Status

  • Ing.dk er under ombygning - vi er tilbage mandag med nyt udseende. Henover weekenden er alt vores indhold åbent, men man kan ikke logge ind og debattere.

Ny verdensrekord i højdespring for robotter

PLUS.
Robotten udløser den lagrede energi og hopper i vejret. Illustration: Elliot W. Hawkes

Højden af et hop, et dyr eller menneske, kan foretage, er bestemt af det arbejde, musklerne kan udløse på en gang. En mekanisk enhed udstyret med en slagmotor har en multiplikationseffekt, der kan øge hoppehøjden markant.

For god ordens skyld bør det bemærkes, at en raket ikke hopper. Et hop er karakteriseret ved, at massen af objektet er konstant, og det sker fra jorden. En pil, der skydes i vejret med en bue, hopper altså heller ikke.

Elliot W. Hawkes har sammen med kolleger på University of California, Santa Barbara i USA designet og fremstillet en 30 cm høj robot med en vægt på 30 gram, der kan hoppe helt op til 32,9 meter i vejret, som de har beskrevet i en artikel i Nature.

Den indeholder en rotationsmotor, der kan mangedoble det arbejde, som kan udføres i forhold til den situation, der f.eks. gælder ved hoppende dyr eller mennesker, der baserer sig på muskler.

Robotten indeholder desuden fjedre og gummibånd, der gør det muligt for systemet at lagre energi.

Opfinderne mener, at hoppende robotter f.eks. kan bruges i situationer til overvågning, hvor man tidligere udelukkende har kunnet bruge droner.

Desuden kan de måske tænkes brugt i forbindelse med rummissioner. En hoppende robot vil eksempelvis på Månen kunne springe 125 meter til vejrs og tilbagelægge en afstand på en halv kilometer i et enkelt spring. Det kan være nyttigt til sonderende undersøgelser af terrænet.

Om det nogensinde vil blive udnyttet, må tiden vise, men om ikke andet, så er det ganske fascinerende at se robotten foretage sine hop, som det fremgår af disse videooptagelser.

Her ses en slowmotion af hoppets indledende fase:

Her ses, hvordan robotten foretager et hop, lander og foretager endnu et hop fra landingsstedet: