Ny undersøgelse: Plast er godt for klimaet
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Ny undersøgelse: Plast er godt for klimaet

Hvis forbruget af plast fortsætter med at stige fem procent om året, vil Europa i 2020 spare 9-15 gange så meget CO2, som der bliver anvendt til at producere plasten.

Det viser et nyt studie, som det østrigske analyseinstitut Denkstatt har udført for den europæiske brancheorganisation Plastics Europe.

Lektor på Institut for Planlægning, Innovation og Ledelse på DTU Stig Irving Olsen mener ikke, at der skulle være nogen grund til, at forbruget af plast skulle ændre sig fremover. Men han ser en begrænsning for anvendelsen af materialet.

»Plast er ikke det værste materiale for miljøet. Men skiftet fra andre materialer til plast afhænger af funktionalitet. Man kan for eksempel ikke bare skifte stålet ud i en bilramme med plast,« siger han.

Sparer Belgiens samlede udledning

Hovedparten af studiet viser, hvor meget CO2 og energi, der er sparet ved, at plasten er så udbredt, som den er. Ved at beregne den CO2-udledning og det energiforbrug, man ville have, hvis plasten blev skiftet ud med materialer som glas og aluminium, er studiet kommet frem til, at EU samt Norge og Schweiz ville udlede 50 procent mere CO2 og bruge 46 procent mere energi.

Besparelsen svarer ifølge Denkstatt til 38 procent af EU's oprindelige Kyotomål for 2020 - eller til Belgiens samlede udledning af CO2 i dag.

»Undersøgelsen bekræfter det, vi altid har sagt: At plast er en del af CO2-løsningen,« siger direktør i Plastindustrien i Danmark Peter Skov.

I forhold til energiforbrug viser studiet, at det sparer EU 2.300 TJ om året at anvende plast frem for andre materialer. Det svarer til 50 millioner ton råolie.

Transport henter de største besparelser

I dag står transportsektoren for 45 procent af forbruget af råolie på verdensplan, så de største besparelser gøres i forbrugsfasen, hvor plasten gør transport af varer og personer mindre energikrævende.

Ved for eksempel at emballere varer i plast i stedet for andre materialer, er der store besparelser på udledningen af CO2. Studiet viser, at man ville have 3,7 gange mere materialemasse, hvis plasten skulle erstattes af metaller eller glas. Lastes en container med pastasauce i glas er 36 procent af vægten emballage, mens emballage i plast ville udgøre 3,5 procent af vægten.

I forhold til transport af personer er Boings Dreamliner 787 med skrog af blandt andet plastkomposit et eksempel på, hvordan man reducerer brændstofforbruget markant ved at reducere vægten i forhold til et tilsvarende fly med skrog af aluminium.

Mindre tung produktion

Plastindustrien står i dag for et forbrug på cirka 4 procent af den samlede mængde råolie, og i forhold til råvarer som glas og metal er plast energieffektivt at fremstille og forarbejde, fordi glas og metal opvarmes til meget høje varmegrader i processen.

I dag udgør forarbejdning og produktion af plast 1,3 procent af den samlede CO2-udledning i EU. Til sammenligning udgør tøjproduktion 9 procent, mens produktion af fødevarer udgør 13 procent.

»Pointen er, at det kan betale sig at bruge mere råolie på at producere mere plast for at spare energi,« siger direktør i Plastindustrien i Danmark Peter Skov.

Denkstatt understreger, at studiet ikke er en egentligt livscyklusanalyse (LCA), men at man har brugt LCA-principperne og bygger studiet på cases fra LCA-databaser, der dækker produkter fra vugge til grav (produktion, i anvendelse og som affald).

Det samlede videnskabelige studie om plastens indvirkning på miljø og klima forventes at blive offentliggjort i februar 2010.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Ud med alle kvalitetsprodukterne i jern, glas og aluminium og ind med plastprodukter proppet med blødgørere og stinkende kemikalier. Fremskridt? Det bliver mere og mere absurd hvad man kommer frem til, når man forfølger den idé, at al energiforbrug er miljøskadeligt og skal elimineres pga. CO2 udslip...

Wake-up-call: Velstand koster energi. Gode ting koster energi. Vejen frem er da at skaffe energien uden CO2 udslip i stedet for at hetze alt der bruger energi.

  • 0
  • 0

Hvis man bruger rent plastik, der ikke afgiver stoffer der er giftige for mennesker og miljø, så er det vel bortskaffelsen, som i dag typisk er afbrænding, der er problemet?

  • 0
  • 0

så er det vel bortskaffelsen, som i dag typisk er afbrænding, der er problemet?

Det er ikke sikkert.
Plasttyper som polyethylen afgiver kun CO2 og vand ved forbrænding.

  • 0
  • 0

Hvor stor en procentdel af den olie der pumpes op af undergrunden bruges i dag til plast? Hvor stor en del raffineres og forbrændes f.eks. som benzin/diesel m.v. ? Hvad sker der med resten af olien?

Det kunne være godt med et overblik.

  • 0
  • 0

Ud med alle kvalitetsprodukterne i jern, glas og aluminium og ind med plastprodukter proppet med blødgørere og stinkende kemikalier. Fremskridt? Det bliver mere og mere absurd hvad man kommer frem til, når man forfølger den idé, at al energiforbrug er miljøskadeligt og skal elimineres pga. CO2 udslip...

Wake-up-call: Velstand koster energi. Gode ting koster energi. Vejen frem er da at skaffe energien uden CO2 udslip i stedet for at hetze alt der bruger energi.

Hvor er det godt skrevet. At bruge løs af energi er netop kun dårlig når der er tale om ikke-vedvarende CO2 forurenende kilder. Lige præcis. Tænk hvis lidt flere kunne fange den. Der er så mange som er angste for at blive grønne, fordi de tror det handler om forringet livsstil. Det behøver det jo ikke at gøre.

  • 0
  • 0

Plast kan være et udemærket hvis ikke fremragende matriale, HVIS DET BLIVER BRUGT RIGTIGT. Plast er et næsten unedbrydeligt produkt og bør derfor og bruges til ting der skal være unedbrydelige. At meget emballage er lavet af plastic er ofte fuldstændig unødvendig og kunne nemt erstattes af papir eller bioplast.
Unedbrydeligheden bliver et problem når plasten havner i naturen se:
http://en.wikipedia.org/wiki/Great_Pacific...

og dokumentaren "Addicted to plastic" (har ikke noget link)

  • 0
  • 0

Helt enig med Lars Andersen. Uden plastik, ville verden være en ganske anden, og livet en hel del mere upraktisk!

Til alle ovenstående kritikere af plastik; overvej lige hvor mange produkter, der ville være mange gange dyrere, uden at være bedre, hvis man ikke havde haft plastik.

Start evt. med computeren, mobilen og fjernsynet. Tilføj så alle de tekniske produkter, der slet ikke kunne fremstilles uden plastik.

  • Er LEGO noget bras ?

  • Hvad vil i emballere i jeres frostvarer i ?

Det er bare vigtigt, at der hurtigst muligt kommer styr på hvor plastikken bliver af efter brug. Den holder nemlig alt for længe ude i naturen.

Den skal så vidt muligt genbruges, da den ender med at blive en knap resource, da den jo bl.a. består af olie.

Det der ikke kan genbruges, er der energi i. CO2'en skal evt stores eller anvendes til andre industrielle formål.

  • 0
  • 0

[quote]Start evt. med computeren, http://technabob.com/blog/wp-content/uploa... mobilen http://www.selectism.com/news/wp-content/u... og fjernsynet http://www.swedx.se/image/download/xv1-40t.... Tilføj så alle de tekniske produkter, der slet ikke kunne fremstilles uden plastik.

Hvor der er vilje, er der vej! ;-)
[/quote]
Jeg beundrer din ihærdighed, John, men du missede pointen.

De produkter du har fundet "i træ", var jo dem "der ville være mange gange dyrere, uden at være bedre", som jeg skrev. Jeg tror bestemt dem du har fundet er mange gange dyrere, og ikke en pind bedre, end hvis de var i plastik. Men pæne at se på, hvis man er til klassisk design.

Miljømæssigt er der formentligt ingen gevinst i dem, for der er garanteret ofret meget mere energi på at fremstille trædelene i forhold til de tilsvarende plastikdele.

Endelig skal du huske, at inde under trækassen, er plastikdelene stadig plastikdele. Printplader af bakelit (hamrende usundt) fås vist ikke længere, og et fladkabel uden plastikisolering har jeg svært ved at forestille mig.

Prøv at forestille dig at skulle fremstille et emne som "klapstolene" under tasterne på en laptop, uden brug af plastik, hvad sådan et tastatur ville koste og hvor meget ringere det måtte være.

Og så er der lige den med LEGO-klodserne ;-)

  • 0
  • 0

Start evt. med computeren, mobilen

Ja, man kan købe mange udmærkede ting i plastik. Men når designet skal være rigtig flot er der en tendens til at gå væk fra plast - f.eks. Apple's bærbare med hele kroppen i aluminium.

Sådan er det også i køkkenet. Den billige model af en eller anden dims er i formstøbt plastic, den dyre model er i glas/træ/metal.

Ang. emballage, så er plast da også uundværlig, men når jeg står overfor syltetøj i et glas og syltetøj i en plasticbøtte, så tager jeg altså glasset...

Min pointe er bare at der skal være plads til de dyrere og mere resourcekrævende materialer. Nu hvor bureaukraterne har taget glødepærerne fra os, kunne man jo frygte at de ville få flere hjerneblødninger og tage andre gode ting fra os i CO2 besparelsens hellige navn. Gys!

  • 0
  • 0

Øh, det er det da ikke. Eller er det blevet det? Mig bekendt har man da store problemer med at bevare kunst lavet i 40-50 år gammel plastik...

  • 0
  • 0

Men når designet skal være rigtig flot er der en tendens til at gå væk fra plast - f.eks. Apple's bærbare med hele kroppen i aluminium.

Ja, men det er kun overfladen. Indvendigt er den stadig fyldt med plastikdele, foruden hvilke den slet ikke kunne realiseres!

Der er stadig en psykologisk opfattelse blandt forbrugere, at fx metal altid er bedre kvalitet end plastik. Derfor køber de den dyre røremaskine med metalhus, selvom den er ligeså fyldt med plastikdele inde i, og den med plastikhus fint holder indtil den er slidt op, og iøvrigt aldrig ruster.

På den anden side ser man hele tiden dårlige eksempler på anvendelse af plastik, dvs dårlig produktudvikling, hvor materialet er dimensioneret/udformet/støbt forkert eller bare slet ikke egner sig til formålet. Det er jo typisk de produkter, hvor man har sparet på alt, inkl fagkundskaben, og de er jo oftest lavet af plastik, fordi det er billigst.

Det er den slags produkter der giver plastik et urimeligt dårligt ry, selvom fejlen alene ligger hos dem der lavede produktet.

Instrumentpanelet i bilen er også hensigtsmæssigt at lave i plastik. Dels af sikkerhedshensyn, dels fordi det let kan recycles, dels fordi det er billigt og funktionelt.

Men når man som altid laver overfladen så det ligner en dårlig kopi af læder, giver det indtrykket af, at læder havde været et bedre valg, men at det var for dyrt. Altså et billigt indtryk.

I stedet kunne man lave en overfladefinish, der ser godt ud, er praktisk, og som kun kan laves i plastik, og dermed at fremhæve materialets egenskaber, i stedet for at lyve sig fra at det er plastik.

  • 0
  • 0

Hvad sker der når vi spiser dyr som har plastfiber stumper i deres celler? Får vores celler så også plastfiber stumper?:

27 January 2012, Accumulating 'microplastic' threat to shores:
http://www.bbc.co.uk/news/science-environm...
Citat: "...
"Once the plastics had been eaten, it transferred from [the animals'] stomachs to their circulation system and actually accumulated in their cells," he told BBC News.
...
As a result, Dr Browne his colleague Professor Richard Thompson from the University of Plymouth, UK carried out a number of experiments to see what fibres were contained in the water discharge from washing machines.

"We were quite surprised. Some polyester garments [tøj] released more than 1,900 fibres per garment, per wash," Dr Browne observed.
..."

  • 0
  • 0

Analyseinstituttet har udført undersøgelsen for den europæiske brancheforening Plastic Europe. Hvad havde I forventet af undersøgelsen? Udtrykket “studie” i artiklen er rent til grin.

Lever “Nørens” journalister i deres egen verden som ghostwriter der kritikløst gengiver hvad som helst der kan skabe rav i geledderne ude af stand til at stille relevante spørgsmål?

Ovenstående er ikke en artikel, men afskrift at en pressemeddelelse fra en organisation med tydelige særinteresser.

  • 0
  • 0