Ny uddannelse vil ruste modne medarbejdere til at starte for sig selv

DTU’s nye efteruddannelse i ‘iværksætteri’ kan tages, mens man er i job, men i den aktuelle situation forventer man, at den også vil blive søgt af folk på vej væk fra et job. Illustration: DTU
Anne Malberg Horsager, Program director, DTU Executive Business Education Illustration: DTU

DTU tilbyder fra efteråret 2020 en ny efteruddannelse til dem, der har en iværksætter gemt i sig. Og til dem, der måske ikke vidste, de havde en iværksætter gemt i sig, men som er blevet tvunget ud i at skabe nye jobveje, efter at coronakrisen har rystet mange arbejdspladser med fyringer til følge.

Uddannelsen skiller sig ud, fordi den er målrettet folk med mere end ti års erfaring, og det er der en særlig grund til, fortæller Anne Malberg Horsager. Hun er program director på DTU Executive Business Education og en af de to stiftere af den nye uddannelse.

»På en kæk dag vil man sige, at Danmark er en nation af lønmodtagere. Vi vil gerne politisk sparke til, at vi giver nogle flere af vores medborgere adgang til at fjerne noget af den bias, der er i forhold til at være selvstændig – og den har man særligt meget af, når man har været lønmodtager i mange år,« siger hun og fortsætter:

»Samtidig er man som mangeårig ansat for eksempel i en stor virksomhed et kæmpe asset i sig selv. Vi vil gerne inspirere til, hvordan man bringer sin viden og erfaring i spil, samtidig med at man også får sin iværksætter sluppet fri i et trygt miljø.«

Netværk og platform

Uddannelsen med titlen Startup Chapter har i første omgang plads til 35 deltagere, men kan hurtigt udbygges til flere hold. Undervisningen kommer til at bestå af otte sessioner fordelt på otte uger af tre timers varighed og vil både foregå online og kræve tilstedeværelse.

Bl.a. vil deltagerne få konkrete værktøjer til at komme i gang som iværksætter og få inspiration, og der vil være rådgivning for nuværende iværksættere. Adgangskrav er der ikke nogen af, altså ud over et vist erfaringsniveau. Prisen ligger på knap 20.000 kroner.

»Med sig får deltagerne ud over den konkrete undervisning også et stærkt netværk og en platform, man kan komme tilbage til, hvis man f.eks. mangler studentermedhjælpere, en kontorplads eller sparring til sine ideer,« siger Anne Malberg Horsager og understreger, at uddannelsen er målrettet alle fagligheder.

De studerende på den nye uddannelse bliver koblet sammen med tidligere MBA-studerende fra DTU, der er eksperter i ledelse af innovation, og dermed får de adgang til viden og sparring, som det måske ellers kan være svært at få råd til som iværksætter.

Det er vigtigt, at uddannelsen kan tages, mens man er i job, fortæller Nana Christiansen, der er den anden stifter bag uddannelsen.

»Man får muligheden for at vurdere, om ens iværksætteridé kan bære, mens man er i sit almindelige job. Vi prøver at gøre det mere ufarligt at springe ud, og ved at afdramatisere det håber vi, at vi kan få flere til at tage første spadestik,« siger hun.

Iværksætteri ligger højt på den nuværende regerings dagsorden, ligesom det også gjorde hos den forrige regering.

Men hvorfor er lige netop Startup Chapter nødvendig for at understøtte iværksætteri i Danmark?

»For mig at se er uddannelsen relevant, fordi den tjener to bundlinjer. For det første giver den folk muligheden for at skabe deres egen fremtid og deres eget løngrundlag. For det andet skaber den grundlag for nye løsninger og dermed nye virksomheder ved at aktivere noget af al den talentmasse, som allerede er på andre taburetter,« siger Nana Christiansen.

Kan erstatte outplacement

Selvom uddannelsen kan tages, mens man er i job, forudser man på DTU, at uddannelsen også vil blive brugt af folk på vej væk fra et job.

»Vi ser desværre inde i en periode med flere ledige, og der vil komme måneder, hvor mange overvejer at skulle sig ja tak til en fratrædelsesaftale. Der håber vi, at den nye uddannelse kan være en del af det afklaringsforløb eller den kompensationspakke, man bliver tilbudt, og at man i stedet for for eksempel et coachingforløb hurtigt er ude at prøve sine ideer af for eksempel i en lille eller mellemstor virksomhed,« siger Anne Malberg Horsager.

Hun vurderer desuden, at de iværksætter-værktøjer, man får på uddannelsen, også kan bruges internt i virksomheder, der ønsker at arbejde mere intenst med innovation, og at det formentlig vil blive efterspurgt i højere grad også på grund af coronakrisen.