 100-110 dollars pr. tønde, vurderer Thina Margrethe Saltvedt, olieanalytiker i Nordea. Hvis man regner med det konservative bud fra Nordea, vil Togfonden DK kun blive på 16 milliarder kroner.

Foruden Nordea henviser olieselskabet Bayerngas til, at man allerede i dag kan købe kontrakter om levering af olie frem mod 2018 på helt ned til 88 dollars pr. tønde. I samme år regner regeringen med at beskatte olieselskaberne af en pris på 138 dollars pr. tønde.

Kritik fra flere fronter

I maj rettede to norske topøkonomer også en skarp kritik mod Togfonden DK. De pegede på, at regeringens beregninger ikke tager højde for, at store fund af skifergas og skiferolie kan ændre energimarkederne fundamentalt.

Også konsulentfirmaet Wood Mackenzie har regnet på regeringens 'tog for olie-strategi' og kaldt de fremtidige oliepriser for urealistiske.

Læs også: Økonomer: Milliarder til Togfonden er overvurderet

På Christiansborg langer Venstre og de Konservative ud efter skatteminister Holger K. Nielsen (SF).

»Man kan ganske enkelt ikke tillade sig at narre befolkningen på denne måde og reelt udskrive regninger til en fremtidig togfond, som udelukkende hentes ved at opkræve flere skatter og afgifter,« siger energiordfører Mike Legarth (K) til Jyllands-Posten.

Fra Venstres klima- og energiordfører, Lars Christian Lilleholt, lyder det til den jyske morgenavis:

»Vi vil indkalde skatteministeren til nye samråd. Det er ganske enkelt uacceptabelt på den måde at sende milliardregninger videre til kommende regeringer. Vi må til bunds i, hvem der har ansvaret for det her.«

Skatteordfører Thomas Jensen (S) har stadig tillid til tallene, for 'pengene skal nok komme', siger han til Jyllands-Posten.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Hvad kunne man ellers forvente? Sådan er det jo! Men fantasi mangler de ikke - hverken omkring 12 minutter, fair dit eller fair dat ... og nu togmilliarder fra Nordsøen...

  • 0
  • 0

...er at sende det i lommerne på banker og rederi (som Venstre tilsyneladende gerne vil lige pt), ser jeg hellere det går til noget vores efterkommere forhåbentlig får lidt mere glæde af.

Hvis jeg kunne spå om olieprisen (andet end at den formodentlig går op!), var jeg en rig mand....

Så må provenuet blive det det bliver

  • 0
  • 0

@ Jens Haugaard

Citat: "Så må provenuet blive det det bliver"

Fint nok at provenuet bliver det det bliver. Men så kan man bare ikke bruge pengene på forhånd, det er det regeringen gør forkert.

Regeringen siger selv den har et forsigtighedsprincip. Det går ifølge regeringen ud på, at de ikke vil bruge penge før de er i kassen. Så kan man ikke sige olieprisen stiger til gennemsnitligt 134 dollar pr. tønde, når den i dag kan sikres til 2018 til omkring 88 dollar pr. tønde, og handles til 105 dollar pr. tønde.

Planerne i "Togfonden" er gode, men man skal ikke sige det kan finansieres med olie-milliarder, hvis regningen havner hos skatteborgerne, så skal man være ærlig omkring det.

  • 0
  • 0

Regeringen siger selv den har et forsigtighedsprincip....

Planerne i "Togfonden" er gode, men man skal ikke sige det kan finansieres med olie-milliarder, hvis regningen havner hos skatteborgerne, så skal man være ærlig omkring det.

Alle ved jo godt, at Fair Løsning også var noget, der ikke hang sammen og de løb fra det meste efter valget. Så det forsigtighedsprincip du nævner, løber man fra via systematisk underbudgettering. Togfonden er fortrinsvis opfundet for at hjælpe især 'de grønne' venner og SF.

At få elektrificeringen iværksat er nu ikke helt tosset, men der er pt. ingen ressourcer indenfor den nærmeste tidshorisont til at få den realiseret, så man opfinder en tom konto, en pausefisk for folket kaldet 'Togfonden'. Kommer en anden regering til, så slettes 'kontoen' blot i finansoverslagene (bevillingslovene).

Både SF og også Holger K. Nielsen har utallige års hård træning i den disciplin, og er berygtet for genbrug af allerede brugte penge.

  • 0
  • 0

Vi sender 18 mia ud af landet til bistand, men kan ikke engang bygge en ordentlig togdrift selv? Lande hvis befolkning stiger med mere end Danmarks befolkning på nogle få år, støtter vi med dyre projekter, hvad bliver Verden bedre af ved det?

  • 0
  • 0

Fidusen er jo at man outsourcer beslutningen til ydre omstændigheder som man ikke har kontrol over - så man har undskyldninger og bortforklaringer på plads på forhånd når man igen ikke gør noget. IC4 skal jo først slides op.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten