Ny undersøgelse: Fed mælk bedst for hjertet

En ny australsk undersøgelse vender alt, hvad vi troede, at vi vidste om mælkefedt, på hovedet:

Undersøgelsen, der omfatter 1.529 indbyggere fra Queensland, viser, at jo flere fede mælkeprodukter, de indtog, jo lavere var deres risiko for at dø af hjerte-kar-sygdomme i de 16 år, som forskerne fulgte dem.

Faktisk var risikoen for hjerte-kar-sygdomme reduceret med 67 procent hos den tredjedel af deltagerne, som indtog mest mælkefedt, i forhold til dem, som indtog mindst.

Den gavnlige effekt af de fede mælkeprodukter var den eneste, statistisk signifikante sammenhæng, som de australske forskere fandt mellem indtaget af mælkeprodukter og hjerte-kar-sygdomme og kræft.

De kiggede ellers både på det totale indtag af mælk, på indtaget af magre mælkeprodukter, på d-vitamin, på kalk og på forskellige typer af mælkeprodukter. Men kun masser af mælkefedt så ud til at beskytte mod hjerte-kar-sygdomme, uden dog at nedbringe den overordnede risiko for at dø.

Forskerne mangler forklaringen

Australierne mangler selv en forklaring på resultatet af undersøgelsen. Ernæringsforskere fra hele verden antager normalt, at særligt fede mælkeprodukter øger risikoen for hjerte-kar-sygdomme.

Det mættede mælkefedt banker kolesterol-tallet i vejret, og derfor bliver borgere i det meste er verden opfordret til kun at holde sig fra de fede produkter og vælge de magre i stedet.

Forskerne har forsøgt at korrigere for blandt andet helbredstilstanden, inden undersøgelsen startede, social status og fysisk aktivitet. De parametre var generelt bedre for den gruppe af deltagere, som foretrak fede mælkeprodukter. Det er dog, konkluderer forskerne i det videnskabelige tidsskrift European Journal of Clinical Nutrition, usandsynligt, at faktorerne alene kan forklare hele den beskyttende effekt af mælkefedtet.

Forskerne tør ikke helt udelukke, at deres fund udelukkende skyldes tilfældigheder, men de betragter selv deres studie som stærkt, fordi det har fulgt deltagerne over en lang årrække. De kan ikke forklare de biologiske mekanismer, som ligger bag mælkefedtets gavnlige virkning og anbefaler derfor mere forskning.

Ost hæver ikke kolesterol-tallet

En af de forskere, som er citeret i den australske undersøgelse, er lektor Tine Tholstrup fra Institut for Human Ernæring på Københavns Universitet. Hun finder den australske konklusion interessant, men understreger, at den langt fra kan stå alene.

Tine Tholstrup har selv udført forsøg, hvor deltagerne indtog samme mængde mælkefedt fra henholdsvis ost, mælk og smør. Hun fandt frem til, at ost modsat smør og mælk ikke hæver kolesteroltallet. Men det kan ikke overføres på den australske undersøgelse, hvor de fleste deltagere fik mest fedt fra flydende mælk.

Tine Tholstrup understreger, at der også findes studier, der viser, at fed mælk reducerer risikoen for at udvikle type 2-diabetes, og at forskerne heller ikke kan forklare de resultater.

Får skadeligt kolesterol en anden sammensætning?

De australske forskere henviser også til svenske forsøg, der viser, at mælkefedt ændrer fordelingen af det skadelige Low Density Cholesterol (LDL), så partiklerne ikke længere er lige så skadelige.

Ernæringsforskeren Ulf Risérus fra universitetet i Uppsala, hvor en del af forskningen er udført, kalder det også for en mulig forklaring, men lægger dog ikke så meget vægt på de gamle forskningsresultater.

»For vi har ikke vist, at det forholder sig sådan,« siger han.

Ulf Risérus kalder de australske resultater om mælkefedtet for "uventede" og efterlyser ligesom både de australske forskere og Tine Tholstrup mere forskning. Han henviser til, at den australske undersøgelse er ganske grundig, men til gengæld omfatter ret få deltagere.

»Resultatet er overraskende, fordi fede mælkeprodukter øger LDL, og der findes naturligt transfedt i mejeriprodukter, som påvirker blodfedtet negativt,« siger han.

Den svenske ernæringsforsker påpeger, at der findes en række studier, som viser, at det er sundt med et lavt indhold af animalsk fedt i kosten.

»Men vi ved ikke, hvilken rolle de magre mejeriprodukter spiller,« siger han.

Ulf Risérus var selv med i et svensk, norsk og finsk studie, som ikke vidste særlige sundhedseffekter af at give mælk til folk, som normalt holdt sig fra det. Vigtigste konklusion var, at kolesterol-tallet steg mest blandt svenskerne, som blev opfordret til at indtage federe produkter end nordmændene og finnerne.

Ulf Risérus og hans kolleger på universitetet i Uppsala skal til at tage hul på en række forsøg, hvor de vil give deltagerne forskellige typer af mælkeprodukter og se, hvad der sker med deres sundhed. Den slags studier er nødvendige, mener han, inden vi taler om at ændre kostrådene væk fra at anbefale magre mælkeprodukter.

Emner : Ernæring
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Som jeg skrev i en kommentar til den amerikansk advarsel om at drikke mælk, så er økologisk sødmælk sundt, og foklaringen på, at de forskellige undersøgelser giver forskellig resultat, ikke mælkefedtet i sig selv men de fedtopløselige, persistente forureninger, som findes heri. Disse varierer i koncentration og forekomst fra land til land og fra tid til tid. Australske landområder har mindre forurening af PCB og dioxin end fx. i Europa. Forureningen af man POP-stoffer er også faldet drastisk de senere år.

  • 0
  • 0

Vi mener at vide noget, til ny forskning kuldkaster den viden, vi ellers lige havde forankret vores virkelighedsopfattelse i. Jeg tror vi i fremtiden skal indstille os på, at virkeligheden er frustrerende kompleks, så vi får mere end svært ved at smide ting i de rigtige kasser, og derefter sømme låget fast - uden efterfølgende at føle os en lille smule fjogede. Livet er et interessant projekt!

  • 1
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten