Ny vaccinefabrik gør Bavarian Nordic uafhængig af underleverandører
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Ny vaccinefabrik gør Bavarian Nordic uafhængig af underleverandører

Foto: Bavarian Nordic

I begyndelsen af 2018 går biotekvirksomheden Bavarian Nordic i gang med byggeriet af en ny vaccinefabrik, som vil 20-doble selskabets nuværende fyldekapacitet. Efter planen skal den stå klar i 2021.

Mere end en halv milliard kroner er der sat af til byggeriet, som bliver en udvidelse af fabrikken i Kvistgård i Nordsjælland.

Hovedformålet med byggeriet er at skabe det bedst mulige udgangspunkt for egenproduktion af selskabets vacciner mod dødelige virussygdomme som f.eks. kopper samt af nye behandlinger af en række infektionssygdomme.

Kapaciteten på den nye vaccinefabrik ventes at blive i omegnen af 20-25 millioner vacciner om året fordelt på fyldning og frysetørring, hvilket altså svarer til en 20-dobling af den nuværende kapacitet.

Fabrikken i Kvistgård producerer i dag store portioner råvaccine, såkaldte batches, som fyldes og pakkes i udlandet.

Målet med kapacitetsudvidelsen er, at virksomheden fremover selv skal stå for hele processen, fra den rå vaccine kommer ind i fabrikken, til de færdige vaccineglas er klar til at blive sendt til kunderne, forklarer Brian Sall, Senior Vice President.

Bavarian Nordics nye vaccinefabrik skal gøre virksomheden uafhængig af underleverandører og samtidig designes, så alle processer kan dokumenteres, forklarer senior vice president Brian Sall. Foto: Bavarian Nordic

»Vi opnår den størst mulige sikkerhed i produktion, kvalitetskontrol og levering ved at blive selvforsynende og tage hånd om alle processer. Derved gør vi os uafhængige af underleverandører, og bliver 100 procent herre over fremstillingen af vores egne lægemidler.«

Data på alle processer og bedre sporbarhed

En anden væsentlig faktor ved den kommende fabrik bliver muligheden for at spore og levere data for hvert enkelt trin i processen.

For det første giver det kunderne sikkerhed for, at alt er, som det skal være. For det andet er det en stor fordel i arbejdet med nye vacciner, som skal gennem omfattende godkendelsesprocedurer, før de kan sendes på markedet. Her vil sporbarhed og gennemsigtighed i produktionen betyde færre forhindringer, fordi det er nemt at finde og rette fejl eller afvigelser.

I september i år indgik Bavarian Nordic en aftale til 3,4 milliarder kroner med den amerikanske regering om levering af koppevaccine.

Når fabrikken tages i brug, bliver den første opgave således at producere en frysetørret version af virksomhedens koppevaccine Imvamune. Amerikanerne har i de sidste ti år investeret milliarder i at få den danske vaccine ind i sit beredskab mod bioterror – senest i september 2017, hvor de indgik kontrakten om den frysetørrede vaccine.

Skal hyre 75 nye medarbejdere

Allerede nu er virksomheden på udkig efter højt specialiserede medarbejdere, som skal være med i opbygningen af den nye vaccineproduktion. Det gælder ingeniører, mikrobiologer, farmaceuter og andre specialister med kompetencer fra farmabranchen.

I alt forventer Bavarian Nordic at skulle hyre 75 nye højtuddannede medarbejdere op mod fabrikkens åbningen i 2021.