Ny udgave af børneavisen Techie
Hvem kan se en humlebi på månen? Hvor meget ubrugt tøj havner hvert år på lossepladser og til forbrænding? Og hvordan ser et flueben ud i et mikroskop?
Det er bare nogle af de mange spørgsmål, man får svar på i avisen Techie, som netop er udkommet for tredje gang.
Lærere over hele landet har brugt de to tidligere numre af avisen i undervisningen på mellemtrinnet, og deres tilbagemeldinger har været meget positive. Den gratis avis har været med til at skabe begejstring for naturvidenskab og teknologi hos målgruppen og stimuleret deres fantasi, videbegærlighed og skabertrang.
Teknologiens Mediehus har som tidligere år stået for udviklingen af avisens indhold med input fra Teknologipagten og en række eksterne aktører med særlig indsigt på området.
Techie skal føde flere STEM-fans
I Teknologiens Mediehus er chefredaktør Trine Reitz Bjerregaard glad for, at det endnu engang er lykkedes at producere en inspirerende børneavis, som forhåbentlig kan få flere børn til at interessere sig for STEM-fagene. Det er nemlig helt nødvendigt i en tid, hvor der allerede er mangel på disse kompetencer, og hvor prognosen lyder, at behovet kun bliver større i fremtiden.
»Det er ekstremt vigtigt, at vi får børnenes og de unges øjne op for, at teknologien i høj grad er med til at forme vores samfund i dag og skal være med til at løse nogle af de store udfordringer, vi står overfor. Derfor er jeg både glad for og stolt af, at vi for tredje gang kan levere en avis til landets folkeskoler, der vil gøre børnene både klogere på og mere nysgerrige over for naturvidenskab og teknologiudvikling,« siger Trine Reitz Bjerregaard.
Techie udgives af Teknologiens Mediehus med støtte fra Teknologipagten. Avisen er målrettet børn på grundskolens mellemtrin (4.-6. klasse). Der findes en lærervejledning til Techie #3, som er udarbejdet af en erfaren natur- og teknologilærer. Bestil klassesæt af den fysiske avis her Nåede du ikke at få fingre i de første to udgaver, kan du læse dem her: Find mere information om Techie og links til e-aviserne her: ing.dk/techieFakta om Techie
Vejledningen sammenkæder et udpluk af avisens temaer med primært de naturvidenskabelige fag ude i klasseværelserne, så den enkelte lærer, skole og kommune kan se potentialet i den nye avis.
Techie #1
Techie #2
Også Christian Vintergaard, direktør i Teknologipagten, glæder sig over udgivelsen og samarbejdet. Han siger:
»Techie er en del af den målrettede indsats for at skabe mere inspirerende STEM-undervisning, som Teknologipagten arbejder for. Avisen er vigtig for, at vi får flere til at interessere sig for tekniske og digitale kompetencer. Forskning viser, at der er tendens til, at elever mister interessen for disse kompetencer allerede på mellemtrinet – netop den målgruppe, Techie henvender sig til. Så vi håber, at den nye Techie-avis kan være med til at fastholde interessen for fagene hos flere børn, da det vil have stor betydning for at fremtidssikre vækst og velstand i Danmark.«
Avisen når også Ingeniørens læsere
Techie er allerede kendt af mange børn i Danmark. I 2020 og 2021 blev der distribueret mere end 160.000 fysiske eksemplarer af avisen, og rigtig mange har været inde og læse og lytte til e-avisen på nettet. Som noget nyt bliver Techie i år også sendt ud sammen med Ingeniøren i første nummer efter sommerferien.
»Vi er i de to første år blevet mødt af en stor nysgerrighed over for vores børneavis fra vores faste - voksne - abonnenter, og flere har spurgt, om de kunne få den til brug for egne børn og børnebørn. Derfor har vi i år besluttet, at Techie sendes ud til alle vores avis-abonnenter i uge 31 - lige op til skolestart,« siger Trine Reitz Bjerregaard
De fysiske eksemplarer har været en stor succes i skolerne, fordi eleverne bruger ekstra tid på at fordybe sig i avisen, når de sidder med den i hånden. I 2021 udkom Techie også i en app, der kan downloades på telefon eller tablet. Det samme vil være tilfældet med dette års udgave, som du allerede nu kan læse online her.
Sjov læring og fælles oplevelser
Techie #3 er en letlæselig, billedbåret, interagerende og underholdende avis, som børn får lyst til at fordybe sig i. Den er en indgangsportal til en verden af læring, sjov og fælles oplevelser, hvor man udover de skrevne ord kan finde et hav af QR-koder til videoer, forsøg og andre understøttende oplevelser.
